‘Wild Horse Nine’: Jeg kunne lytte til John Malkovich tale om bøssede oste for evigt
VENEDIG FILM FESTIVAL. Før årets filmfestival i Venedig gik i gang, har der været fokus på det pinligt lave antal kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen, der – indtil dokumentaren ‘Naza’ kom med i sidste øjeblik – kun talte danske May el-Toukhy.
Det adresserede juryformand Maggie Gyllenhaal ved festivalens første pressekonference. Måske er de ting, kvinder interesserer sig for at lave film om ud fra deres specifikke erfaringer i verden, bare nogle, som typisk ikke vurderes som stor kunst, påpegede hun (hvilket hun har ret i, selvom rablende fortolkninger af Frankensteins brud ikke er noget, nogen interesserer sig for).
Hendes udtalelse skriger på en måde til himlen, når man så ser på en instruktør som Martin McDonagh, der med film som ‘In Bruges’, ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ‘The Banshees of Inisherin’ i bagagen dyster i hovedkonkurrencen med ‘Wild Horse Nine’.
På papiret finder du formentlig ikke nogen film, der lyder mere som noget mænd, og meget specifikt 56-årige irske filminstruktører, interesserer sig for: spioner, millitærkuppet i Chile i 1973, hvem der skød John F. Kennedy, skuespillerne Sam Rockwell, John Malkovich og Steve Buscemi og politisk ukorrekte jokes om dværge eller en kone, der har været utro med en klovn.
Men bag alle elementerne åbenbarer der sig hurtigt en historie om mandlig sårbarhed, der er lige så rørende, som den er sjov. Og en film, der transcenderer fordomme om, hvilke historier, der interesserer hvem, så længe der er hjerte i det.
Hvorfor kan alle film ikke bare være sådan her, tænkte jeg flere gange undervejs, selvom samme type fortælling i hænderne på andre kræfter kunne have været frygtelig og anstrengende provokeret.
Men McDonagh er heldigvis i topform både komisk og følelsesmæssigt og har endnu en gang smidt brovtende mænd ned i romantiske omgivelser, der kan afsløre dem som rigtige følebamser.
‘Wild Horse Nine’ handler om to CIA-agenter, Lee og Chris, der er udstationeret i Chile i 1973, hvor Allende var venstrefløjens stolthed som “den første folkevalgte marxist”, indtil den amerikanske efterretningstjeneste hjalp Pinochet med at erobre magten gennem et millitærkup.
Da vi møder dem, er de dog blot på en mystisk udflugt til det perfekte grønne og bakkede proxy-Irland, Påskeøen, Rapa Nui, som viser sig at handle om andet og mere end at »se de store hoveder«.
John Malkovichs Chris er en veteran, der har været med til at skaffe demokratisk valgte præsidenter ad vejen med blandet held fra Lumumba i Congo til John F. Kennedy. Nu er han dog mest interesseret i at forpeste sin makkers gode humør med at filosofere om møl, og hvorvidt dinosaurer kommer i himlen.
Han er samtidig en tikkende bombe, der efter års forråelse er så ligeglad med alting, at han delagtiggør alle på sin vej i, at de er hemmelige agenter, som arbejder for at destabilisere det amerikanske demokrati. Som han siger, kerer han sig efterhånden mere om »møllene i Chile end menneskerne i Chile«.
Hans åbenmundethed pisser deres chef MJ faretruende meget af hjemme i Santiago.
Der er mange elementer i ‘Wild Horse Nine’, der tager sig ud som gammel McDonagh-vin på nye flasker. En ‘In Bruges’, som er ved at gå op i sømmene. Det meste af plottet er forudsigeligt, men det gør ingenting. Den har ikke ‘The Banshees of Inisherin’s fantastiske birolle-øjeblikke, der er skruet ned for den stumpe vold og op for kærligheden.
Den har en lille smule af ‘One Battle After Another’s nihilistiske ånd og lidt af samme greatest hits-kvalitet som Anders Thomas Jensens ‘Den sidste viking’.
Alligevel får portrættet af en mand, der er mæt af sin egen voldelige myte, i sine stærkeste øjeblikke en selvransagende effekt.
Så god er John Malkovich nemlig som den aldrende agent, at ikke et milisekund i hans selskab er andet end sitrende sjovt. Sam Rockwell får lov til at spille så straight en man, man kan være i den irske sortkomikers univers, og hans mindre rablende halvdel af makkerparret gør det hele ret smukt.
Hvilken sekvens er mest komisk og vidunderlig? Replikker som »hvordan kan en kartoffel have noget at gøre med Kennedy-attentatet?« eller »Bliver du nogensinde paranoid af at tænke på, om du ikke er paranoid nok?«.
Intet slår dog John Malkovichs tirade om, hvordan det er de bøssededemokratiske lande, der har de bedste ostetraditioner. »Democracy leads to gay, leads to nice cheese«, rabler han derudaf, og man vil faktisk gerne bare have, at han bliver ved for evigt.
Kort sagt:
‘Wild Horse Nine’ er ikke Martin McDonaghs mest banebrydende eller vilde film, men Sam Rockwell og i særdeleshed John Malkovich får den alligevel til at føles helt perfekt.