Fontaines D.C. tager karrierens største spring på det pangfarvede ‘Romance’
Det er efterhånden en regel, at Fontaines D.C., Irlands måske største moderne postpunkband, skal genopfinde sig selv, hver gang de udgiver en plade.
Intet spring var dog så stort, som da de annoncerede deres fjerde af slagsen, ‘Romance’, iklædt neon-skinnende tøj og pangfarvet hår til tonerne af ‘Starburster’, hvor forsanger Grian Chatten stakåndet rapper sig igennem et angstanfald. Der var ikke meget dublinsk regnvejrstristesse, James Joyce-agtig poesi eller politisk indignation at spore.
En overraskelse af samme kaliber får man, når titelnummeret skyder albummet i gang med mere teatralskhed, end vi hidtil har hørt fra bandet. Et dystert synthtæppe lægger sig omkring Chattens vokal, og en sang, der fint kunne have fundet sig til rette blandt de mest gyserfilmsklingende øjeblikke på Depeche Modes ‘Music for the Masses’, folder sig ud.
»Into the darkness again«, lyder det med tung gravitas, inden Chattens melodi og et flot klaver kortvarigt tilføjer lidt sødmefuldhed, og det musikalske tordenvejr igen dominerer outroen.
Herefter skifter pladen hurtigt udtryk med førnævnte ‘Starburster’, hvis tempo og spyttende lyrik trækker os tilbage ned til rendestenen, og så tredjesinglen ‘Here’s the Thing’, der lægger sig afsindigt meget op af britisk 00’er-indie, navnligt Kasabian og deres radiovenlige danserock, med et twist af 90’ernes alternative scene.
Det er lidt af en tretrinsraket, det snart danmarksaktuelle band får fyret af, og det viser meget overbevisende, hvordan de nemt kan skifte ham og få rigtig meget godt ud af det. Det bør også slås fast, hvor utroligt gode Fontaines D.C. er til at lyde kun som dem selv, selvom de lader sig inspirere af alskens stilarter.
Som albummet skrider frem, begynder der dog også at snige sig nogle problemer ind. På de mere stille ‘Desire’ og ‘In the Modern World’ får bandet selskab af nogle kønne strygere og på sidstnævnte en korvokal, der giver associationer til Lana Del Rey.
Men sangene virker udynamiske og har ikke samme melodiske tæft som eksempelvis mange af balladerne fra bandets fortrinlige anden plade, ‘A Hero’s Death’. Og selvom det er passende med et roligt afbræk efter energiske og halvpunkede ‘Here’s the Thing’, er de to ballader lige efter hinanden et fejlskud.
Der tages revanche på ‘Bug’, der med sin Johnny Marr-agtige leadguitar bliver et kortvarigt højdepunkt, inden den står på endnu en række ballader, hvor kun delelementer virkelig brillerer.
Der er gode idéer at spore i hvert et nummer – en lækker vokalmelodi her, et finurligt produktionsvalg dér – men der er også noget statisk over de helt stille sange, der udgør pladens midte, hvor blandt andet manglen på forskel mellem vers og omkvæd i værste fald gør numrene til ørkenvandringer.
Fontaines D.C. ved heldigvis, at man skal lukke en plade mindst lige så stærkt, som man åbner den, og med ‘Favourite’ bliver albummets højdepunkt udgangssalutten. En ultramelodisk janglepop-skæring, hvis guitarforløb og ærlige, behagelige vokaler i sig selv skaber en kraftig fornemmelse af nostalgi efter minder, man slet ikke har. Det er såre simpelt, og det samme riff spilles nærmest konstant igennem sangenes fire, flotte minutter. Hvis dét fungerer, gør man dælme noget rigtigt.
‘Romance’ er alt i alt en rodet størrelse, der ikke virker lige så udtryksfuld og sammenhængende som bandets tre første udgivelser. Der skulle nok have været arbejdet en anelse mere på at færdigudvikle visse kompositioner og puste mere liv i de helt rolige sange, og en anden sekventering kunne måske også have bidraget positivt til en plade, der virkelig vinder på sin begyndelse og afslutning.
Men i en tid, hvor ældre rockbands til stadighed gentager sig selv, er det en fornøjelse at følge med i Fontaines D.C.’s karriere, der igen-igen overrasker.
Kort sagt:
Fontaines D.C. udforsker endnu en gang nyt territorium på ‘Romance’, hvor både dystre synthesizere, britisk 00’er-indie og ringende janglepop lukkes ind i bandets postpunkunivers, og den dublinske regnvejrstristesse får et tiltrængt skud musikalske pangfarver.