Kneecap ‘Fenian’ (1. maj)
Man kan godt glemme, at irske Kneecap først og fremmest er en rapgruppe.
Megen mediebevågenhed har i løbet af det seneste år været helliget deres aktivisme og deraf afledte retsforfølgelse, men både på scenen og på plade har trioen konsekvent leveret iørefaldende, politisk optændt hiphop med punket vrede og klubbet energi.
Derfor er der al mulig grund til at se frem til ’Fenian’, opfølgeren til 2024’s gennembrudsalbum ’Fine Art’.
Både fordi det er spændende, hvordan Kneecap vælger at gribe øjeblikket, hvor hele verdens øjne er rettet mod dem. Men også fordi singleforløbet har budt på en kavalkade af bangers.
Kacey Musgraves ‘Middle of Nowhere’ (1. maj)
Siden sit kæmpe crossover-gennembrud med 2018’s storroste ’Golden Hour’ har countrystjernen Kacey Musgraves bevæget sig væk fra den slagne country-vej.
Først på skilsmissealbummet ’Star Crossed’ fra 2021, der dyrkede en mere rendyrket poplyd, og senest på 2024’s ’Deeper Well’, som var præget af minimalistisk, pastoralidyllisk folk.
Men på Musgraves syvende album, ’Middle of Nowhere’, lyder det som om, at hun er tilbage på country-sporet. I hvert fald hvis man skal tro singlerne, den drømmende titelsang og den rigtig sjove ’Dry Spell’, hvor Musgraves får afløb for sine seksuelle frustrationer.
Lykke Li ‘The Afterparty’ (8. maj)
Ifølge Lykke Li bliver hendes kommende, sjette album, ’The Afterparty’, måske hendes sidste.
Hvis det står til troende, lukker hun festen på dramatisk facon. Albummet er indspillet med et 17-mand stort orkester – herunder »apokalyptiske bongotrommer«, som den svenske popmusiker formulerer det – og sangene kredser efter sigende om sindets mørkeste sider.
Hos Lykke Li er sorg et grundvilkår, og med sangtitler som ’Knife in the Heart’, ’Not Gon Cry’ og ’Future Fear’ tegner ’The Afterparty’ til at blive en sidste sørgeseance fra popmusikkens svar på den græske mytologis Niobe.
Muna ‘Dancing on the Wall’ (8. maj)
Muna har en sjælden evne til at forene knivskarpe pophooks med skæve indie-instinkter.
På fjerdealbumet ‘Dancing on the Wall’ varsler trioen deres hidtil mørkeste og mest spændingsmættede udtryk – med afsæt i et Los Angeles præget af politisk kaos, klimakrise og økonomisk pres.
Hvis Muna formår at omsætte begæret, nærheden og uroen til dansabel pop, kan det blive lige præcis det popalbum, vi har brug for.
Drake ‘Iceman’ (15. maj)
’Iceman’ er Drakes første soloalbum siden 2023.
I mellemtiden har han lidt et legendarisk nederlag i verdens mest omtalte hiphop-beef og udgivet et rigtig dårligt album med kollegaen PartyNextDoor. Drake har næppe nogensinde haft mere at bevise.
Med en spektakulær promoveringskampagne, der blandt andet har involveret en næsten otte mere høj isskulptur i centrum af Toronto, har Drake bevist, at han stadig ved, hvordan han fanger vores opmærksomhed.
Nu skal han bevise, at han også har fortjent den.
Farveblind ‘Micro Pleasures’ (15. maj)
Farveblind har længe været en overset perle på den danske scene, men trioens ry for eksplosive live-raves er efterhånden svært at overse.
Efter koncerten på Roskilde Festival i 2017 lød vores dom: »180 km/t uden sele på en tysk motorvej«.
På debutalbummet ‘Micro Pleasures’ skal trioen nu bevise, at deres eksplosive blanding af techno, industrial og postpunk også holder i albumformat. Det kan blive voldsomt på den helt rigtige måde.
Mercedess ‘I’d Love To Be a Star, but I’m Tired as Fuck’ (15. maj)
Med titlen ‘I’d Love To Be a Star, but I’m Tired as Fuck’ lyder Mercedess’ kommende album som en lovende kulmination på et singleforløb, hvor det danske altpop-navn har angrebet tidens hektiske og overfladiske opmærksomhedsøkonomi med ord af bly.
Sange som ’Announcements’ og ’The Perfect Selfie’ er både skarp social kritik og følelsesfuld ransagelse af et ængsteligt, uroligt sind.
Godt gemt inde i mørke popsange, der ikke lige slipper deres tag, når de først har hægtet sig fast.
Eee Gee ‘Eelluminagee’ (21. maj)
Eee Gee er uden tvivl blandt de mest distinkte danske popnavne med sin sans for både klassisk sangskrivning og skæve detaljer.
På tredjealbummet ‘Eelluminagee’ lader hun til at bevæge sig mod et mørkere, mere storladent og teatralsk udtryk, hvis altså de foreløbige singler – ikke mindst ‘I Hear a String Quartet Everywhere I Go’ – er nogen indikator.
Det lover godt for et album fra en artist, der lader armbevægelserne vokse sig større og større, som tiden går.
A Good Year ‘Play’ (22. maj)
Der er noget befriende uforudsigeligt over A Good Year.
De seneste singler peger mod et popunivers, hvor den københavnske duo i selskab med blandt andre Helena Gao og Alba Akvama forener rustikke guitarspor, elektroniske skygger og mørke, næsten hjemsøgte undertoner.
Selvom duoen kalder ‘Play’ deres debutalbum, er det formelt set anden udgivelse efter kortfilmen og soundtracket ‘Sofina’ fra 2024, der introducerede os til duoens nysgerrighed og legende skabertrang.
Iceage ‘For Love of Grace & the Hereafter’ (29. maj)
Iceage har i snart to årtier gjort kontrolleret kollaps til en kunstform med Elias Rønnenfelt i front.
På deres første album i fem år peger de mod et iørefaldende og energisk udtryk, hvor både kærlighed og broderskab får plads. I hvert fald hvis man skal tro singlerne, ‘Star’ og ‘Ember’, der hører til blandt bandets mest direkte og eksplosive rocksange.
I en pressemeddelelse lyder det ligefrem, at Iceage har fundet frelse. Så må vi vel krybe til korset og lytte med!
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
1. maj: American Football ‘LP4’
1. maj: Isaiah Rashad ‘It’s Been Awful’
1. maj: Maya Hawke ‘Maitreya Corso’
1. maj: Tori Amos ‘In Times of Dragons’
1. maj: Users ‘Welcome to Civilisation’
8. maj: The Lemon Twigs ‘Look for Your Mind!’
8. maj: Aldous Harding ‘Train On the Island’
8. maj: Thaiboy Digital ‘Paradise’
8. maj: Broken Social Scene ‘Remember the Humans’
15. maj: Rostam ‘American Stories’
15. maj: Horsegiirl ‘Nature is Healing’
22. maj: Bleachers ‘Everyone for Ten Minutes’
22. maj: Future Islands ‘From a Hole in the Floor to a Fountain of Youth’
22. maj: Ed O’Brien ‘Blue Morpho’
29. maj: Paul McCartney ‘The Boys of Dungeon Lane’
29. maj: Kurt Vile ‘Philadelphia’s Been Good to Me’