‘Mr. Morale & The Big Steppers’: Kendrick Lamars nye album fuldender det, han påbegyndte for over ti år siden
»My life is a plot, twisted from directions that I can’t see«.
Linjen er fra sangen ’Father Time’ på Kendrick Lamars nye og femte album ’Mr. Morale & The Big Steppers’, men den beskriver faktisk ret præcist den position, rapperen har skrevet fra hele sin karriere.
Kunstneren fra gangstarap-fødebyen Compton har altid forsøgt at forstå sig selv og sin samtid ud fra den specifikke historiske og samfundsmæssige kontekst, han indgår i; ud fra de usynlige kræfter, der former hans eksistens og gør ham til den, han er.
På debutalbummet ’Section .80’ forsøgte Kendrick Lamar at analysere sig selv ud fra årtiet, han er født i. Han diagnosticerede sin generation som »crack babies« med ‘ADHD’, fordi de kom til jorden under Reagan-æraens narkoepidemi.
På gennembrudsværket ’Good Kid, m.A.A.d City’ kortlagde han kræfterne, der påvirkede hans formative år. Fra vennernes gruppepres til de første møder med kærligheden. Kendrick sprang ud som hiphoppens store strukturalist: ‘Good Kid, m.A.A.d City’ skildrer en ung mand, der er et produkt af sine omgivelser og sin tid.
Da Kendrick Lamar nåede til ’To Pimp a Buttefly’, udvidede han sin horisont og gik i dialog med traditionen fra andre sorte musikgenrer som funk og jazz for at beskrive, hvordan race former tilværelsen i USA. ’Damn’ zoomede så den anden vej. Væk fra den panoramiske forståelsesramme og ind i det private og personlige.
Nu, fem år efter ’Damn’, forsøger Kendrick Lamar igen at gennemskue mekanismerne, der ligger bag sit livs plot. Men – og dette er nyt – denne gang har han en intention om at gøre mere end blot beskrive.
På ’Mr. Morale & The Big Steppers’ vil Kendrick ikke kun pege på problemerne, men arbejde på at løse dem.
Rapperen er nemlig blevet far til to børn. De pryder også, sammen med hans forlovede, Whitney Alford, albumcoveret. Det er for at undgå at gentage forrige generationers fejl, at Kendrick Lamar nu én gang for alle vil forstå de usynlige kræfter, der styrer hans tilværelse. Tematikken knytter an til både Kanyes ‘The Life of Pablo’, der handlede om at stifte familie, og Jay-Z’s ‘4:44’, der kredsede om et ægteskab i krise.
Hos Kendrick er fortællingen dog – som altid – større end det private. ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ er et album, der vil intet mindre end at bryde et »generational trauma«, der hjemsøger sorte familier i USA, som det lyder til sidst på ’Mother I Sober’.
Hvordan kurerer man så et traume? Med en terapeut selvfølgelig!
Det skal forstås bogstaveligt: Kendrick Lamar rapper en del om at være gået i terapi, og på albummet repræsenterer selvhjælpsstjernen Eckhart Tolle psykologiens vejledende stemme.
Det hele starter selvfølgelig med forældrene. Kendrick Lamars far var, hvis man skal dømme ud fra ’Father Time’, en strong silent type. »Men should never show feelings, being sensitive never helped«, er lektien, en ung Kendrick lærer – og som han nu skal aflære igen.
Konfrontationen med sine egne »daddy issues« føles som et led i et større opgør med klassisk maskulinitet, der finder sted for tiden. Men Kendrick Lamars analyse af sin mor når frem til nogle mere uventede konklusioner.
Sangen ’Mr. Morale’ og ’Mother I Sober’ skildrer, hvordan hans mor blev seksuelt misbrugt, da Kenrick Lamar var fem år gammel. Den traumatiserende begivenhed tolker rapperen som et større, samfundsovergribende fænomen, der har afgørende indflydelse på samtiden.
»My mother abused young / like all of the mothers back where we from«, rapper han på ‘Mr. Morale’. »I know the secrets, every other rapper sexually abused / I see them daily burying the pain in chains and tattoos«, lyder det på ‘Mother I Sober’.
I den her udlægning er både hiphopkulturens materialisme og dens voldsomme sider dybest set en copingmekanisme, der skal skjule dybere traumer. »Using violence to cover what really happened«, som Lamar siger på ’Mr. Morale’.
Kendrick Lamars generation vokser op blandt vold og krænkelser med fædre, der lærer sønner at skjule følelser, og med mødre, der er blevet mishandlet. Det skaber »post-traumatiske sorte familier«.
På samme sang fører han krænkelseskulturen helt tilbage til slaveriet i et tekstmæssigt greb, der minder om ’To Pimp a Butterfly’: »They raped our mothers, then they raped our sisters / then they made us watch, then made us rape each other«.
