CLUB RESISTANCE. 44 artister. Fire ep’er. Ét formål: At vise, hvordan musik, fællesskab og kultur kan bruges som platform for solidaritet og handling.
I fredags landede den første af de fire various artists-ep’er, som det danske kollektive udgivelsesprojekt Club Resistance står bag.
Magnus Rokkjær og Max Finney, som kender hinanden fra Music Management-uddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium, startede projektet tilbage i marts for at indsamle penge til humanitær hjælp i Palæstina.
Alle indtægter fra pladeudgivelserne går nemlig direkte til Mellemfolkeligt Samvirke, der er en del af den internationale hjælpeorganisation ActionAid, som arbejder med humanitære indsatser og støtter mennesker berørt af konflikten i Palæstina.
Udover deres eget bidrag har Finney og Rokkjær samlet 42 andre dj’s, der hver især har fået kreativ frihed til at fortolke projektet. Fire overordnede subgenrer inden for elektronisk musik blandes på ep’erne: house, techno, trance og UK-garage.
Det store antal af dj’s og den genremæssige spredning giver pladerne et helt unikt udtryk, som kan være svært at ryste af sig igen.
Død, blod og tårer
Det er en hårrejsende og følelsesladet intro til den første ep, når Xuri og Lucie Cure udfolder tracket ’Chimes in the Olive Tree’.
Oliventræets symbolik for modstand og lyden af eksplosioner og bombardementer blandes med smukke, operalignende vokaliseringer og skæve harmonier, der fader ind og ud og lydbilledet og giver en kropslig følelse af både ubehag og længsel.
På samme måde kan jeg ikke slippe ‘A Large Empty Vessel’ af Ghosten og Mahmoud Nashwans, som er at finde på den tredje ep.
En blid kvindestemme læser et digt op: »Tears here have another sound / The words died, the message does not«, lyder det over et rullende house-beat, der står i stærk kontrast til digtets indhold: død, blod og tårer. Musikken er drømmende og euforisk, og man er efterladt med en ambivalent følelse af at ville danse til tracket, selvom teksten er dyster.
Endnu mere dyster er Ctrl’s ’So Neurotic’ på den snart kommende anden ep, der med sine skærende, hamrende og klaustrofobisk-klirrende metallyde giver mig lyst til at knibe øjnene sammen og tage mig til ørene. Lyden lever op til navnet – jeg føler mig både ængstelig, indeklemt og overstimuleret. Selv min hund reagerede af ubehag, da jeg spillede tracket.
Højdepunkterne er mange, men jeg bliver nødt til at fremhæve ’No Response’ af August Tange på den første udgivelse, der med sin drømmende, galopperende fremdrift vækker en følelse, jeg bedst kan beskrive, som når man snublende forsøger at løbe i en drøm.
Man hører lyden af desperate tryk på mobiltaster, imens bassen smækker insisterende. Den sidste halvdel af tracket lyder som et opkald, der ikke kan komme igennem. Alligevel sidder man afventende og lidt nervøs som lytter og håber på, at opkaldet til sidst bliver modtaget i den anden ende.
Vreden, frustrationen og håbet kan mærkes, når man lytter til ep’erne. Selvom mange tracks har et dystert præg, så findes der også mere boblende tracks som Zamies festlige UK-bass på ’Ritmo’ på fjerde plade.
De 44 tracks er vidt forskellige, men tilsammen viser de styrken ved Club Resistance: Man fornemmer virkelig, at der er tale om et kollektiv af 44 stemmer.
Støtten findes på dansegulvet
Club Resistance-projektet stopper ikke ved pladerne. I forbindelse med udgivelsen af den første plade var der release- og støttefest på natklubben Den Anden Side, hvor 14 af ep’ernes kunstnere var repræsenteret på programmet.
Samtlige dj’s donerede deres honorarer til indsamlingsprojektet. Også den donationsbaserede entré den første halvanden time samt eventets samlede overskud er gået til indsamlingspuljen.
»Projektet sætter fokus på et rigtig vigtigt problem, og vi har længe villet koble vores arbejde til noget, der er større end selvrealisering, så vi kan få en bedre verden og hjælpe folk i nød«, udtaler Finney om projektet.
Han har de sidste fire år især spillet house-musik, mens Rokkjær gennem sine ni år som dj især har fokus på techno og trance. Begge har de et bredt netværk i hvert sit spektrum af scenen.
Til projektet er de gået målrettet efter artister, der er passionerede omkring sagen. Men det har også været en ambition at bygge broer mellem kollektiver og stilarter for at sikre, at udgivelserne føltes som et slagkraftigt opråb fra scenen som helhed. Det er heller ikke en hemmelighed, at mange navne på pladerne er venner, kolleger og tætte relationer.
Et andet vigtigt aspekt for Rokkjær og Finney har været, at artisterne skulle være danske eller i hvert fald have tætte forbindelser til det københavnske elektroniske miljø, så projektet kunne sende et signal om solidaritet med Palæstina fra den danske musikscene.
Ifølge Rokkjær har de har planer om at føre projektet videre. Hvad det helt præcist indebærer, kommer han ikke nærmere ind på endnu. Indtil da håber de at kunne inspirere andre til at lave lignende projekter.
Det stærkeste ved Club Resistance er, at musikken ikke er et påklistret soundtrack til en indsamling, men derimod bliver et udtryk for den vrede og frustration, der har inspireret projektet.
De 44 artister har skabt deres helt eget elektroniske musikunivers, der både kan gøre ondt, larme og få kroppen til at bevæge sig. Netop det gør projektets budskab stærkt. Man mærker ikke alene solidariteten – man får lyst til selv at handle på den.
Club Resistances fire ep’er udkommer med to ugers mellemrum, og den første er ude nu. Den næste ep udkommer fredag 18. september.