‘Primetime’: Robert Pattinson er i freak-topform foran dillere og dåseflødeskum
VENEDIG FILM FESTIVAL. Det er måske manges sexdrøm at høre følgende ord komme ud af munden på Robert Pattinson:
»I will undress you, and you will undress me«.
Men ikke i ‘Primetime’, der har fået ventet verdenspremiere på Venedig-festivalen. I Lance Oppenheims film er alting væmmeligt fra første sekund.
Pattinson er nemlig tv-værten »Chris Hansen, NBC«, der memorerer de beskeder, klamme ældre mænd har skrevet til, hvad de tror er små piger og drenge, men i virkeligheden er programmets hyrede chat-wizz, der lægger net ud.
I det hedengangne truecrime-format ‘To Catch a Predator’ er Hansens glansnummer at træde ind, når lokkeduen (Phoebe Bridgers) inviterer de mulige overgrebsmænd indenfor til te og cookies og spørger dem, om de har taget kondomer med som aftalt?
Og i en pragtfuld åbningsscene får vi hele tricket isnende serveret af instruktøren, der med pædofilijagt til tonerne af Fergies ‘London Bridge’ vender vrangen ud på vores allesammens y2k-nostalgi i sin A24-æstetiske extravaganza af en film.
Oppenheim fangede især branchens opmærksomhed med den syrede dokumentarserie ‘Ren Faire’, som var en slags ‘Succession’ på middelaldermarked, og i det lys giver den nichede tv-fortælling god mening.
00’ernes rædderlige reality-æstetik har aldrig taget sig smukkere ud end i Oppenheims efterligning, der er lo-fi-grynet på den fede måde, og selvfølgelig i 1:33-ratio fra start til slut.
Robert Pattinson er først og fremmest helt suveræn som Chris Hansen.
Den engelske stjerne er gået en stor bue udenom folks forventninger siden ‘Twilight’, men i ‘Primetime’ leverer han en karrieredefinerende præstation for første gang siden Safdie-brødrenes brillante ‘Good Time’.
Pattinson har leveret gode indsatser hos prominente instruktører som Robert Eggers og David Cronenburg og var senest solidt selskab i ‘The Drama’, men i hans higen efter at dræbe sit førsteelsker-ry er hans tendens til at bygge præstationer op omkring skøre accenter blevet en hæmsko.
Det kan være sjovt, som i ‘The Odysseys’ allerede ikoniske »somebody get these beggars outta here«, men ulideligt i overkomiske fejlskud som ‘Mickey 17’.
I ‘Primetime’ går hans parodikunst endelig perfekt i spænd med udrulningen af Chris Hansens selvfedme. Han er lawful evil-versionen af ‘The Simpsons’ »Hi, I’m Troy McClure«, som ikke er så afhængig af at skabe retfærdighed som af at introducere sig selv for børnelokkere i afgørelsens time.
Det er første gang, jeg for alvor ser Pattinson som ikke blot en af de største stjerner i sin generation, men en reel dramatisk arvtager til New Hollywood-veteranerne. Han er i decideret freak-topform.
Når han selv en sjælden gang i mellem vender hjem til sin familie i Connecticut, vækker han sine børn om natten for at vise dem sit program. Selv når konen (Anna Farris med maks et minuts skærmtid) ringer, får hun »Chris Hansen, NBC« i røret.
Og da ‘To Catch a Predator’ bliver opgraderet til bedste sendetid, onsdag aften kl. 21, hvor den konkurrende kanal ABC sender ‘Lost’, er alt andet lige meget. »I’ll be bigger than ‘Lost’«, insisterer Hansen.
Derfra når ‘Primetime’ langt med de ækelt underholdende gengivelser af programmets afsløringsscener, der har både dillere og dåseflødeskum.
Mens Robert Pattinson er koloenorm, er ‘Primetime’s historie til gengæld lige lovlig lille.
Selvom konceptet er nemt at forstå på både godt og ondt, når Oppenheim ikke videre end at svælge i programmets excentriciteter og afstumpede moral. Ingredienserne ligner Dan Gilroys ‘Nightcrawler’ med Jake Gyllenhaal fra 2014 som ambulancejagende fotograf på slap line, men her stagnerer galskaben halvejs, og forankringen i virkeligheden bliver mere en forstyrrelse.
Random fetichering af 00’er-æstetik og kultur i filmens verden har været heftigt under opsejling, siden ‘Saltburn’ af en eller anden grund foregik i 2006. ‘Primetime’ stirrer sig lidt blind på sin underlødighedsæstetik og dimensionerer ikke helt historien til andet end en heftigt og medrivende moral tale. Den får en lidt studentikos karakter af at være en ‘prol eller art?-the movie’.
Den næstfedeste præstation kommer fra Skyler Gisondo, der trods et suværent gennembrud i ‘Booksmart’ ikke helt er kommet til sin ret i Hollywood. Her er han bedårende tragikomisk som en skuespillerspire, der håber jobbet som ‘Predator’s nye »decoy Dave« kan blive hans store chance. Han synger ‘Seasons of Love’ fra ‘Rent’ to gange, og begge gange er det lige hjerteskærende.
Det er på den måde en af ‘Primetime’s helt store kvaliteter, at Lance Oppenheim sammen med manuskriptforfatter Ajon Singh mestrer en næsten Lena Dunham’sk evne til at skabe scener, der ikke behøver forklare sig med ord.
Selvom ‘Primetime’ ikke indfrier alt sit potentiale, markerer den kun 30-årige Oppenheim sig i den grad som en ung original instruktør, der heldigvis lader til at have gået på samme afstumpethedens kunstakademi som dem, der laver HBO’s Industry’.
Han kommer forhåbentligt til at gøre filmlandskabet til et både sjovt, løssluppent og småspykopatisk sted i mange år fremover.
Kort sagt:
Det er svært rigtigt at være sur på en film, hvor en smiskende Robert Pattinson bogstaveligt talt fanger en børnelokker med flødeskum og bukserne nede – og trods lidt begyndervanskeligheder er ‘Primetime’ et stærkt underholdende filmgennembrud for Lance Oppenheim.