Olivia Dean forvandlede Royal Arena til et stort, sassy dametoilet
»Cause I don’t want a boyfriend«, skrålede alle euforisk med på verset til ‘Nice to Each Other’, mens der blev drukket palomaer og givet lipglosskindkys og omfavnelser på kryds og tværs.
I en tid, hvor flere og flere prioriterer venskaber over parforhold, og hvor det er blevet decideret pinligt at sige, at man har en kæreste, har Olivia Dean ramt en hjerteåre hos især unge kvinder. De fyldte i hvert fald det meste af Royal Arena, som Deans fuldkommen udsolgte arenaturné lagde vejen forbi torsdag aften.
For mange lader Deans soul, funk og jazzinspirerede lyd til at være dukket op fra den ene dag til den anden. Men faktisk har hun været i gang som solokunstner siden 2019.
I 2025 tog hun så TikTok-kegler med det kolossale pophit ’Man I Need’, og hun blev en del af den bredere befolknings bevidsthed med sine budskaber om at lære at navigere i kærligheden – både til sin partner, men i den grad også til sine venner og sig selv – på albummet ‘The Art of Loving’.
Nu vil alle gerne lære at elske sig selv og andre, som Olivia Dean gør. På scenen fik hun det også til at se legende let ud, selvom vejen dertil har været belagt med giftige parforhold og en følelse af at være »drowned out«, som hun sang om på henholdsvis ‘The Hardest Part’ og ‘Echo’.
Olivia Dean har en personlighed, som man omgående får lyst til at flette fingre med. På scenen var hun en sprudlende endorfinbombe, der størstedelen af tiden rendte rundt med en form for rasleinstrument (glimmerbananen var en personlig favorit).
Hendes stemme, der er en hæs, varm og stærk kærlighedserklæring i sig selv, blev svøbt ind i soulede og funky arrangementer, så det virkede som en selvfølge at nikke og synge (højt) med på især numre som ‘Dive’, ‘Baby Steps’ og 2019-skæringen ‘OK Love You Bye’.
Mere pessimistiske typer ville måske hævde, at Dean også lidt er den menneskelige udgave af et inspirational quote, når hun for eksempel introducerer den bossanovaede ‘So Easy (To Fall in Love)’ med ordene: »Det er vigtigt at fancy dig selv, for hvis du ikke kan det, hvordan skal nogen anden så kunne det?«
Der midt i alt selvkærligheden – som vel at mærke kommer af hård erfaring – kan det nogle gange føles lidt som om, at tyngden, som man kender fra Amy Winehouses ‘Back To Black’-fortællinger, Adeles længsel eller Lola Youngs usikkerheder, mangler.
Modstanden, som den oprindelige soulgenre groede ud af, er i hvert fald sværere at finde i Deans sange. Enhver småpriviligeret person med et par kærestesorger i rygsækken kan spejle sig i hendes sange. Men det er også derfor, at det virker.
For Dean insisterer på, at man bør være optimistisk og positiv i en tid, hvor det er lettere at være sådan cirka alt andet end det. Når hun vender alvoren hos sine britiske soulkolleger ryggen og lukker solskinnet ind, så er det måske en vigtig pointe i sig selv.
Den discoficerede udgave af ’Ladies Room’ forvandlede i hvert fald hele arenaen til et stort, sassy dametoilet: Et trygt og kærligt rum til at grine lidt i spejlbilledet, tegne læberne op og få en pause fra sin dating fatigue.
»There’s some good in goodbyes«, som hun sang på ‘A Couple Minutes’. Olivia Dean er indbegrebet af, at man skal byde kærligheden velkommen i sit liv, også når den viser sig at være med knust fortegn. Det tror jeg, at en datingkultur, der er domineret af ghosting– og engangsbrug-tendenser kan lære en del af.
Kort sagt:
Det seneste års tid er Olivia Deans popularitet eksploderet, og torsdag aften i Royal Arena beviste hun i høj grad hvorfor. Med stærke disko-arrangementer, en insisterende optimisme og en tilstedeværelse, man gerne ville være bedste veninder med, demonstrerede hun, at venskaber og selvkærlighed har en ligeså relevant plads i popmusikken som den romantiske kærlighed.