Sebastian Wegener skåner ikke nogen på ‘Naturen’ – og allermindst sig selv

ALBUM. Joyce var godt på vej til at cementere deres position i dansk rocks superliga, da de sidste år meldte ud, at det, efter tre og et halvt år med fart på, var tid til at tage en pause.

Bandets karismatiske forsanger, Sebastian Wegener, satte hurtigt derefter en solokarriere i søen med den gribende breakup-ballade ’Upsi 28’. 

Selvom Wegener i tiden med Joyce blev kendt for et ustyrligt, beskidt og støjende udtryk, så føltes debutsinglen uendeligt presserende. Her var en personlig smerte, som virkelig betød noget.

Det er heller ikke, fordi solodebuten ’Naturen’ ikke er beskidt, dyrisk og liderligt påtrængende. Alligevel tager Wegener sine selvudleverende tematikker et nyt sted hen. 

Hvor han på Joyce-skiverne ’Formskifter’ (2020) og ’Elsk mig’ (2022) af og til var et frådende monster, er han nu anderledes afkræftet. ’Naturen’ er et breakup-album, som skriver sig ind i en lang tradition for smertelige bekendelser.

»Du fik brug for breaks, da vi flytted’ sammen / Jeg havde brug for lidt mere kropskontakt«, synger Wegener grødet på den hektiske albumåbner ’Hele turen’. Fire minutters musik, fem og et halvt års parforhold.

Den mageløst producerede sang, der starter med akustiske guitarer, der lyder af sommerforelskelse og håb, slår pludseligt over i tvivlens molfornemmelse. Wegener har svært ved at trække vejret roligt, mens en klagende saxofon truer med rive nummeret i stykker. Han mindes, henvendt til sin eks, en tur til Italien: »Du sagde, du elsked’ mig«. Han får dårligt mulighed for at færdiggøre sætningen, før tiden er løbet ud.

Det er svært ikke at beundre den måde, Wegener lader til at lære en ting eller to om livet i løbet af ’Naturen’. Vi har brug for andre mennesker, men det er også djævelsk nemt at fare vild i et andet menneske.

Som han selv skriver om breakuppet i en pressetekst: »Siden vi mødte hinanden, havde jeg aldrig set det som en mulighed, og jeg var blevet så forgrenet i hende, at jeg ikke vidste, hvem jeg var uden«.

Ud af de forgreninger er der ikke andet at gøre end at prøve at genfinde sig selv. Men singlen ’1 lussing & 1 vand’ finder kun selvbebrejdelsen og hudsulten mellem den hudløse, akustiske guitar og Wegeners autotunede stemme, som taler direkte ind i moderne machorap. Teksten, der kredser om at være »en svag, svag mand« peger i en anden retning, ligesom jeg heller ikke har hørt nogen synge »tissemand« med så stor oprigtighed. 

På den måde er der hele tiden noget tåkrummende ved Wegeners tekstunivers. Dagbogssiderne er sommetider ikke skrevet rent – selv Guldimunds rå ’Jeg venter i lyset’ (2023) virker poleret til sammenligning – og det er på ’Naturen’ både en god og en mindre god ting.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

På ’Sofaen’ begår Wegener og albummets producer Vera – mest kendt for sit samarbejde med Lord Siva på landeplagerne ’Paris’ og ‘Room for Love’ – et brag af et britpop-kækt, giftigt liderligt og ubehøvlet selvsatirisk bæst af en popbasker, hvor det dysfunktionelle forhold, der er reduceret til kropslige behov, sættes på spidsen. Storartet.

Samme kådhed går igen på den inciterende fuck-det-hele-hymne ’Bla bla bla’, men ikke med samme gennemslagskraft. Der er lidt for meget Joyce-galskab og for meget maske over Wegeners tydeligt skrøbelige gemyt. 

At ikke alle bruddets faser står lige skarpt er dog så godt som glemt, når sidste nummer, ’Upsi 30’, lukker og slukker med bragende trommer og Wegeners kompromisløse bøn om at »snakke i al evighed og finde hjem«. Hvor ’Upsi 28’ kredsede om ubalancen og de sidste svære ord før bruddet, slutter ’Upsi 30’ cirklen med den nye forelskes håbefulde usikkerhed. 

Det er en stærk måde at afrunde pladen. Sebastian Wegener er klar til at gøre et nyt forsøg, selvom hans beskrivelser af den spirende lykke sagtens kunne vende rundt og blive destruktive, som han så malende har beskrevet gennem de mest gribende og dystre numre på ’Naturen’. 

---

Kort sagt:
Sebastian Wegener ender ikke med at være en fantast, der tror blindt på kærligheden. Han ender med at turde at prøve én gang til på en breakup-plade, der kompromisløst undgår de mest fortærskede klichéer.