Drake vender tilbage til den tropiske klubrap på ‘Maid of Honour’ – men han har glemt noget
ALBUM. Hører man Drake pege fingre af et »you« eller et »they«, må man altid forestille sig et spejl foran ham.
Selvom han har brugt omkring 20 album og mixtapes på en slags arkæologisk udgravning af sit eget følelsesliv, er selverkendelsen altid uden for rækkevidde. Drakes musik er en scene for konstante projektioner.
»I don’t like how serious they take themselves«, proklamerede han i 2015, tilsyneladende blind for sin egen kroniske selvhøjtidelighed.
Således også på ’Maid of Honour’, den klub-inspirerede del af den albumtrilogi, han udgav i fredags, hvor det med reference til Lesley Gores 1963-hit lyder: »Girl, it’s your birthday / You can cry if you want to«.
Det er en klassisk Drake-linje – ikke mindst fordi han har brugt den før – men også én, der lander akavet på et af de mindst entusiastiske, mindst energiske festalbum længe. Hvis nogen lyder til at have brug for at fælde en tåre, er det Drake selv, der svæver apatisk ind og ud af de rytmetunge produktioner som en letargisk søvngænger på æter.
Klubmusik er ikke et nyt territorie for Drake. ’Maid of Honor’ lyder som en krydsning mellem den atmosfæriske house på 2022’s ’Honestly, Nevermind’ og den dancehall, som især begyndte at fylde i Drakes musik på 2016’s ’Views’ og efterfølgeren ’More Life’.
Det giver god mening for Drake at gå i den retning. For det første fordi sommerlig, tropisk-inspireret klubrap er det ene område, hvor selv ikke Kendrick Lamar han, hvis navn ikke må benævnes, kan udkonkurrere ham. Men også fordi Drake bare altid har lydt godt på den slags sange.
Sådan forholder det sig stadig, selvom den krise, rap-beefen har kastet ham ud i, på ‘Maid of Honour’ lader til at være trængt ind på den stripklub, som så mange af Drakes sange udspiller sig på.
Tag for eksempel ‘BBW’, en meget spinkel hyldest til »big beautiful women«, der stiler efter liderlig hedonisme, men ender fascinerende kejtet.
Det skyldes først og fremmest sangskrivningen – »so much ass you should be cremated«, lyder det uforklarligt, mens Drake filosoferer over, om hendes store, flotte krop mon vil få hans seng til at falde sammen – men det skyldes også, at han har fået sig en uvane med at synge i et ekstremt dybt og meget lidt flatterende toneleje, hver gang emnet falder på sex.
Idéen er formentlig at lyde forførende (#daddyvibes), men mest af alt minder det om den stemme, vuggestuepædagoger laver, når de fremfører troldens replikker i fortællingen om ‘De tre Bukke Bruse’.
‘BBW’ er et uretfærdigt eksempel at bringe op, for hvis ret skal være ret, er resten af albummet ikke så dårligt. For det kan Drake takke sine producere, der nærmest udøver hjertemassage i forsøget på at holde sangene i live og især på første tredjedel lykkes med det.
Det gælder de insisterende trommemaskiner, der skaber hektisk fremdrift på ‘Hoe Phase’. Den filmiske, synthwave-klingende arpeggio på ‘Road Tips’. De mystiske, forvrængede vokalsamples på ‘Outside Tweaking’, der fremmaner en stemning af dyster hemmelighedsfuldhed.
Problemet er bare, at der sjældent gemmer sig en god eller bare iørefaldende sang bag de fantasifulde produktioner.
Heller ikke selvom albummet er spækket med gode, iørefaldende features fra Central Cee, Sexyy Red og Stunna Sandy, der møder den nedsunkne Drake i natklubtågerne med hver deres sprudlende, animerede energi, der synes at sige: »Du ser lidt trist ud, har du brug for noget coke?«.
Eller selvom markante samplinger fra Peggy Gous ‘(It Goes Like) Nanana’ (‘Cheetah Print’) og Fergies ‘Fergalicious’ (‘Hoe Phase’) gør deres bedste for i hvert fald at give associationer til gode, iørefaldende sange.
Skuffelsen er mærkbar, måske fordi vi genremæssigt befinder os nær melodiske genialiteter som ‘Passionfruit’ og ‘Controlla’ – sange så stærke, at man på sidstnævnte ikke engang cringer over den falske jamaicanske accent.
Den accent er tilbage på ‘Which One’, hvor Drake synger: »These guys can’t make songs for the gyal dem«. Og så er vi tilbage ved projektionerne, for spørgsmålet er, om Drake selv kan i dag?
Kort sagt:
På ‘Maid of Honour’ vender Drake tilbage til den tropiske, sommerferie-klingende klubrap, han havde så stor succes med på ‘Views’ og ‘More Life’. Desværre har han glemt de gode melodier.
Læs vores anmeldelse af ‘Iceman’ HER og ‘Habibti’ HER.