OP- OG NEDTURE. »Minds-finten«, kalder han det.
Det tredje album, som Joyce aldrig lavede, men som ikke ulig The Minds of 99’s ‘Solkongen’ skulle have gjort dem til superstjerner.
Sådan fik Sebastian Wegener og resten af bandet det i hvert fald fortalt, da de for få år siden stod på tærsklen til deres kommercielle gennembrud. Med to stærke album i ryggen og et frådende live-renommé lignede de et godt bud på landets næste store rockband.
Som Joyces eneste sangskriver var det et stort ansvar at leve op til, siger frontmanden.
»Det psykede mig fucking meget, at jeg skulle skrive de sange, som skulle gøre os alle sammen kæmpestore. Det var mega hårdt, og det gik ud over vores venskab. Den sidste turné, som vi var på, var ikke særlig sjov, fordi vi bare var udbrændte«.
I frustration over sin skriveblokade tog Wegener til Mexico. Han havde brug for at trække vejret, forklarer han.
»Jeg var væk i to måneder og fandt ud af, at jeg skulle have en lidt længere pause. Så tog jeg hjem og sagde det til bandet, som var meget enige i, at vi lige skulle lidt væk fra det, så vi kunne prøve at redde vores venskab«.
Resten af bandet startede uddannelser, men uden presset om at skulle sikre vennernes succes begyndte sangene pludselig at vælte ud af Wegener. Ikke mindst om det breakup, som han i samme periode gennemgik.
Han havde et par sessions med produceren Vera. Og selvom Wegener gik til mødet med en vis ærefrygt (»jeg så jo hans bagkatalog med ’Paris’ og kæmpe fucking radiohits!«), blev det ikke bare starten på et intuitivt og frugtbart samarbejde, men også en lektie i at lukke andre ind.
Det kulminerede i fredags med solodebuten ’Naturen’. »Et åbent benbrud af en plade«, som han selv formulerer det, hvor beskidte popbaskere står side om side med Wegeners skamfulde beretninger om hudsult og abort.
Og hvor de smertelige sange er så konkrete, at Wegener løbende har måttet konferere med den ekskæreste, som mange af dem handler om. Bare for at sikre, at det var okay med hende.
»Hun har hørt pladen, og hun har givet mig sin blessing«, understreger han.
I dag er Sebastian Wegener kommet godt videre. Han er fyldt 30, har sluppet angsten og har forelsket sig i sit dagsarbejde som bager på Rondo. Han er endda blevet forlovet, fortæller han med et stort smil.
Men vejen dertil har været lang, og konsekvenserne af den turbulente tid sidder stadig dybt i ham. Her fortæller han om sine op- og nedture.
Producer plus psykoterapeut
Hvad havde du mest optur over under arbejdet med ‘Naturen’?
»At møde dem, jeg arbejder sammen med. Altså først og fremmest at møde William (Asingh aka Vera, red.), som har støttet mig igennem nogle rigtig, rigtig turbulente måneder. Han har været producer plus psykoterapeut«.
»Og så mit band. Jeg tror, jeg har fundet ud af i den her proces, at jeg ikke kan lide at være soloartist. Jeg synes virkelig, det er hårdt. Men jeg har fundet et live-band (Tæt, red.), som jeg er blevet rigtig gode venner med, og som også har hjulpet mig med at skrive halvdelen af pladen«.
»Det har været det allervildeste, for i Joyce var jeg meget kontrollerende. Jeg ville gerne lave alt, og jeg syntes, det var bedst sådan. Så pladen har også været en øvelse for mig i at lukke andre ind. Som jeg har gjort i et langt større omfang end nogensinde«.
Hvilken situation i dit liv har krævet størst mod?
»At trodse min familie. Jeg droppede jo ud af gymnasiet for at jagte musikken, men der skete ikke en skid i de fire år, så jeg startede som tømrerlærling. Og stoppede med det for at jagte musikken igen«.
»Jeg har ikke mødt så meget støtte på den måde. Det var med den bedste intention, men min familie var sådan, ’du skal jo også tjene penge’. Så det synes jeg var ret modigt«.
Hvornår følte du sidst et øjebliks lykke?
