KOMMENTAR. Forleden faldt jeg over en YouTube-kommentar, der ret perfekt indkapsler dynamikken mellem to af verdens største rappere lige nu. Den lød sådan her:
Drake: This is the worst day of my life.
Kendrick: The worst day of your life so far.
Kommentaren bygger naturligvis på en klassisk scene fra ’The Simpsons’-filmen, hvor Homer i et tonedøvt forsøg på at opmuntre Bart forsikrer ham om, at selvom det måske ser sort ud nu, kan det altid blive, ja, endnu værre.
Appliceret på Drake og Kendrick får memet til gengæld en anden betydning. Det er ikke en trøst, men en trussel. Eller måske bare en konstatering. Det bliver værre, synes Kendrick at sige.

Det er snart 11 måneder siden, rapperens virale gæstevers på Future og Metro Boomins ’Like That’ antændte hiphophistoriens mest omdiskuterede beef, og for Drake er det ganske rigtigt kun gået ned ad bakke siden da.
For selvom de fleste er enige om, at kampen for længst er forbi, har efterspillet vist at være endnu mere katastrofalt for den canadiske superstjerne.
Fra den stjernespækkede ‘Pop Out’-koncert til årets Grammy Awards er det som om, både Kendrick og resten af verden har besluttet sig for at gribe enhver chance for at gnide salt i det stadig åbne sår, der er Drakes nederlag.
Og nattens Super Bowl-optræden var ingen undtagelse.
Måtte kunne høres i Toronto
Det helt store spørgsmål forud for Kendrick Lamars halvlegsshow var, om han ville spille den sang. Om han – for nu at sige det rent ud – ville kalde Drake pædofil på USA’s største tv-scene.
På den ene side virkede det indlysende: ‘Not Like Us’ var et af sidste års største hits og – må man forvente – en stor del af grunden til, at Kendrick overhovedet blev booket til årets Super Bowl. Selvfølgelig skulle han spille den.
Men som blandt andre The Washington Post har rapporteret, var det ikke uden risiko. Særligt for NFL og Fox, der i kraft af sangens alvorlige anklager meget vel kunne blive ramt af et søgsmål ikke ulig det, Drake for nylig rettede mod Spotify og Universal Music Group.
Desuden kunne man forestille sig, at Kendrick ikke ville lade beefen overskygge den kæmpestore bedrift, det nu engang er at optræde til Super Bowl. At det skulle handle om ham, ikke Drake.

Men han gjorde det. Han spillede sangen, der i et mash-up med den spirituelle efterfølger ‘TV Off’ endda blev showets store finale. Vel at mærke mens Drakes ekskæreste Serena Williams crip walkede rundt på scenen.
Vi fik også ‘Euphoria’, et andet af Kendricks disstracks mod Drake, og allerede i begyndelsen af showet stak han til rivalen med ordene: »Jeg vil gerne performe deres yndlingssang, men I ved, de elsker at sagsøge«.
Teknisk set kaldte han ikke Drake pædofil – et præoptaget skrig erstattede anden halvdel af den famøse linje »Certified lover boy? Certified pedophiles« – men han fik hele stadionet i New Orleans til at skråle med på »A minooor«, så det måtte kunne høres i Toronto.
Og så var der smilet. Det djævelske, nærmest tegneserieagtige smil, da Kendrick kiggede direkte ind i kameraet og sagde Drakes navn.
Det var brutalt. Rendyrket had.
11 måneders hævntogt
Da rapperen sidste år udgav ‘GNX’, kaldte Soundvenues Kristian Karl det for »albummet, vi troede, Kendrick Lamar var for fin til at lave«.
Noget lignende ville man kunne sige om nattens Super Bowl-optræden. At det var showet, mange troede, Kendrick Lamar var for fin til at lave.
Selvfølgelig handlede det om mere end blot beefen med Drake. Fra koreografien til SZA’s bjergtagende vokal var der nok at elske, og med Samuel L. Jackson i rollen som Uncle Sam og dansere klædt i det amerikanske flags farver var der tydeligvis også andet på spil.
Men den engang så retskafne rapstjerne holdt sig ikke for god til at lade en betragtelig del af showet omhandle sin ærkefjende. Showet var mange ting, men det var først og fremmest kulminationen på et 11 måneder langt hævntogt.

Man kan diskutere, om han spildte chancen for at sige noget større. Om rapperen bag det politiske mesterværk ‘To Pimp a Butterfly’ med Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus kunne have udnyttet landets største tv-begivenhed til andet og mere end at stille sin egen blodtørst.
Det ændrer dog ikke på, at Kendrick skrev historie natten til mandag.
Ikke bare som den første rapper, der nogensinde har headlinet Super Bowls halvlegsshow som soloartist, men med en optræden, der formentlig vil stå tilbage som det mest skelsættende øjeblik i nogen hiphop-beef overhovedet.
Nu er spørgsmålet bare, om Kendrick føler, han er i mål. Om årets Super Bowl-optræden rent faktisk er den værste dag i Drakes liv, eller om det bare er den værste dag indtil videre.
Man kommer helt til at tænke på et andet klassisk ‘The Simpsons’-klip:
Stop! Stop! He’s already dead!