Fontaines D.C. behandler berømmelsens skyggesider uden så meget som skyggen af et smil på læben
Jeg har lyttet til Fontaines D.C.’s andet album, ‘A Hero’s Death’, mindst et dusin gange, siden det udkom for halvanden uges tid siden. Kort inden jeg satte mig til at skrive denne anmeldelse, genbesøgte jeg så deres 2019-debut, ‘Dogrel’.
Kontrasten var som nat og dag. På overfladen er der ellers ikke sket det store. Det er de samme fem medlemmer, der spiller de samme instrumenter, som de altid har gjort. Produktionen er fortsat leveret af Dan Carey, og genremæssigt har de ikke rykket sig det store fra den postpunk, der gav dem et gennembrud i første omgang.
Alligevel er det to vidt forskellige værker, der kan vidt forskellige ting. ‘Dogrel’ var sprælskt og overraskende melodiøst for et moderne postpunkalbum, og bag gruppens mærkbare politiske kynisme var der alligevel en gnist af håb. ‘A Hero’s Death’ er derimod mekanisk, repetitiv, fyldt med relativt flade musikalske fraser, og, med undtagelse af titelnummeret, aldrig leveret med så meget som skyggen af et smil på læben.
Dermed ikke sagt, at ‘A Hero’s Death’ ikke kan noget. Omend jeg personligt savner de stærke melodier, som ‘Dogrel’ var præget af, så forstår jeg også, at sådan en tilgang ville gå ud over den dystopiske stemning, som ‘A Hero’s Death’ ganske effektivt opnår – uden synths, uden samples, men bare med helt klassisk rockbesætning. Det mest eksotiske i instrumentationen er et klaver, og Fontaines D.C. er et klasseeksempel på, at denne ‘gammeldags’ lyd stadig kan være effektiv.
Denne kolde, til tider ret så ubehagelige lyd, er akkompagneret af en række tekster, der udtrykker angst og frustrationer lige så fornemt, som gruppen altid har gjort. ‘A Lucid Dream’ følger bandets rejse fra undergrund til verdenssucces – men det bliver gjort til en stressende fortælling om ikke at kunne følge med og til sidst at miste sin identitet i løbet af rejsen. ‘Oh Such a Spring’ er en hårrejsende skildring af ikke at kunne finde nogen indre drivkraft, mens man ser folk nyde livet omkring sig.
Det er nok næppe tilfældigt, at bandet har valgt netop foråret som udtryk for det, de længes efter. Foråret 2019 var netop det sidste tidspunkt, hvor Fontaines D.C. blot var hypede irske indiedarlings og endnu ikke rockstjerner med international opmærksomhed. Næsten alle numre kan tolkes som skildringer af ubehag over bandets nyvundne status.
Og netop her finder vi nok den afgørende forskel på ‘Dogrel’ og ‘A Hero’s Death’ – bandets erfaringer. De er gået fra at være en med rette indigneret irsk arbejderklasses stemme til at være de prisbelønnede stjerner bag sidste års måske største rockgennembrud. Hermed præsenterer et interessant spørgsmål sig: Refererer den titulære heltedød til arbejderklasseheltens død?
Det er der meget, der kunne tyde på. Det udadtil mest muntre nummer er da netop titelnummeret, hvis verselinjer er en stribe af optimistiske selvhjælpsmantraer tilsat det underspillede omkvæd, der gentagende lyder »Life ain’t always empty«. Det er en fortælling om en mand, der kommer fra ringe vilkår, men som er så heldig at blive præsenteret for bedre muligheder – for dog at blive behandlet som et produkt, hvis eksistentielle angst reduceres til et spørgsmål om blot at se på den lyse side af tingene. Den muntre lyd gør afgjort situationens tragiske ironi skarpere.
De øvrige tracks er langt fra lige så spidsfindige i deres soniske tilgang, men de emmer stadig af effektivt kommunikeret melankoli. Det er ikke et nær så morsomt eller inviterende som ‘Dogrel’ var – men ‘A Hero’s Death’ er stadig et potent album, der har meget på hjerte.
Kort sagt:
Fontaines D.C. skildrer berømmelsens skyggesider på det melankolske ‘A Hero’s Death’. Den er ikke nær så sprælsk eller melodisk inviterende som forgængeren, men det er stadig et veleksekveret postpunkalbum.