KOMMENTAR. Har man fulgt Kendrick Lamars karriere de seneste år, vil der være en del velkendte tematikker på ’The Heart Part 5’, der er hans første solosingle i fire år.
Når han beskriver, hvordan selvmordstanker nager ham, kan man høre et ekko af ’u’ fra ’To Pimp a Butterfly’. Dét album trak desuden forbindelser fra slaveriet til nutidens sorte befolkning i USA – et spor, som linjen »the skin I was in had truly suffered« fra ’The Heart Part 5’ genoptager.
Når Kendrick skildrer tvivl ved sine egne evner og hvorvidt han bruger dem korrekt, minder det om ’The Fear’ fra det seneste soloalbum ’Damn’, mens hans analyse af alkoholisme og gruppepres i USA’s fattige kvarterer leder tankener mod ’Good Kid, m.a.a.d City’-sangene ’Peer Pressure’ og ’Swimming Pools (Drank)’.
Men som noget nyt bruger Kendrick Lamar den femte sang i ‘The Heart’-sangserien til at indkapsle hele det her komplekse samfunds- og værdisystem, som han ser omkring sig, under termen »the culture«.
Det er et interessant navn, for »the culture« er ellers et positivt begreb i hiphopmiljøet. Migos har opkaldt deres største album efter termen, og en berømt Jay-Z-tekst, som citeres på ‘The Heart Part 5’, handler om at »do it for the culture«.
Hos Kendrick Lamar er kulturbegrebet imidlertid vendt på hovedet. Kulturen er medskyldig i at skabe de tragiske skæbner, rapperen så tit skildrer i sine værker. For kultur er også den bandekultur, der præger livet i Compton og mange andre steder: »Your little nephew was shot down, the culture’s involved«.
Kendricks culture er samtidig et elastisk begreb, der sammenkæder Comptons fattige bandekultur med de superkendtes celebrity culture. Det ene er forbundet med det andet.
Måske er det også på grund af den her kulturforestilling, at musikvideoen til ‘The Heart Part 5’ via deep fake-teknik bogstavelig talt inddrager en række kendte sorte mænd, der på den ene eller anden måde er kommet i clinch med the culture.
Kanye West, O.J. Simpson, Jussie Smollett, Kobe Bryant, Will Smith og Nipsey Hussle er nemlig alle berømtheder, der – på hver sin måde – har kæmpet med at navigere det minefelt, det er at være kendt sort mand i USA. De er samtidig alle berømmelser, der på hver sin vis er faldet.
Visse i tragisk forstand som Kobe Bryant og Nipsey Hussle, der er døde. Andre som Kanye West og Will Smith er kommet i modvind i offentligheden, mens O.J. Simpson og Jussie Smollett har haft skandaløse og meget omtalte sammenstød med loven.
Hvad betyder det så, når Kendrick Lamar inddrager de her skikkelser? Hvorfor netop dem?
I visse tilfælde synes udgangspunktet at være forstående og måske endda sympatiserende. Kendrick lever sig ind i Kanye Wests stressende liv, når han rapper »friends bipolar, grab you by your pockets«, idet han forvandles til Ye.
Will Smith sættes tilsvarende ind i en større, samfundsmæssig kontekst, når Kendrick tolker ham ind i en mere generel cyklus af vold i USA, som han kalder »the land where hurt people hurt more people«. I begge tilfælde fortæller rapperen en historie gennem Smith og West, der handler om mænd, der har svært ved at undslippe kulturen, de kommer fra.
Men budskabet er – som så ofte hos Kendrick – ikke entydigt. Bruger han således Kanye West og Will Smith som fortællegreb i sin egen kamp med at være sort kendis i USA, eller er formålet helt enkelt at forsøge at forstå verden bedre ved at forstå andre mennesker? Kendrick har jo »life is perspective« tatoveret på armen.
Og hvad så egentlig meningen med transformationerne til O.J. Simpson og Jussie Smollett? Ser Kendrick dem som ofre for en kultur, der æder sine sorte forbilleder? Eller som eksempler på artister, der har gjort det, rapperen selv frygter mest: Svigtet sit ansvar overfor sit folk og sit publikum? Sagt anderledes: Frikender han dem eller anklager han dem?
Det er der intet entydigt svar på, men det virker tydeligt, at Kendrick Lamar bruger dem til at vise to måder, man kan forholde sig til at være sort berømthed på. O.J. Simpson tog således afstand fra at blive defineret som sort (»I’m not black, I’m O.J.«), mens Jossie Smollett prøvede at lukrere på offerrollen ved at fake et racistisk motiveret overfald.
Kendirck Lamar bruger det her ‘cast’ af kendte ansigter til at kortlægge en sort kunstners komplekse forhold til både sin egen culture og den bredere kendiskultur. Han har en næsten ‘The Wire’-agtig evne til at vise, hvordan enkelte mennesker også altid indgår i systemerne omkring dem. I kulturen, de er en del af.
Når rapperen inddrager alle de forskellige ansigter, viser de ham måske, hvilke faldgruber, der kan være for ham selv. Hvis han lever sig ind i deres historie, kan han forstå dem og undgå at lave de samme fejl.
Kendrick har før leget med forskellige karakterer og stemmer i sine sange. Som på ’To Pimp a Butterfly’, hvor forskellige personer løbende får ordet. Det her er en forlængelse af den polyfone tilgang: Han bruger de andre berømmelser på samme måde, som han før brugte fiktive karakterer. Sangen har nu ikke kun mange stemmer; den har mange ansigter.
I hvert fald i dele af ’The Heart Part 5’, for passagerne mod slutningen, hvor han rapper fra afdøde Kobe Bryant og Nipsey Hussles perspektiv, er mere entydige. Især sidstnævnte forsøger Kendrick Lamar at kanalisere nærmest direkte fra de døde.
Nipsey Hussles enke har rost ’The Heart Part 5’, men jeg kan ikke undgå at føle, at det er en anelse makabert at påtage sig en død mands stemme for at tale til dennes børn og familiemedlemmer. Har de virkelig brug for, at Kendrick lader som om, at han er Nipsey og siger, at han er i himlen, og at han i øvrigt tilgiver sin egen drabsmand?
Her bliver legen med stemmer og ansigter lige nekromantisk nok.
Intentionerne er sikkert gode, og det er en stærkt greb, at trommerne – sangens hjerteslag – stopper, når Kendrick rapper fra de afdøde mænds perspektiv. Men ‘The Heart Part 5’ er alligevel klart stærkest, når den dyrker kompleksiteten og flertydighed fremfor at postulere en direkte kontakt til himlen.