Andy Serkis tager os tilbage til Herredet i første smugkig på ny ‘Ringenes herre’-film

Andy Serkis tager os tilbage til Herredet i første smugkig på ny ‘Ringenes herre’-film
Elijah Wood i 'Ringenes herre: Eventyret om ringen'. (Foto: PR)

Det er efterhånden 12 år siden, at en ny liveaction-film fra J.R.R. Tolkiens elskede ‘Ringenes herre’-univers senest havde premiere.

I slutningen af næste år vender vi imidlertid tilbage til Midgård, når den Andy Serkis-instruerede film ‘The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum’ kommer i biograferne.

For at forsøde den lange ventetid har Serkis netop delt en video med en god håndfuld fotos fra de igangværende optagelser. »Efterår er kommet til Herredet … følg med, når årstiderne skifter«, skriver han i caption.

Netop hobbitternes hjemstavn er rammen for de nye fotos, der viser en række forskellige mindre bikarakterer. Vi ser desuden, hvad der ligner, Elijah Wood som Frodo – dog med ryggen til kameraet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I filmen medvirker også fanfavoritten Ian McKellen som Gandalf, mens Lee Pace gentager rollen som Thranduil fra ‘Hobbitten’-filmtrilogien, og Serkis selv nok en gang gestalter Gollum.

De får selskab af de nye navne Kate Winslet, Anya Taylor-Joy, Leo Woodall og Jamie Dornan. Sidstnævnte overtager rollen som Aragorn (under dæknavnet Strider) fra Viggo Mortensen.

Handlingen udspiller sig mellem ‘Hobbitten’ og ‘Ringenes herre’ og følger Aragorns farefulde mission for at fange Gollum, før væsenet kan afsløre Ringens placering for Sauron.

Premieren er sat til 16. december 2027.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af