»Lige nu, er det korte svar. Jeg siger tit til min kæreste, at jeg er i en lykkelig stund. Jeg har virkelig været meget præget af bekymring og angst. Hvad fanden laver jeg? Hvad sker der? Men nu, hvor jeg har sænket skuldrene, så er jeg egentlig bare glad«.
Hvad er den største udfordring, du har overkommet?
»Det var sidste vinter, og jeg overkom den med nød og næppe. Det tog fandme hårdt på mig. Det kræver en lidt længere forklaring«.
»Jeg signede med Warner på baggrund af, at jeg ville lave en plade. Og de sagde, at selvfølgelig skulle jeg det. Så går vi i gang med planlægningen af et singleforløb, som skal blive til den her plade«.
»De siger, at min pladekontrakt er delt op i optioner. Det har noget at gøre med nemmere at kunne frigive budgetter. Det tænker jeg ikke så meget over på det tidspunkt. Jeg føler, at de forstår musikken. Fast forward et lille år, så fortæller de mig, at de – fordi der ikke rigtig er nogen af singlerne, der er poppet helt vildt – ikke vil udgive min plade, men lave en ep«.
»Det er bare et kæmpe tillidsbrud, og jeg får en krise. Men ad omveje får jeg fat i Warners direktør, som sætter sit team på plads. Og siger ’selvfølgelig, vi laver den plade’. Så der stod jeg virkelig op for mig selv og for mit produkt«.
Hvornår var du mest stolt af dig selv?
»Jeg er så stolt af det, vi opnåede med Joyce. Altså mega, mega stolt. Vi anede jo ikke, hvad vi lavede på noget tidspunkt. Det kan stadig være lidt surrealistisk for mig at tænke på, at vi gjorde det, og at vi alligevel holdt sammen i så mange år og var sammen om det«.
Hvad gør du, hvis du har brug for en optur i din hverdag?
»Jeg har købt en cd-spiller og har allerede samlet en megastor samling for ingen penge. Så jeg sætter en cd på. Det giver mig samme følelse som en vinyl. Der er bare noget ved at holde et album fysisk og at høre det fra A-Z«.
Hvilken nederlag har gjort dig stærkere?
»Hvis man ser forholdet med min ekskæreste som et nederlag, har det gjort mig meget stærkere. Der var ikke nogen anden udvej. Det var kørt helt af sporet. Men når man står alene som 28-årig, lærer man jo bare – eller det gjorde jeg i hvert fald – rigtig meget om sig selv. Så det har helt klart gjort mig bedre til at tro på mig selv og være gladere for den, jeg er«.
Uden konsekvensberegning
Hvad er din største fortrydelse?
»Nok de handlinger, der leder op til aborten. I min singleperiode levede jeg meget uden konsekvensberegning. Jeg var ude at drikke fucking mange øl, og jeg var ude at tage stoffer, og jeg var ude at have rigtig meget sex. Som så ligesom leder til, at jeg gør én gravid, som fortæller mig, at hun skal have en abort«.
»Det er noget, jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv for. At jeg ikke tænkte mig mere om i den periode, det skammer jeg mig fandme over. Virkelig, virkelig, virkelig meget«.
Hvornår var du sidst virkelig bange?
»Min forlovede blev gravid i foråret, men til 12-ugers scanningen viste det sig, at der ikke var noget liv, og så skulle hun abortere. Det var en følelse af at sidde i et scanningsrum og bare se et stort sort hul«.
»Det var fandme nøjeren. Og på en eller anden måde kunne jeg ikke lade være med at tænke på det som en slags higher power. Som om det her er en form for straf. Det syntes jeg var ret freaky«.
Hvilken dag var den vigtigste dag i din karriere?
»Sådan overall? Jeg tror, jeg har haft den for nylig, faktisk«.
»Det har jo været en virkelig svær proces det her. Da jeg droppede ud af gymnasiet som 17-årig, så jeg det at lykkes med musikken som den eneste mulighed. Og det gik jo virkelig godt i Joyce. Det var en raket, der stak af, hvor alt, hvad vi gerne ville, bare lykkedes«.
»Da jeg gik ind i det her soloprojekt, var jeg meget forvænt. Jeg troede, at det ville komme lige så let. Og det gjorde det bare ikke. Hver gang jeg udgav noget, så jeg det lidt som et nederlag. ’Nå, det var også en fiasko, og der skete heller ikke noget med den sang’. Det var bare fucking hårdt«.