På albummet virker det som om, at Kodak Black, der har været anklaget for voldtægt og er blevet dømt for overgreb, inkarnerer den her traumatiserede mand, der i sin tur traumatiserer andre. Det er et kontroversielt greb, og Kendrick har allerede fået kritik for at give så meget plads til en dømt forbryder.
Men valget af Kodak Black som følgesvend på ’Mr. Morale & The Big Steppers’ understreger, at Kendrick Lamar betragter den her kultur af vold og seksuelt misbrug som selve prismet, han ser sig selv og sin samtid igennem.
Den forklarer hans selvhad, der i sin tur gør, at han er utro og ikke kan fungere i et forhold, som sangen ‘We Cry Together’ skildrer med samme voldsomhed som de vredeste Eminem-numre. Kulturen skaber også et forrået miljø, hvor homofobi, misogyni og transfobi trives, hvilket omhandles på ’Auntie Diaries’: »The history had trickled down and made us ignorant«.
Det er altså den syge »culture« (som Kendrick også dissekerede på den nyligt udkomne ’The Heart Part 5’), der skaber et samfund af traumatiserede mænd, der i sin tur traumatiserer andre. Det er for at bryde denne onde cirkel, at Lamar ’går i terapi’ på ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ og slutter albummets centrale sang, ’Mother I Sober’, med en form for frigørelsesceremoni.
»You broke a generational curse«, siger hans forlovede efterfølgende.
Har Kendrick Lamar dermed fundet løsningen på alle verdens problemer? Nej, understreger han igen og igen på sange som ’Savior’ og ’Crown’, hvor han frasiger sig nogen som helst messiansk kvalitet.
»I choose me, I’m sorry«, rapper han på albummets sidste sang ’Mirror’. Med andre ord: Han kan ikke redde verden, han kan kun redde sig selv. Kendrick Lamar har ikke fundet en almengyldig sandhed. Men han har fundet sin sandhed.
Nu har denne anmeldelse handlet virkelig meget om tekstuniverset og mindre om det musikalske. Men det kan på en måde ikke rigtigt være anderledes med Kendrick: Han gør selv de bedste af os til tekstanalytikere. Det gælder især dette album.
For her er knap så mange tordnende beats eller uomgængelige omkvæd som på ’Damn’ og ingen total lydmæssig omvæltning som på ’To Pimp a Butterfly’. Faktisk er det som om, mange af de her produktioner holder sig demonstrativt tilbage. På ’Crown’ og ’Mother I Sober’ klirrer et stille klaver i baggrunden. På blødere sange som ’Purple Hearts’ og ’Die Hard’ plasker produktionen mest af alt bare behageligt afsted.
Det gør ’Mr. Morale & The Big Steppers’ til Kendricks måske mindst direkte iørefaldende album rent lydmæssigt. Det er et teksttungt, krævende værk. Det fungerer, hvis man synker ind i teksterne og følger albummets tematiske tråde. Men som enkeltstående sange er der ikke meget på rapperens femte album, der vil være med på en liste over hans bedste numre.
Sange som den gentagelsestunge terapisession ’Crown’ er noget, man lytter til, hvis man virkelig vil forstå Kendricks udvikling; det ekstremt intense skænderi på ’We Cry Together’ er en voldsom lytteoplevelse, der fungerer bedre som scene i en fortælling end som enkeltstående sang.
For ja, det er virkelig terapi og selvhjælp forklædt som rapalbum, det her. »I’ve been going through something«, siger Kendrick Lamar på første nummer, og så bruger han ellers hele dobbeltalbummet på at forklare lige præcis, hvad det egentlig er, han har kæmpet med.
Men er der i virkeligheden ikke noget imponerende ved, at Kendrick Lamar kræver så meget af sine lyttere? At han simpelthen stoler på, at hans publikum nu er så investerede i hans fortælling, at de glædeligt sidder igennem et dobbeltalbum, hvor han for eksempel kan finde på at bruge syv minutter på en halvt hvisket traumeanalyse over et beat, der kun består af et klaverloop?
Kendrick Lamar fedter ikke for nogen. Han taler ikke ned eller forsimpler det, der nu engang er kompliceret. I stedet insisterer han på, at det er nødvendigt at sætte fordybelse før adspredelse for at forstå sig selv til fulde. Og dermed efterlever han faktisk en af antikkens vigtigste maksimer.
I det gamle Grækenland gjaldt aforismen »kend dig selv« som det højeste ideal. Det er ledetråden til Sokrates’ skrifter, og det stod indgraveret i muren ved Oraklet i Delfi. I dag er det nok de færreste, der lever deres liv ud fra det dictum. Men ‘Mr. Morale & The Big Steppers’ viser: Kendrick Lamar gør.
Siden han diagnosticerede sig selv som »crack baby« på debutalbummet i 2011, har han jo prøvet netop det. At forstå sig selv. Nu, med sit femte album, lader det til, at han er lykkedes.
Kort sagt:
Kendrick Lamars dobbeltalbum er intet mindre end et forsøg på at kurere et traume, der har hjemsøgt sorte familier i generationer.