Fontaines D.C.’s koncert i Royal Arena var et flygtigt øjebliksbillede af et facetteret band
KONCERT. Det er vist efterhånden ikke så kontroversielt at sige, at Fontaines D.C. er det helt store rockband i et årti, der ikke har budt på mange medierivaliseringer mellem arrogante guitarbands. Så kan vi tale herfra og til juleaften om, hvad rockmusik i grunden er, men det irske band har formået at få deres version af genren ud til masserne.
Og man kunne mærke, at de var et band, da Fontaines D.C. – i ordets mest direkte betydning – gik ind på scenen i Royal Arena. Forsanger Grian Chatten var i Celtic-fodboldtrøje, og få mennesker kan altså sjoske rundt på en scene som den mand.
Bandet lagde ud med at spille ’Six Shot Morning’, der også åbner ’Dopamine Chamber’, deres femte album. Det brede publikum har ikke haft lang tid til at lære den synthtunge lyd at kende, men det atmosfæriske nummers klangflader var godt at synke ind i. Vi mødte bandet, der hvor de er lige nu.
Tangenter og feedbackstøj krævede ikke desto mindre bandets fulde koncentration, så for mange gik koncerten nok først i gang med ’Here’s the Thing’, hvor der var rig lejlighed til at rokke i takt til energisk tamburinspil. Selvom Chattens vokal lå lavt i mikset, appellerede ’Romance’-nummeret til arena-publikummet, hvis look mere sagde pangpunk end postpunk.
’Romance’-pladen transmogriffede i 2024 Fontaines D.C. fra skumlende postpunkere til skumlende altrockere. Alligevel kunne alt være ved det gamle, da den flabede ’Boys in the Better Land’ fik hele salen op at stå.
Tre guitarer i skramlende harmoni. Så simpelt kan det gøres, men Fontaines D.C. er ikke så ligetil. En flot og dynamisk ’In the Modern World’ blev dedikeret til den danske sociolog Nikolaj Schultz – en ven af bandet – og hans endnu ikke udgivne bog med titlen ’Fragmenter af en ny eksistentialisme’, stod som avanceret og intellektuelt pirrende product placement på en forstærker, mens Chatten både viste inderlighed og god publikumskontakt.
Det næste Fontaines D.C.-album kunne faktisk sagtens få titlen ’Fragments of a New Existentialism’. Verden bliver mere abstrakt, og Fontaines prøver ikke at forsøde tilværelsen.
For Chatten er ikke en frontmand, der lefler for sit publikum. Scenen var indrettet med en forlænger, så han kunne gå ud mod crowden. Han rakte også flere gange mikrofonen ud mod publikum, hvor særligt den forreste tredjedel velvilligt hoppede og sang med på selvsagt alle sangene.
Ellers var der ikke meget snak eller ståhej. Et enkelt »free Palestine« blev det til, og storhittet ’Starburster’ blev dedikeret til de anderledes uregerlige landsmænd i Kneecap. Fontaines D.C. agerede på sidste års Roskilde Festival vært for en regulær Palæstina-demonstration, så aftenens optræden kunne ikke undgå at virke en smule friseret, men respekt for at de valgte at fokusere på kunsten i sig selv.
Når sceneshow og store armbevægelser ikke fyldte mere, end det gjorde, gav det plads til det musikalske overskud, der gør Fontaines D.C. til andet end bare endnu et altrock-band. Chattens både arrige og ømme vokalstil fik flot modspil af fine overstemmer fra bassist Conor Deegan III, skarpe rytmer fra trommeslager Tom Coll og guitar- og synthteksturer fra Conor Curley og Carlos O’Connell; særligt sidstnævnte havde sprælsk kant, når han drak Guinness fra dåse mellem numrene.
De var og er et band, der altid er parat til at lægge stilen om. Da ’Favorite’ udkom i 2024, kunne man tro, at de ville gå all-in på længselsfuld janglepop – sådan blev det ikke. Da bandet til slut blændede op for balladen ’Where Is Gone?’, tog jeg mig selv i at tænke, at det næste album bliver 100 procent symfonisk 60’er-pop. Jeg glæder mig til at tage fejl.
Kort sagt:
Fontaines D.C. viste sig i Royal Arena som et habilt arenaband, men det var den musikalske idérigdom mere end bandets optræden i sig selv, der gjorde indtryk.