‘Musk’: Fire timers mastodontværk om Elon Musk er brækfremkaldende nødvendig tortur

VENEDIG FILM FESTIVAL. Forestil dig at se verdens undergang fra tredje række i en gigantisk biografsal med plads til over 1000 mennesker. 

Sådan føltes det at se Alex Gibneys mastodontiske dokumentar ‘Musk’, der ikke spilder et eneste sekund af sin spilletid på andet end sit hovedærinde: At nidkært præsentere samtlige tilgængelige argumenter for, at Elon Musk er verdens måske værste menneske og spidskandidat til at skabe ‘Terminator’-lignende tilstande på jorden. 

Jeg ville kalde den et karaktermord, men det har hovedpersonen selv klaret. Både i den forstand at han i årevis meget aktivt har myrdet sit image som bæredygtighedssøgende innovator til fordel for balalajka-populistisk »dark maga«-kronprins, der under den amerikanske valgkamp i 2024 vitterligt gav en million dollars til en mand for at stemme.

Men også ved rent lavpraktisk at udnævne filmen til et »hitpiece« og Alex Gibney for en »douche«, inden hverken han eller nogen andre havde set den. 

‘Musk’ følger den sydafrikanske tech-entreprenør, fra han første gang kom i mediernes søgelys som ung dotcom-millionær og frem til nutiden, hvor han til et Trump-rally bliver hyldet som »verdens største kapitalist«. 

Mens de første kapitler kun har moderat skurkagtige navne som »wiz kid« og »founders keepers«, begynder de løbende at hedde ting som »summoning the demon«, »legion« og »the mad technoking«. 

‘Musk’ fortæller som sådan heller ikke en masse nye ting om Elon Musk, men at få dem allesammen leveret på en gang er effektivt. 

For nogle er Elon Musk et fænomen, man ikke kan kigge væk fra. For mig har han i de seneste år repræsenteret alt det ved USA, jeg ikke kan overskue at kigge på for lang tid ad gangen, og i den sammenhæng er dokumentaren voldsomt informativ såvel som en akut medrivende biografi.

Og selvom fire timer i teknokratens fodspor er en form for tortur, er det med den overlegne dokumentarist Alex Gibney bag roret en tortur, der i det mindste føles dybt nødvendig. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Selvom Elon Musk er dokumentarens allestedsnærværende emne, har han åbenlyst selv nægtet at være med. 

I stedet har Gibneys produktion, i hans ånd, skabt en AI-genereret Elon Musk, der med et lidt for stort hoved og udglattede træk og taleevner præsenterer sin teori om, at verden højst sandsynligt er en simulation. Hvor det handler om at fucke op på den sjoveste og mest interessante måde for at skabe glitches. Hvilket irl-Musk selv har udbredt i ‘The Joe Rogan Experiece’. 

Alt, AI-Musk siger, er baseret på alle de tilgængelige udtalelser fra ham, filmholdet har kunnet opstøve. 

Samtidig er der mere end rigeligt optagelser med Musk til at fylde en firetimers film, der kun føles som creme de la creme af absurditeter. Som et mere kunstnerisk greb har Gibney skabt animerede sekvenser, der viser verden set fra hovedpersonens perspektiv, som var den computerspillet ‘Cyberpunk 77’. 

Den falske Musk er ren nightmare fuel, men på ingen måde lige så slem som den virkelige mand. 

Faktisk virker hans dårligdomme nærmest grænseløse. Fra hans barndom får vi fra Musks egen far (både volds- og pædofilianklagede Erroll Musk) historien om, hvordan Elon på et tidspunkt ikke kiggede op fra sin tegneserie, mens en familieven faldt død om foran ham. 

Nogle af hans første samarbejdspartnere fra hjemmesiden X.com laver fodnoter til myten om Elon Musk som genial ingeniør, fordi det, han i virkeligheden var bedst til, var at skabe aktievækst for så at smutte.  

Så er der Martin Eberhard, Teslas egentlige stifter, der martret fortæller, hvordan Musk stjal hans firma og opfindelse og ekskluderede ham fra foretagendet. 

Af Musks første kone Justine Wilson lærer vi, at han hviskede »jeg er alfaen i det her forhold« til hende under brudevalsen for efterfølgende at gaslighte hende og lukke hende ude, efter de mistede deres første barn som nyfødt. Hun er bestemt ikke den eneste af hans tidligere partnere, der beskriver ham som ondskabsfuld og psykisk voldelig. Ekskæresten, den forhenværende konservative influencer Ashley St. Clair, kalder ham for en atombombe. 

Det bliver senere til en endnu klammere udfoldelse af Kublai Khan-fantasier og pronatalisme, der efter sigende har fået ham til at faldbyde sin sæd til fremmede kvinder, så han kan skabe en legion af egne gener. En kilde siger, at det “kun” er 14 af hans børn, der er »offentligt kendte«. 

Der, hvor ‘Musk’ for alvor begynder at gøre ondt at se på, er under udlægningen af Teslas udvikling af selvkørende biler, der blev solgt og markedsført under falske vilkår, som forårsagede adskillige dødsfald. På et tidspunkt er vi via politiets bodycams helt tæt på en ulykke, der kostede en ung kvinde livet og en mand førligheden, fordi bilens “intelligente” styresystem pløjede forbi et stopskilt. 

Hvor Musk i 2016 investerede i OpenAi, der dengang var en nonprofit, som fortaler for etik og moral i forbindelse med udviklingen af kunstig intelligens, tager den del af hans foretagende også en drejning mod det dystopiske. 

Musks historie minder om mange andre tech-”helte”, hvis geni mest består i at være på forkant med tidsånden. Og til trods for den lange spilletid bliver der ikke tid til særlig meget andet end fingerpegning, mens strukturerne, der gjorde det muligt, blafrer forbi i baggrunden. 

Det j’accuse-portræt, Alex Gibney begår af Musk, er som den menneskelige legemliggørelse af fænomenet »enshittification«. Han har bygget en formue på teknologiske udviklinger, som med tiden er blevet udhulet kvalitetsmæssigt, ikke mindst Twitter, men hans sjæl er også blevet forlortet. Fra at give hånd til Obama heiler han nu for Trump. Med doge-projektet har han og hans »goons« udhulet hele det amerikanske statsapparat.

Selvom Elon Musk som så mange andre tegneserieskurke er overjordisk kikset, er der ikke meget humoristisk distance at komme efter – eller håb.  

Da vi ved, coronapandemien for alvor tager hul på Elon Musks politiske karriere, hvor han praktiserer skrupelløs omgang med både ankelstøvler, motorsave og ikke mindst yndlingssønnen X, der bliver fars propagandapode, skruer dokumentaren mere op. Der er børneporno og horder af døde babyer i hungersnødsramte lande på Musks samvittighed. 

Den sidste times tid havde jeg skiftevis lyst til at græde og kaste op for at ende i en (forhåbentlig) momentan depression til tonerne af The Flaming Lips-nummeret ‘All We Have Is Now’, mens Musk tromler videre mod fremtiden. Nu med et styresystem i Teslaen, der tale kaotisk ondt til føreren: »What’s next, you dumb fuck?«, 

Men med lige dele grundighed og grænseløshed lykkes Gibney, som en cyberpunket kanariefugl i guldminen, med at skabe et påtrængende opråb om Elon Musk, der desværre er alle fire timer værd.  

---

Kort sagt:
Gibney går helt til kvalmegrænsen af, hvor meget Musk-elendighed man som menneske kan kapere. Men selvom filmens 232 minutter er én lang hardcore doomscroll, har man heller ikke lyst til at se væk.