Da Drake udgav ‘Iceman‘ (sammen med de to andre album ‘Habibti‘ og ‘Maid of Honour’) tilbage i maj, stod nummeret ‘Janice STFU’ hurtigt frem som et højdepunkt. Med tiden er sangen, der låner omkvædsmelodi fra Lykke Lis ’I Follow Rivers’, blevet et decideret kæmpehit.
Netop ‘Janice STFU’ er nu i centrum for et søgsmål, hvor producer Aviel Hirschfield anklager Drake for at have stjålet det ikoniske omkvæd fra hans demoindspilning. Det skriver Complex.
Ifølge Hirschfield indspillede han i januar 2026 en sang med Drake i tankerne over et beat skabt af producerduoen FnZ. Herefter sendte han nummeret tilbage til kollegaerne.
Fire måneder senere udkom ‘Janice STFU’, hvor Drake synger selvsamme omkvæd over et andet beat, fortæller Hirschfield i søgsmålet. FnZ står krediteret som producere på den færdige sang, mens Hirschfield ikke er angivet som medskaber.
»Den enorme succes, som ’Janice STFU’ har opnået, skyldes først og fremmest sangens omkvæd, der er en bogstavelig gengivelse af Hirschfields omkvæd – ord for ord og tone for tone«, lyder det i søgsmålet.
Drakes bagland benægter anklagen og hævder, at rapperen selv har fundet på omkvædet.
»Drake har skrevet sangen og har ingen forbindelse til eller kendskab til denne person. Punktum«, udtaler en talspersonen for rapperen ifølge Complex.
I søgsmålet indgår Hirschfields demo, hvis metadata angiveligt dokumenterer, at han lavede den tilbage i januar. Denne indspilning, hvor ‘Janice STFU’-omkvædet ganske rigtigt kommer 45 sekunder inde, har også netop ramt internettet.
Sammenlign de to numre herunder.
