Carlina de Places uforlignelige stemme er både en styrke og en svaghed på vellydende debut
ALBUM. Der er noget helt henrivende over Carlina de Places sangstemme. Vi lever måske nok i relatérbarhedens tidsalder, men hvor de Places tekster helt tilbage fra debutsinglen ’Pieces’ sætter ord på ungdoms- og kærlighedslivets op- og nedture, er den stemme lidt som monolitten i ’2001: A Space Odyssey’. Hvor kom den lige fra!?!
Efter ’Pieces’ fulgte en række inderlige ballader (med et par afstikkere). Med stjerneproducer og tidligere Lukas Graham-medlem Morten Ristorp som musikalsk tovholder var der dømt sømløse sjælere. De Place tilsluttede sig en række af store stemmer i dansk pop. Kald mig bare elitær eller indspist, men et projekt, der står og falder med en overdådig vokal og en inderlig levering, kan også blive lidt kedeligt i længden.
Med ’The Space Between’s euforisk boblende tvivl gav Carlina de Place støvede typer som undertegnede noget at tænke over. »Hvis der sidder et par fans af Natalie Merchant eller Sheryl Crow derude og læser med lige nu, kan de godt spidse ører. Der er i hvert fald en distinkt 90’er-alternativ singer/songwriter-vibe over lyden her«, skrev Soundvenues Rasmus Weirup rammende om den nye stil.
’You Said Jump… And I Flew’ er et debutalbum, der tør at arbejde med større produktioner, og på den måde bevæger de Places stemme sig naturligt tilbage i lydbilledet. »I wish that I could really hurt you too«, synger hun indestængt på titelnummeret over en sprød, soulet guitar og et beat, der stille og roligt bliver mere selvsikkert. Tager man springet, kan man være heldig at flyve eller falde fortumlet ned i dybet.
Carlina de Place vælger at tage kampen op mod hjertesorgen på ’Go Wild’ med smittende uhøjtidelighed, en funky basgang og en velplaceret, kæk synth. Den glatte produktion og de Places blide, men bestemte levering lyder af dansabel Arlo Parks og viser bare, hvor djævelsk velproducerede uptempo-numrene på ’You Said Jump…’ er.
Det er et bevis på, at vi har at gøre med en sanger, der ikke behøver at krænge sin sjæls inderste toner ud for at lyde blændende godt.
Langt fra den frigjorte funk har albummet også et indiefolket præg, særligt på et nummer som ’Father’s Daughter’, hvor hjemve, hjemstavn og afsavn rent og enkelt kommunikeres i Phoebe Bridgers’ ånd. En atmosfærisk produktion båret af akustisk guitar og de Places altid nuancerede vokalarrangementer i elegant harmoni.
Teksterne handler stadig om det nære og skrøbelige, men det håndspillede, akustiske udtryk klæder de Place, fordi hun får lejlighed til at dyrke den præcision, hendes kraftfulde vokal også rummer. Netop fordi produktionen er så enkel og bygget op omkring den akustiske guitar, kan man mærke de florlette forskydninger i de mange lag af stemmer, der sammen danner ensomhedshymnen ’No One Calls’.
Det er svært at pege på deciderede svipsere på ’You Said Jump…’. De Place, Ristorp og co. formår generelt at føre de musikalske idéer til dørs. Alligevel efterlader mere diva-agtige r’n’b-numre som ’I’m a Fool Again’ og ’Blessing’ mig med en fornemmelse af, at dramaet bliver overspillet, når de Places vokalakrobatik får frit spil. Fraseringerne er flotte, men inderligheden går tabt. Det bliver for skråsikkert og overskudsagtigt, særligt når pladens indiefolkede numre – og de Places mere tøjlede vokaler – er så effektfulde i sig selv.
Stemmen er hendes klare styrke, men paradoksalt nok også det punkt, hvor hendes dygtighed sommetider kommer til at overskygge substansen i musikken.
Kort sagt:
Efter at have vist sig som en af de store stemmer i dansk pop beviser Carlina de Place, at hun evner at tøjle sin vilde stemme. Debutalbummet ’You Said Jump… And I Flew’ er klart stærkest, når vokalen ikke overskygger produktionerne, og de Places underspillede inderlighed får plads.