’Pressure’: Se denne film, selv hvis du tror, du kender Anden Verdenskrig fra alle fronter
FILM. For de fleste af os handler vejrudsigter om, hvorvidt man skal proppe en regnjakke i sin taske, inden man hopper på cyklen. Men vind og vejr kan være et drama, der er med til at afgøre verdenskrige.
Krigsdramaet ’Pressure’ handler om forberedelserne til D-dag, et af de centrale vendepunkter i Anden Verdenskrig. Sigtbarhed, regn og bølger spiller en kæmpe rolle i en militær operation. Den storstilede invasion skulle have fundet sted mandag den 5. juni, 1944, men på grund af estimaterne fra den britiske chefmeteorolog James Stagg blev indtoget i Nordfrankrig udskudt til dagen efter, hvor vejret var bedre.
De fleste kender Normandiet-landgangens inferno af blod, ild og vand fra Steven Spielbergs klassiker ’Saving Private Ryan’. Men forberedelserne, overvejelserne og usikkerheden op til den store, lange dag er også sindsoprivende på sin egen måde. Instruktør Anthony Maras (’Hotel Mumbai’) har skrevet manuskriptet sammen med David Haig, der oprindeligt søsatte den modbydeligt gode historie som et teaterstykke.
Andrew Scott spiller meteorologen, der umiddelbart er lutter britisk stiv overlæbe og iskold korrekthed – måske mere elskelig end som Moriarty i ’Sherlock’, men stadig også et godt stykke fra ’Fleabag’s Hot Priest på likeability-barometret. Videnskabsmanden indtager selvsikkert og med minimal rysten på hånden de allieredes centrale war room, hvor den amerikanske general Eisenhower (Brendan Fraser med skaldepande og stor autoritet) er øverste chef for en af verdenshistoriens største invasioner.
Generalerne er forståeligt nok utålmodige efter at komme i gang. Hele det enorme krigsudstyr, 160.000 tropper alene, er linet op.
Den amerikanske chefmeteorolog Irving P. Krick (Chris Messina), som hidtil har rådgivet Eisenhower, er en happy-go-lucky type, hvis pomadeduft man næsten kan mærke på den anden side af lærredet. Han mener, vejret bliver skønt på den planlagte mandag. Amerikaneren har ramt plet i sine forudsigelser tidligere i de nordafrikanske slag, der også var del af WW2.
Men den kompromisløse brite holder fast. Han kan se optræk til storm, som vil umuliggøre invasionen. At søsætte landgangsbådene mandag morgen 06.30 vil være en katastrofe.
Det er, som titlen lægger op til, næsten ubærligt trykkende. Skuespillerne i de centrale roller giver gode bud på, hvordan et så umenneskeligt, verdenshistorisk pres har været. Meteorologen skal stole på sin videnskabelighed og sine data om regn og storm, selv mens der i weekenden op til invasionen er blå junihimmel, og Andrew Scott spiller ham med både stejl utilnærmelighed og sprækker af menneskelighed.
Sammenstødet mellem videnskabelige og militære hensyn giver næsten uafbrudt dramatisk kuling, også selvom man her og der mærker, at fortællingen er baseret på et teaterstykke.
Visse dele af dialogen virker for velskrevne, et opkald om meteorologens kone og ufødte barn virker lidt for dramatisk veltimet. Det er også synd, at Eisenhowers første linjer i filmen er så præget af klodset disposition, når Brendan Fraser ellers lykkes så godt med at genskabe en aura af både sårbar og episk kæmpepersonlighed i Churchill-ligaen.
Ikke desto mindre bliver man højtryks-suget ind i dramaet, selvom man kender udfaldet. Gå ind og se ’Pressure’, også selvom du tror, du kender Anden Verdenskrig fra alle tænkelige (kold)fronter.
Kort sagt:
Der er udsigt til hård dramatisk kuling og en velgørende anderledes vinkel på Anden Verdenskrig i det historiske meteorolog-drama ’Pressure’.