‘Æteren’: En overflod af gæster fører Artigeardit på afveje
ALBUM. Artigeardit er en musikalsk kamæleon.
Har du brug for en flirtende omgang poprap med spansk guitar? En kæphøj party-banger med et omkvæd, der kan skråles med på? En tragisk kærlighedshistorie om et par, der altid taler forbi hinanden? Eller en sårbar fortælling om at være splittet mellem Danmark og Makedonien?
Uanset hvad du er ude efter, er Artigeardit leveringsdygtig. Der er få rappere i Danmark lige nu, der spænder så bredt, som han gør. Artigeardit kan dermed også samarbejde med hvem end, det skulle være. Det beviser han med ‘Æteren’, der med sine ni krediterede gæster på tværs af 12 tracks er rapperens mest feature-tunge album til dato.
Så mange gæster ville være et vovestykke i sig selv, men det er kun vildere set i lyset af, at hans seneste soloalbum (og hidtidige hovedværk), ‘Længe leve’ fra 2023, var blottet for features. Hvordan holder man det samme høje niveau, når opskriften er ændret?
Svaret er: Det gør man ikke. I stedet omfavner Ardit sin kamæleon-faktor på et album, der stikker i mange retninger, og som ofte føles styret af gæsterne.
Han er i sit hårdkogte, no-bullshit hiphophjørne, når han allierer sig med Noah Carter på ‘LVFL’, hvor begge parter lyder dejligt indignerede over, at nogen ville vove at påstå at have noget med dem at gøre. Her får vi også tracklistens mest kolossale omkvæd – et råb-med-hook, der skriver sig ind blandt ‘Hvor fuck er min drink?’ og ‘Kom af sig selv’.
Han er derimod i det mere melodiske, flirtende hjørne, når gæsterne på ‘Baddie’ hedder Tobias Rahim og Josva. Et ikke videre sindsoprivende firkantsdrama, hvor alle tre vokalister er vilde med den samme baddie. Ardits vers hinter mod komplicerede følelser, der kunne være spændende at udforske i dybden – selvom han er vild med hende, gør hun ham »fattig og til tider også nervøs« – men han får simpelthen ikke nok plads på tracket.
Josva er nok den gæst, der er mest skelsættende for albummet. Dels har han været co-sangskriver på den stærke singleforløber ‘Seaside’, hvor både den skrøbelige vokal og den pulserende house-instrumentation gør sangen lige så dramatisk og konstant udviklende som det forhold, Ardit rapper om. Dels står Marius Iversen, der er bedst kendt som Josvas primære producer, også bag samtlige ‘Æteren’-tracks enten alene eller sammen med andre.
Ligesom Ardit er Iversen ualmindeligt fleksibel, men der er også steder, hvor han tydeligt går mere vellykkede forlæg i bedene. ‘Baddie’ åbner eksempelvis med en fløjtefigur snydt ud af Rahim og D1mas ‘Bellevue’, og ‘Stå for det’ er en undervældende dosis synthwave, som dog løftes en smule af en æterisk Lord Siva, der får rig mulighed for at udfolde sig som vokalist.
Der er flere steder på ‘Æteren’, hvor Artigeardit forfølger denne nedbarberede æstetik.
‘Uanset’ leger med en Mac DeMarco-agtig bedroompop-guitar. ‘Ondt i numsen’ er bare Ardit og et klaver. ‘FaceTime’ har også en grynet produktion, der lyder mere af unge TikTok-rappere end af en etableret superstjerne. Det giver albummet noget intimitet og skaber en smule sammenhæng for en udgivelse, der ellers ofte kommer på afveje.
Flere numre afsluttes desuden med a capella-stykker, der lyder som impulsive demoindspilninger. Her føles det som om, der bliver skrællet et nyt lag af Artigeardit, og han lader os komme helt tæt på.
De nedbarberede produktioner står over for et album, hvor Ardit er gudfrygtig som aldrig før: »Fanger mig selv i vær’ lidt ekstra forsigtig
/ Ikk’ at ku’ ende en sætning, glemme Gud den almægtige«, rapper han skælvende på det afsluttende titelnummer. Linjen er et callback til hooket fra den flabede pralerap-sang ‘Elvis’, men her er den rekontekstualiseret til omhandle Ardit, der reflekterer over sin plads i verden.
Samme nummer formår mod alle odds at binde en sløjfe på albummet takket være en tænksom Artigeardit og et forsigtigt, upoleret omkvæd fra Mø, der lyder, som om hun er lige ved at forsvinde i de mange følelser.
Mø-samarbejdet er et klasseeksempel på, hvordan features sagtens kan gå hånd i hånd med den sårbarhed, Artigeardit virker så interesseret i at dykke ned i. Andre steder er det som om, gæsternes inklusion har krævet, at albummet skulle tilpasses dets features – snarere end omvendt.
Resulterer det i gode sange? Ja, oftest, for Ardit er en musikalsk kamæleon. Men det gør også, at albummet er mindre end summen af dets sange.
Kort sagt:
På det feature-tunge ‘Æteren’ har Artigeardit slået sig sammen med en ny producer, der afsøger spændende nye afkroge af rapperens lyd, men som også ramler ind i nogle blindgyder. Albummet fungerer bedst, når den intime og hjemmespundne æstetik bliver dyrket til fulde.