Jeg kan ikke huske, hvornår musik sidst har føltes som Rosalías ’Lux’
ALBUM. Hvordan i alverden beskriver man bedst den oplevelse, det er at lytte til Rosalías ‘Lux’? Transcenderende? Voldsomt? Et følelsesbombardement? Det er 100 procent alle tre.
Overordnet set er det en sakral oplevelse. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft lyst til at omtale noget som »sakralt«, men omvendt kan jeg heller ikke huske, hvornår musik sidst har føltes sådan her. ‘Lux’ er en vanvittig musikalsk fortælling om kødelighed og åndelighed, liv og død, gud og menneske, og hvordan Rosalía befinder sig splittet mellem de forskellige modsætningspar.
»Quién pudiera / vivir entre los dos / primero amaré el mundo / y luego amaré a Dios«, der oversat betyder »hvor skønt ville det ikke være / at leve mellem dem begge / først vil jeg elske verden / så vil jeg elske gud«, synger Rosalía på åbningsnummeret ‘Sexo, Violencia y Llantas’. Kan man få det hele? Både sex, fart, succes og et liv i kontakt med noget spirituelt, kærlighedsfuldt, guddommeligt og følelsen af noget større?
Albummet rammer som en benhård U-vending for alle os, der de seneste uger har siddet med snuden begravet i de ultramenneskelige og sniksnakkede tekster på Lily Allens (også seksstjernede) skilsmissealbum, ‘West End Girl’. For med ophøjede orkester- og korarrangementer tvinger Rosalía lytteren til at rette blikket op mod himlen og ud mod verden.
Og selvom albummet er hendes måske mest krævende og komplekse til dato, er det også det mest følelsesmæssigt potente.
Med singlen ‘Berghain’ havde Rosalía allerede givet lovning på store orkesterarrangementer, kirkelige undertoner og endda sangtekster på 13 forskellige sprog.
En lytteoplevelse, man måske havde drømt om at opleve i en katedral i Rom fremfor i en toværelseslejlighed på Amager. Men det var som om, at både spisebord, strikkekurv og sutsko forsvandt, så snart de ivrige strygere på andet nummer, ’Reliquia’, satte ind. Måske det stærkeste bud på en ‘Lux’-banger, men mere hitlistevenligt bliver det heller ikke.
I sin storslåede klassiske lyd, hjulpet til live af London Symphony Orchestra, er ‘Lux’ naturligvis anderledes end debuten ‘Los Ángeles’, det flamenco-inspirerede ‘El Mal Querer’ og det reggaeton-udforskende ‘Motomami’.
Men samtidig virker det som en naturlig kulmination på de skridt, Rosalía har taget de seneste år. At eksperimentere er hendes vigtigste kendetegn, og hun lader til altid at søge de virkemidler, der kan afføde så meget intensitet som muligt. Og det kan tydeligvis både findes i hurtige flamenco-klap, tunge dembow-beats og skærsild-agtige strygere.
Flamenco-elementerne er dog stadig subtilt til stede, stærkest på ‘La Rumba Del Perdón’, der også bærer på en ilter historie om både stoffer, kærlighed og svigt. Rosalías rå motomami-energi er også stadig til stede på ‘Porcelana’ og ‘De Madrugá’, en we ride at dawn-agtig sang med ukrainsk tekst, der lader til at være skrevet med tanke på ofrene for krigen i Ukraine.
Detaljegraden og opfindsomheden i sange som ‘Divinize’ og ‘Porcelana’ er imponerende, og det er lykkedes Rosalía at skabe hooks og små ørehænger-elementer i de komplekse arrangementer, der er fuldstændig overdådige fra start til slut. Ikke mindst på de melodramatiske ballader ‘Mio Christo Piange Diamanti’, ‘Mundo Nuevo’ og ‘Sauvignon Blanc’, der introducerer en mildhed, man sjældent har set Rosalía omfavne på den måde.
Selv på den mere letbenede ‘La Perla’, der skyder med tunge skyts mod en red flag-bærende mandefigur, er orkesterarrangementerne overdrevent gennemførte, og det er ikke svært at forestille sig, hvorfor Rosalía har udtalt, at hun er gået langt over budget med ‘Lux’.
Når hun på albumlukkeren ‘Magnolia’ synger om sin egen begravelse, og hvordan man i kirken skal huske hende for duften af brændte dæk, benzin og rødvin, er det som afslutningen på et katolsk rekviem, hvor man langt om længe befinder sig fredfyldt i paradis – samtidig med at man er fuldstændig følelsesmæssigt most over, hvor tætpakket, smukt og intenst et album ‘Lux’ er.
I flere interviews har Rosalía forklaret, at ‘Lux’ handler om at være drevet af en længsel mod transformation og at komme i kontakt med noget guddommeligt, og den længsel mærker man enormt stærkt. Hun synger med en nødvendighed og iver, jeg ikke kan huske at have hørt siden Björks ‘Vulnicura’.
Jeg græd utrøsteligt gennem flere numre på ‘Lux’. Faktisk har jeg lyttet til både Verdis og Faurés rekviemmer, fordi jeg pludselig også kunne mærke en længsel mod at få flere fredsduer, engle og skinnende glorier ind i mit grå november-liv. Måske er det ikke så mærkeligt, at vi er flere end Rosalía, der længes efter at føle os mere i kontakt med noget større.
Og det er imponerende, at det er lykkedes hende at lave et album, der faktisk kan hjælpe os med netop det.
Kort sagt:
Med ‘Lux’ har Rosalía lavet et overdådigt mesterværk af et album, der er hendes mest krævende og komplekse til dato, men samtidig også det mest følelsesmæssigt potente.