‘Længe leve’ er albummet, Artigeardit vil blive husket for

‘Længe leve’ er albummet, Artigeardit vil blive husket for
Artigeardit. (Foto: Jens Haugaard)

Artigeardit har altid føltes om en artist, der rapper om, hvad der sker lige nu. Tanker, der strømmer igennem hovedet, når man sidder i bussen på vej hjem fra en morgenfest. Live-transmissioner fra bagsædet af en propfyldt og rigelig festlig bil.

Sådan lyder han ikke længere. På sit fjerde album, ‘Længe leve’, træder han ud af den vilde ungdoms evige nutid og forsøger at se tingene – og sig selv – udefra.

Han nøjes ikke længere med at beskrive, men forsøger – lidt ligesom Kendrick Lamar på sidste års ’Mr. Morale & The Big Steppers’ – at forstå sig selv, sit liv og sine handlinger.

Kendrick har kaldt sig selv en god dreng i en gal by. Artigeardit kalder sig her »en god, ordentlig dreng med dårlige vaner«. Kendricks mission var at komme til bunds i sine traumer som sort mand i USA. Artigeardit bruger ’Længe leve’ til at forstå en grundlæggende splittelse i sig selv.

En splittelse mellem ønsket om ensomhed og nødvendigheden af selskab; mellem stoffer og ædruelighed; fest og forhold; fristelse og religion.

Og mellem Danmark og Makedonien.

»Jeg er født i Danmark, men jeg er albaner fra Makedonien / Jeg ved stadig ikke hvor fuck, at jeg skal blive boende«, lyder det på ’Tetovo’, hvor han gang på gang forsøger at indkredse sin identitet.

Han er danskfødt albaner fra Makedonien, ja, men bag den klassifikation gemmer der sig ikke én færdigformet personskabelon, men derimod et menneske bestående af fragmenter af forskellige identiteter. »Min personlighed er splittet mellem forventningerne fra forældrene og det her land, jeg er født i«, rapper han.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når man zoomer ud, er der en risiko for, at detaljerne forsvinder. Men Artigeardits fortællinger tager altid udgangspunkt i det personlige. Han bruger små scener fra sin tilværelse som nøgler til at forstå det større perspektiv.

Som når han spekulerer over, hvorfor hans producer Anton Westerlin – i modsætning til ham selv – efter råd fra sine forældre investerer sine penge, i stedet for at ødsle dem væk. Og hvordan opdragelse, baggrund, religion og social arv former mennesker som Anton og Ardit vidt forskelligt:

»Det er ikke fordi, min far han er dum, brormand, langt fra / Men jeg tror slet ikke, de har haft den samme tankegang / Og jeg tror slet ikke, at de har haft den samme kamp«.

Teksterne bevæger sig ind på uvant reflekteret og personligt territorie, og Artigeardit lyder engageret som aldrig før i karrieren. Han rapper, som om han har noget at sige.

Han har alle dage været en fantastisk rapper rent teknisk, men her bruger han sin stemme – undskyld klichéen – som et instrument.

På både åbningsnummeret og afslutteren, ‘Sig hvad du vil’, kontrasterer han versenes bragende rapstil med en eftertænksom, næsten Drake-agtig sangrap på omkvædet. Hans vokal underbygger albummets tempo- og stemningsskift.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er ingen rapper-gæster, Artigeardit bærer det hele. Det her er hans historie, så selvfølgelig skal han fortælle den selv.

Han når et nyt niveau med assistance fra producerne Frederik Thaae, Adam Hillebrandt og Anton Westerlin. De står for alle beats og skaber en overraskende organisk lyd, der virker inspireret af de mange koncerter med fuldt band, Ardit har spillet siden sidste albumudgivelse i sommeren 2021.

Måske har samarbejder med så forskellige navne som Barselona og Tobias Rahim også smittet af på hans tilgang?

Numrene bliver drevet frem af atypisk livlige live-trommer og relativt få melodiske elementer. Strygere (‘Længe leve’), klaver (‘Sidste gang’), guitar (‘Tetovo’) og bas (‘Ensom’) doseres sparsomt, men ekstremt effektivt.

Mange sange får lov til at bygge op, i stedet for at følge den cirkulære loop-logik, der normalt præger rapbeats. Mod slutningen af albummet er der afdæmpede, varme produktioner, der næsten smager af Hans Philips sommerhus-soul.

De her sange kommer til at lyde fantastisk live – og hvor tit siger man lige det om en rapudgivelse?

Hør bare den medrivende, bragende og buldrende ’Chart’, den eneste gang hvor tempoet for alvor stiger, og vi nærmer os banger-stemning. Men det er samtidig en meta-sang, der handler om, at Artigeardit er ligeglad med hitlistesucces: »Jeg skider jeres chart et stykke os’ / brormand, jeg har ikke lyst nok«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Indifferensen føles oprigtig, for dette er netop et albumværk, ikke en samling singler.

‘Længe leve’ fortæller primært en større historie om Ardits splittelse, der fører til en drift mod noget mørkt.

Mod rusen, som han forklarer på åbningsnummeret: »Der er traumer helt fra ungdommen / derfor jeg ikke har været sober i et årti«. Men også mod ensomhed og en nærmest agorafobisk aversion mod solskin og folkemængder, som Artigeardit i en småsnakkende rapstil kortlægger på ‘Solskin’:

»Jeg kan ikke lide opmærksomhed / Jeg synes, spotlyset er det værste sted / Jeg har det helt fint i min lærkerede«.

Splittelsen bliver helt håndgribelig på den fantastiske konceptsang ’Sidste gang’. Her har Artigeardit en samtale med en stemme, der lyder som djævelen på skulderen, altid klar til at foreslå en midlertidig løsning som druk eller gambling på livets problemer.

Mørket trækker. Ardit giver efter. »Det er aldrig sidste gang«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men selv mens han besværger, at han helst vil være alene i mørket, kan man fornemme, at han også vil høres, forstås – og måske endda reddes. Af kærligheden?

Albummet slutter i hvert fald optimistisk med et par sange om relationer og håb. Det slutter med kurs væk fra afgrunden, ikke ned i den. Især den allersidste sang, ‘Sig hvad du vil’, er som en solopgang efter en lang nat.

Albummet markerer et stort skridt for Artigeardit. I lang tid virkede det, som om han levede for kaotisk til at skabe den store, altfavnende albumklassiker. Alting skete ligesom for meget i nutid.

Men nu nøjes han ikke bare med at indrømme, at han har været en ’Idiot’. Han forsøger at forstå hvorfor, han er blevet den, han er.

Før lød Ardit altid, som om han havde travlt. Her lyder han, som om han har taget sig tid og fået samlet de mange fragmentariske øjeblikke til et større billede. Måske endda et selvportræt. Et hovedværk.

Det føles som albummet, han vil blive husket for.


Kort sagt:
På ‘Længe leve’ er Artigeardit trådt ud af den vilde ungdoms evige nutid og forsøger at se sig selv udefra. Rapperen er reflekteret og personlig som aldrig før. Resultatet er karrierens foreløbige hovedværk.

Artigeardit. 'Længe leve'. Album. Def Jam/Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af