Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock

5 6
Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock
Joyce. (Foto: Zuhal Kocan)

En på én gang atmosfærisk og ualmindeligt tydelig vokal sniger sig forsigtigt frem fra skjul. Over æteriske lydflader og et melankolsk guitarriff synger han om sin søvnløshed. Han vælger fra sangens tredje verslinje at synge ordene »Alt for længe har jeg været natteravn« – en linje, der jo ellers uundgåeligt er forbundet med Rasmus Seebach.

Men det føles ikke som en ligegyldig kuriositet. Det føles rettere som en fortæller, der prøver at formildne sin angst ved at svøbe den ind i den ironiske distance, der kan opstå, når man skaber paralleller til Seebachs hyperfolkelige neo-dansktop. Og den helt store tragedie opstår, da de efterfølgende linjer gør det klart, at denne spøgefulde kommentar slet ikke er nok til at distrahere fra de grumme tanker, der findes i fortællerens hoved.

Sangen er ‘Tiden har ødelagt alt i mig’ – afslutningsnummeret på den københavnske rockgruppe Joyces fornemme debutalbum ‘Formskifter’. Og ‘Formskifter’ er bestemt ikke fattig på gribende øjeblikke som dette.

Noget af det, der gør ‘Formskifter’ så fængslende, er direkte i albumtitlen: Det er et album, der hele tiden elegant skifter stil og humør – og gør det på en måde, der giver enormt god mening. Hvert bragende vredesudbrud kommer først efter, at bandet har ladet følelser som angst, melankoli og frygt køre rundt i en ond spiral så længe, at det er til at forstå, at fortælleren ikke kan kapere mere – hvorfor alle instrumenter da kører fremad med fuld smadder.

Er det lidt i overkanten, når tekstuniverset inkluderer så ekstreme formuleringer som »ingen ville bemærke, at jeg forsvandt« (‘Usynlig’) eller »Jeg tror, tiden har ødelagt alt i mig« (‘Tiden har ødelagt alt i mig’)?

Jo, isoleret set kan visse linjer sunget af frontmand Sebastian Wegener synes lige melodramatiske nok. Men ‘Formskifter’ er et værk, der er fuldt bevidst om de ekstremer, der er til stede. Efter afslutningsnummerets mest forpinte linje begynder musikken for første gang på hele albummet at lyde af håb og mod – en følelse af, at bandet ikke vil lade angsten være en lænke.

‘Usynlig’ er i den helt omvendte grøft. Her er flere markante metalindflydelser (især fra doom og black), og set i lyset af, at nummeret dermed har albummet mest morbide lyd, er over-the-top lyrikken bestemt berettiget.

Albummet blander så smukt ængstelig aggression fra posthardcore, melodisk bevidsthed fra janglepop, indadskuende melankoli fra dreampop og endda noget metallisk tyngde. Hooks som det på titelnummeret er svære at få ud af hovedet. Den drømmende atmosfære på et track som ‘Du finder mig på bunden’ er lige til at forsvinde i. Den maniske vildskab på sange som ‘Hjertestop’ sætter en uundgåelig susen igennem kroppen.

Det er et varieret udbud af ideer, men de understøtter alle de mange forskellige følelser, angstens spiral kan føre dig ud i – med afslutningen på ‘Tiden har ødelagt alt i mig’ som det forsigtige første skridt over på den anden side.

Håndværket er så upåklageligt, og klangen er så idiosynkratisk, at det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock.


Kort sagt:
Det københavnske rockbands debutalbum blander en række forskellige stilarter for at skabe en medrivende, til tider ganske grum skildring af angst – og turen om på den anden side af den.

Joyce. 'Formskifter'. Album. The Bank Music.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af