‘Resident Evil’: Han har gjort det igen – ny spilfilmatisering er hæsblæsende original
FILM. Efter den pivringe modtagelse af ‘Borderlands’, min egen skuffelse over anden sæson af ‘The Last of Us’ og den seneste ‘Return to Silent Hill’ havde jeg egentlig forestillet mig, at Hollywoods spilfilmatiseringstendens havde fået, hvad der kan minde om Marvel-fatigue.
Men tro om igen, mig selv.
Ind kommer Zach Cregger – helten, vi både fortjener og har brug for – og hans nye filmatisering af ‘Resident Evil’, der følger op på hans gysersuccesser med ’Barbarian’ og ’Weapons’.
Mens de fleste Resident Evil-spil og -filmatiseringer centrerer sig om diverse S.T.A.R.S-agenter og andre cool typers efterforskning af det store skurkekonglomeratet Umbrella, lægger Cregger og medskriver Shay Hatten en fuldstændig modsat stil for dagen.
‘Weapons’-skuespilleren Austin Abrams spiller Bryan, der som et selverklæret ”glorificeret pizzabud” arbejder som organ-kurér trods sin væmmelse for blod og andre klamme ting. Midt i et presserende kæreste-problem overtales han – for en klækkelig sum – til at fragte en såkaldt Kategori A-opgave til selveste Racoon General Hospital. Hvad kan gå galt?
Alt, skal det selvfølgelig vise sig, og en orker-tjans forvandles til et hæsblæsende kapløb med tiden.
Jeg har ikke tænkt mig at bruge tid på minutiøst at dissekere, hvordan dette nye bud præsterer sammenlignet med Paul W. S. Andersons’ af nogen forhadte, af andre elskede ‘Resident Evil’-filmserie eller den forglemmelige ‘Resident Evil: Welcome to Racoon City’ fra 2021. For Cregger væver både spilfranchisens stil og sin egen gyserikonografi sammen i et kammerspil, der er helt sin egen.
‘Resident Evil’ er som at bunde et forfriskende glas vand klokken tre om natten, fordi den tidligere komiker Cregger udstiller absurde situationer gennem afvæbnende humor og naturalistisk dialog.
Ligesom han spillede på de implicitte, kønnede spændinger, der sker i et akavet møde mellem to Airbnb-lejere i ‘Barbarian’, gør instruktøren Bryan til den kompetente player characters antitese, der forsøger at hjælpe zombier, han har kørt ned, til hospitalet, og som proklamerer, at han kun kan finde ud af at skyde i computerspil.
Som de fleste af os kan han hverken håndtere håndvåben, hoppe over elektriske hegn på en sej og overskudsagtig måde eller generelt tro på, at der er et virusudbrud under opsejling. Austin Abrams leverer en medrivende kraftpræstation som Bryan, der piver sig gennem den ene uhyrlighed efter den anden.
Men det er samtidig i hans gradvise udvikling og metaforståelse af filmens indbyggede spilmekanikker (»computerspil!!«, udbryder Bryan blandt andet begejstret i en skæbnesvanger scene), der gør ‘Resident Evil’ til en original og jordnær fortolkning af det svimlende spilunivers og førstepersonsgenren generelt.
Samtidig evner Cregger at integrere spillenes gyser- og actionæstetik. Den klaustrofobiske survival horror, man kender fra særligt det oprindelige ‘Resident Evil’-spil, bliver oversat til ulideligt nervepirrende pov-skud i kloakker og gyder, mens der er udpluk fra overflødighedshornet af monstre i form af T-Virus-zombier og ‘Resident Evil 4’s Las Plagas-mutanter i groteske og actionprægede bodyhorror-sekvenser.
Man tror med andre ord på, at Cregger har brugt mange timer foran sin Playstation.
Klogt er det også at lade filmatiseringen udfolde sig i periferien af handlingen i ‘Resident Evil 2’, hvor udbruddet for alvor hærger Racoon City, og dernæst drysse nik til spilfranchisen ud som små easter eggs. Selvfølgelig ser vi franchisens ikoniske skrivemaskine, men det er også herligt sindsoprivende at se Bryan skødesløst skyde løs på hængelåse og tabe alle sine patroner, fordi han ikke har det ringeste begreb om ammunition management.
Den neglebidende slow burn-gru får dog til tider statistrollen til fordel for CGI-gøglede brækmonstre, og en forsøgt dybfølt scene i tredje akt ender med at være mere distraherende end indlevende sat op mod det hektiske tempo, der har præget plottet op til.
Men det kan jeg godt tilgive. Zach Cregger har fuldendt sit hattrick. We are SO back.
Kort sagt:
Endelig en ‘Resident Evil’-film, der ikke føles som en boss fight mod seernes tålmodighed.