Selv Sexyy Red falder i søvn på Drakes ‘Habibti’ – det er et lavpunkt i karrieren
ALBUM. I weekenden faldt jeg over en kommentar, der ret perfekt indkapsler ‘Habibti’, et af to overraskende sidestykker til Drakes imødesete ‘Iceman’. »Det her album lyder posthumt«, er den danske oversættelse.
En rammende beskrivelse, fordi dette datadump af et album lyder lidt som det grådige gravrøveri, der typisk finder sted, når store kunstnere går bort i en alt for tidlig alder, og pladeselskabet endevender harddisken for fragmenterede demoer, der måske lige akkurat kan tåle at se dagens lys.
Det gælder især åbneren ‘Rusty Intro’, hvis strejftog ind i country-klingende emorap ganske vist er et afbræk fra albummets døsige søvngænger-r’n’b – mere om det om lidt – men som med sin et minut lange spilletid og anstrengte akustiske guitar alligevel virker som en skitse, en idé til en sang.
Eller andet vers af Loe Shimmy-samarbejdet ‘I’m Spent’, hvor det mest af alt bare lyder, som om Drake har svært ved at beslutte sig for, hvilket toneleje der klæder tracket bedst. Dybt? Højt? Endnu højere? Der var den!
Men at kalde ‘Habibti’ posthumt er også rammende, fordi Drake på store dele af albummet simpelthen lyder livløs. Det er en double entendre.
Tag bare ‘Fortworth’, hvor han og den faste samarbejdspartner PartyNextDoor nærmest konkurrerer om, hvem der kan lyde mest ugidelig (en kneben sejr til Drake), selvom duetten omhandler et langdistanceforhold, der efter sigende betød hele verden for dem.
Selv Sexyy Red – Drakes nye BFF og tidens velsagtens mest tøjlesløse rapper – virker til at være ved at falde i søvn på ‘Hurrr Nor Thurr’. Heldigvis får hun revanche på ’Cheetah Print’ fra søsteralbummet ‘Maid of Honour’.
Inklusionen af Sexyy Red giver ikke meget mening på ‘Habibti’, men det gør til gengæld PartyNextDoor, for albummet dyrker langt hen ad vejen den samme soveværelsespoppede r’n’b som ‘$ome $exy $ongs 4 U’, duoens ikke-særlig-sexede album fra sidste år, bare uden åbenlyse hits som ‘Nokia’.
Den beatswitchende ‘WNBA’ afviger lidt fra formlen med sine underspillede house-rytmer, mens Qendresa med sin luftige, Aaliyah-agtige stemme giver Drake noget tiltrængt modspil på hookup-dramaet ‘Slap the City’.
Men særligt sidste halvdel sumper rundt i det samme atmosfæriske ingenmandsland som fællesalbummet fra 2025, der havde slowjams nok i forvejen. Det er »Drake with the melodies«, som Kendrick Lamar rapper på diss-tracket ‘Euphoria’, men uden nogen nævneværdige melodier.
På ‘White Bone’ mærker man lidt af den rablende sårbarhed, der gjorde ‘Marvin’s Room’ til en klassiker, men ofte er teksterne enten banale (»the AC is broken, my hotel, it’s hot as hell«) eller ligefrem skødesløse.
Som på ‘Gen 5’, hvor Drake forsøger at vinde sin baby girl tilbage ved at minde hende om, at han trods alt ikke tæsker hende. Så er det slut med at kalde Drake kvindefjendsk, allesammen!
Sidste halvdel af ‘Classic’ sampler godt nok 90’er-gruppen Jus’ Cauze, men at udgive en sang med ordvekslingen »Is this your first time? / Yeah« bare to år efter beskyldningerne på kæmpehittet ‘Not Like Us’ er endnu dummere end at bruge en perlebelagt Michael Jackson-handske som sit artwork.
Med sine 11 sange og 36 minutter er ‘Habibti’ det suverænt korteste album i den trilogi, Drake udgav i fredags, men på en eller anden måde føles det som det længste. Modsat de to andre er det desuden svært at ane nogen form for vision, en egentlig grund til at udgive det.
Altså udover at oversvømme internettet. Det er et lavpunkt i karrieren.
Kort sagt:
‘Habibti’ fortsætter, hvor sidste års ‘$ome $exy $ongs 4 U’ slap, bare uden åbenlyse hits som ‘Nokia’. Det er soveværelsespoppet r’n’b så døsig, at selv Sexyy Red er ved at falde i søvn – og et lavpunkt i Drakes karriere.
Læs vores anmeldelse af ‘Iceman’ HER og ‘Maid of Honour’ HER.