’Brothers’: Ventet ’True Detective’-reunion er en hovedløs ørkenvandring af familiefjol
SERIE: Matthew McConaughey og Woody Harrelsons nye serie ’Brothers’ vækker en følelse af at blive stopfodret med tomme kalorier af passiv-aggressiv familieidyl.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde af forventninger. Men det var ikke det her. For alene gensynet med dette årtis mest ikoniske serieduo fra ’True Detective’ lovede mere. Og så var der hele den opsigtsvækkende præmis om, at de gode texanske buddies måske, måske ikke – også i virkeligheden – skulle være biologiske brødre.
Efter at have set ’Brothers’ er det svært ikke at anskue det som en lettere kalkuleret markedsføringskampagne. Hele humlen stammer fra, at Matthew McConaughey i 2023 i podcasten ’Let’s Talk Off Camera’ afslører, at han og Woody Harrelson har opdaget, at McConaugheys mor havde et tæt og formentlig også intimt forhold til Woodys storkriminelle lejemorder(!)far.
’Brothers’ er således based on a true rumor. Men det er mærkværdigt, hvor lidt interesseret seriens skaber Lee Eisenberg er i at udforske og lege med det rygte. Og hvor lidt der i det hele taget bliver gransket dybere i det allerede eksisterende billede af skuespillerne og personerne Matthew McConaughey og Woody Harrelson.
Fra omtågede Harrelson i første scene i afmagt over døtrenes kærestekvababbelser pakker hippie-bussen med Che Guevara og Willie Nelson og flytter ind foran McConaugheys luksusvilla, er der dømt yderst konventionel familiesitcom.
Jovist planter McConaugheys kradsbørstige mor i serien (spillet af rutinerede Holland Taylor) ideen om deres fælles faderlige ophav hos Woody, som bliver et gennemgående og noget inkonsekvent plotspor.
’Brothers’ er bare ikke så meget en serie om, at Matthew og Woody skal redefinere alt i deres relation, som det er en serie om, at Matthew McConaughey stiller op som guvernør i Texas. Om at deres teenagebørn begynder at flirte på tværs. Om at glemme valentinsgaver til sin kone og ende i en politiprank, der ikke er en prank alligevel.
Eller om Matthew McConaugheys datters nepotistiske vej til en skolemusical og Harrelson og McConaugheys pludselige behov for at udleve en rockstjerne-drøm på en kaffebar, hvor de klæder sig ud som henholdsvis Ringo Starr-snøvlende britisk hippie og australskklingende Rob Halford fra Judas Priest-kopi med isse, lædervest og næseprotege for til slut at dukke op som sig selv og opnå cafegæsternes applaus, så vi alle kan tænke ”lesson learned” eller …
Det er på det niveau, vi befinder os meget af tiden i ’Brothers’. Da en lækkende gylletank med Nickelodeon-agtigt syregrønt slam bliver slikket op af deres hund, som efterfølgende slikker McConaughey i øjet og giver ham øjebæ forud for et vigtigt interview, er det svært ikke tænke, at den slags gags var blevet afvist i selv en Netflix-komedie med Adam Sandler.
Både Woody Harrelson og Matthew McConaughey har alle dage haft en drenget, let stenet charme, som de har kombineret med et farligt alvor. I ’Brothers’ er de havnet i et på alle måder kontrastfattigt og retningsløst fjollehjørne som upersonlige karikaturer over sig selv.
Weed-Woody hyggeryger ved enhver lejlighed, taler for naturens frelse og sætter livet på spil for hvert et lille dyr. McConaughey er en omvandrende Lincoln-reklame af højtidelige enetaler. I serien udfylder de dog begge først og fremmest rollen som den klassiske sitcom-patriark. De lettere uduelige, men kærlige mænd, der bare ikke kan gøre noget rigtigt og til sidst alligevel bliver tilgivet for deres gode intentioner.
Deres koner og børn i serien ligner til forveksling deres rigtige familier, men er igen også skåret over velkendte formler. Kvinderne, der med suk og hovedrysten lader deres ”boys be boys”, og deres sødt rebelske unger.
Serien kunne for så vidt handle om helt fiktive figurer og deres familier, hvis ikke det var, fordi McConaughey og Harrelsons fortidige meritter konstant bliver påklistret som en underlig form for product placement. McConaugheys datter render rundt med en ”Just keep livin”-hoodie, og ’Dazed and Confused’-referencerne bankes helt ind, da hans søn klæder sig ud som Wooderson til skolebal.
Det er for så vidt harmløst, men det er slet ikke alright, alright, alright, da temasangen til ’True Detective’ dukker op i en scene, hvor Woody Harrelsons datter leder efter dna-spor i McConaugheys soveværelse. Det er blot en letkøbt parafrase, der punkterer al form for mening. Hvilket kan siges om hele ’Brothers’.
Der er noget velment i seriens omfavnelse af den texanske kultur og livsstil, som McConaughey, der også er medproducer på serien, har gjort sig til ambassadør for. Men som serieoplevelse ville man ønske, at de to gode venner havde skredet fra det hele i Harrelsons bus og i stedet givet os en masse gode hangout-vibes, som kun de kan.
Kort sagt:
Rust Cohle og Marty Hart fra ’True Detective’ havde vendt sig i graven, hvis de vidste, at de i 2026 ville forfalde til hovedløst fjollede familiefædre i en solstegt sitcom uden skyggen af alvor … eller humor.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.