For to år siden havde Soundvenue premiere på Carlina de Places ‘Pieces’, debutsinglen, som introducerede danske musiklyttere til et bemærkelsesværdigt vokaltalent.
I lidt af et full circle-øjeblik har vi i dag premiere på ‘The Space Between’, førstesinglen fra hendes kommende debutalbum, der har fået titlen ‘You Said Jump… and I Flew’.
Fans af Carlina de Place vil med det samme genkende den sensitive sangskrivning og den agile stemme, der i løbet af et splitsekund bevæger sig fra et tilbagelænet, konverserende toneleje til en ultrapræcis falset, der griber direkte efter hjertet.
Alligevel lyder ‘The Space Between’ ikke rigtig som nogen anden sang, Carlina de Place har udgivet. Aldrig før har hun dyrket så rustik og afslappet en lyd, som hun gør her, hvor et helt enkelt arrangement bestående af guitar, bas og trommer giver sangen en distinkt live-stemning.
Hvis der sidder et par fans af Natalie Merchant eller Sheryl Crow derude og læser med lige nu, kan de godt spidse ører. Der er i hvert fald en distinkt 90’er-alternativ singer/songwriter-vibe over lyden her.
Og så bliver vintage-æstetikken selvfølgelig også forstærket af den stemningsfulde musikvideo, der er skudt af den L.A.-baserede instruktør og fotograf Austin Ciezko på 16 mm-film.
Om sangen fortæller Carlina de Place selv: »’The Space Between’ handler for mig om jalousi, rastløshed og den stille følelsesmæssige uro, der kan opstå, når man bliver fanget i sit eget hoved«.
»Den kredser om spændingen mellem sårbarhed og selvbeskyttelse og mellem ønsket om at komme tæt på andre og instinktet i at trække sig tilbage«, lyder det videre.
Det er ikke kun på albumfronten, at Carlina de Place har en begivenhedsrig tid foran sig.
Til sommer kan man nemlig opleve hende på Roskilde Festival, og i februar 2027 spiller hun sine to største headliner-koncerter til dato på Train i Aarhus og i DR Koncerthuset i København.
‘The Space Between’ udkommer officielt på streaming 15. maj.