»Så den vigtigste dag i min karriere var for nogle måneder siden, hvor jeg besluttede, at jeg aldrig nogensinde igen vil have store kommercielle ambitioner, men at ambitionerne skal komme fra mig selv. At jeg skal lave en plade, jeg er fucking stolt af«.
»Det kom faktisk også meget i kraft af mit arbejde. Jeg blev så forelsket i at være bager, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk kan andet. Nu behøver hele min identitet ikke at være bygget omkring musikken. Så det var virkelig stort«.
Hvad var din største forspildte chance?
»Den er sjov. Det var umiddelbart før, Tobias Rahim kom ud med ’Stor mand’, og han stadig var upcoming. Og han skrev til os – altså Joyce – at han gerne ville have en session, fordi han godt ville lave noget indie. Noget med hurtige trommer«.
»Da ’Stor mand’ kom, og ’Mucki Bar’ kom, snakkede vi meget om, at det sikkert var det, han ville med os. Sådan noget hurtigt, synthpoppet musik. Det har vi tit tænkt over. For jeg kan huske, at jeg ikke orkede det. Det var en sommer, hvor vi skulle spille ret meget. Og så skete det bare aldrig. Det var nok en ret stor chance at spilde«.
»POV: Du er fucking ked af det«
Hvornår har du bevæget dig i en forkert retning?
»Da jeg kommer ind på Warner, fodrer alle mig med, at det her bliver fucking stort. Alle siger det. Det bliver fucking stort, det er fucking fedt. Første single, så er det større end Joyce, får jeg at vide. Og det tror jeg jo på«.
»Men jeg kommer også ind på et pladeselskab, som er så fokuseret omkring Instagram og TikTok. Så jeg får virkelig meget pres om, at jeg skal være micro-influencer, og at det er mit ansvar. Jeg skal lave reklame for mig selv.
»Og det begynder jeg lidt på. Hvilket gør, at jeg fjerner mig så meget fra udgangspunktet, som bare er musik, at jeg fuldstændig mistede meningen med det hele. Så der bevægede jeg mig i en forkert retning«.
»Altså, hvordan skal jeg konvertere de her ekstremt triste sange til en sjov video, som kan gå viralt? ’POV: Du er fucking ked af det’. Det kan jeg ikke få mig selv til at gøre. Der er jeg bare blevet 30. Jeg tror ikke, det er godt for mit hoved at bruge for meget tid på det der«.
Hvad har skuffet dig mest i din karriere?
»I Joyce var jeg meget drevet af accepten fra andre. Der var et lidt specielt felt af indierock-bands, der blev spillet på både P3 og P6. Så vi var både lidt indie, men også lidt pop. Og jeg havde en følelse af, at der var rigtig mange københavnske indierock-bands, som syntes, at vi var fucking nederen«.
»Jeg er skuffet over, at jeg ikke bare var ligeglad. Jeg kunne godt have været mere ligeglad med, hvad folk tænkte. Jeg var meget selvpinende i forhold til at fokusere så meget på dem, der syntes, vi var dårlige – at jeg var dårlig – i stedet for at være glad for, at det gik så godt«.
Hvornår var du virkelig ked af det?
»Dagen efter jeg blev 30, gik min mormor bort. Hun nåede lige at opleve mig fylde 30, og så sov hun ind dagen efter om morgenen. Der var jeg fandme ked af det. Hun var ligesom familiens lim«.
Der skete mange store ting omkring din 30-års fødselsdag.
»Ja! Den 25. bliver jeg forlovet. Den 26. holder jeg fødselsdagsfest for mine venner. Den 27. fylder jeg 30. Den 28. dør min mormor. Den 29. brænder hendes bil sammen. Det er simpelthen sindssygt«.
Hvordan har du det med at være fyldt 30?
»Fantastisk. Jeg elsker det. Der er mere ro på i forhold til 20’erne. Jeg er glad for, hvor jeg er, og jeg er ikke så fucking usikker på mig selv. Det bliver et godt årti, tror jeg«.
‘Naturen’ er ude nu.