Sidste år fik Artigeardit en ny legekammerat. Med ’Den lange vej’ viser de for alvor deres værd
ALBUM. Singlen ’Seaside’ fra sidste år havde potentiale til at være et seismisk vendepunkt i Artigeardits karriere.
En hæsblæsende, men også påfaldende uhiphoppet produktion, hvorpå Ardit rappede med et melodisk flow om et forhold, hvor der står »breakup« malet på væggene, men hvor han har svært ved at lukke det ind. Det var intenst på en helt anden måde, end vi var vant til fra rapstjernen.
Sangen var produceret af Marius Iversen, som hidtil havde været bedst kendt som Josvas højre hånd. Derfor vakte det også stor nysgerrighed, da det kom frem, at Iversen havde været inde over hele det dengang kommende album ’Æteren’. Det var tydeligt, at der kunne opstå noget helt særligt i et samarbejde mellem Ardit og Iversen.
’Æteren’ var et fint album, hvor Iversen og Ardit flere gange flirtede med lyde, der var tilsvarende uortodokse, men hvor tracklisten også gjorde plads til numre som ’LVFL’ og ’Baddie’, der uambitiøst fulgte vante hitformularer.
Artigeardit og Iversen var tydeligt i stand til noget større. Et oprigtigt vovet værk, der kunne ruske op i dansk hiphop, ligesom Ardit i 2023 gjorde med hovedværket ’Længe leve’.
Det værk har vi fået nu, lidt over et år senere, i form af ’Den lange vej’.
Men på mange måder samler albummet også op, hvor ’Held & lykke med at komme hjem’ slap i 2021. Her legede Ardit med mere artsy lyde, der typisk figurerede langt fra toppen af hitlisten, blandt andet ved at samarbejde med indierockerne i Barselona og artrap-gone-artpop-projektet Fraads.
Der er musikalsk nysgerrighed i lange baner på ’Den lange vej’. Ofte kan man gætte sig til, hvad referencerne mon har været for produktionerne. Bon Iver på ’Øjne’, Jai Paul på ’Hvis væggene kunne tale’, den såkaldte CPH+-scene på singlen ’Louisiana’.
Som du måske har bemærket, er der ingen hiphopkunstnere på den liste. Ozzy og Josva – de to rappere, featurelisten byder på – giver også begge sungne gæsteoptrædener. Der er talrige sange, hvor Ardit synger mere, end han rapper.
’Den lange vej’ får indie- og poprock-indflydelserne på hidtidige Artigeardit-udgivelser til at fremstå tilbageholdende. Og så passer albummets lyd også med sangskrivningen.
Det meste af albummet kredser om et forhold, hvor der – ligesom på ’Æteren’ – er rigtig dårlig stemning. Og selvom der er et par punchlines hist og her, er vi meget langt fra den form for hiphopsangskrivning, Ardit oprindeligt slog igennem med, hvor der var ofte fokus på konkret, håndgribelig historiefortælling og vittige observationer.
Lyrikken på ’Den lange vej’ bærer nemlig også præg af indiemusikkens verden. Der er mange usagte ting mellem linjerne, der går impressionistisk til værks og gerne lader billedsproget fylde lige så meget som de lødige skildringer af tingenes gang.
Især musikalsk er der meget at tage fat på med gentagne gennemlytninger. Ved første lyt er det svært at abstrahere fra, hvor meget instrumentationen på ’Ændre’ minder om Ardits 2021-sang ’Stå op gå ned’. Men når man først har accepteret det faktum, er det tydeligt, at han har skabt endnu en fremragende sang med nogle af de samme byggeklodser.
Særligt det nervøst anlagte flow på andet vers er stærkt, og det er ikke svært at forestille sig et eminent live-mashup mellem de to sange, når først dette album rammer landevejen.
Tracklistens eneste egentlige svipser er den 00’er-radiorockede ’Foden på pedalen’, der lyder mere som en bilreklame end som det emotionelt hæsblæsende track, særligt verslyrikken lægger op til. Den tykke rockproduktion giver heller ikke Ardit mulighed for at udfolde sit flow, der ender med at blive ret ensartet i længden.
Men det nummer stikker så også kun ud, fordi resten af albummet har så gribende samspil mellem produktion og vokal.
På ’Vær dig selv’ er der et næsten helt ubehageligt nærvær over Ardits stemme. Som om han holder fast i dig og synger lige ind i øret på dig. Stemningen bliver kun mere creepy af den umage blanding af funkbas, housetrommer og en smertelig operavokal.
Jai Paul-klangene på ’Hvis væggene kunne tale’ får både Ardit og gæstevokalisten Ozzy ud i spændende territorier – sidstnævnte har aldrig før haft en produktion, der klædte hans eklektiske vokalstil så godt.
Der er så meget guf på ’Den lange vej’, at jeg har lyst til at gennemgå hvert eneste track. Det er det album, jeg håbede, ’Æteren’ ville være – og det viser for alvor, at Ardit og Iversen er et stærkt makkerpar.
Kort sagt:
Artigeardit og producer Marius Iversen skeler mod indierock og artpop med albummet ’Den lange vej’, der fortjener plads ved siden af ’Længe leve’ som et af rapperens hovedværker.