A Good Year omgiver sig med talentfulde kunstnere på overordentligt cool debutalbum
ALBUM. Man kan undre sig over, hvorfor A Good Year har kaldt deres debutalbum for ’Play’ Er det i den generiske betydning »afspil«, eller er det snarere i betydningen »at lege«? Jeg tror egentlig, at den danske duo går efter at fremhæve det legende i deres tilgang til samarbejdet om musikken.
A Good Year opstod ellers på en anderledes tragisk baggrund. Tidligere Liss-trommeslager Tobias Laust og videokunstner Albert Hildebrand havde mistet deres bedste ven, Liss-sanger Søren Holm, og udgav i 2024 kortfilmen ’Sofina’ og det tilhørende atmosfærisk dragende soundtrack som en måde at finde en mening midt i modløsheden og sorgen efter tabet.
Nu er ’Play’ her så. Et forsøg på at lave et mere sangbåret popalbum, hvor Hildebrands arbejde med visuelle fortællinger stadig er en markant del af udtrykket. Videoen til ’Errr’ viser Laust og vokalist Johanne Møller fra gruppen Suisse Air i glødende sort-hvide farver. De ligner nogen, der leder efter hinanden, men deres silhuetter er konstant afskåret fra den andens.
Arrangementet mimer den afkoblede fornemmelse. Trommerne vil fremad, mens den akustiske guitar og synthesizerne er enormt atmosfæriske. Det er ambient udsat for rytme, og det kommer ligesom snigende ind ad øregangen.
På ’Play’ er det ikke den store, fængende melodi, der er i fokus, men nærmere de teksturer og lydlandskaber, der kan opstå i mødet mellem forskellige stemmer og produktionselementer.
Det lyder måske en smule feinschmecker-fornemt, men A Good Year har meget tilfælles med de tilbagelænede RMC/indiepop-toner, som København er blevet kendt for på det seneste. Den karakteristisk uimponerede – og overordentlig cool – stil dominerer et nummer som ’Push & Pull’, der har Helena Gao på vokal og Vilhelm Strange (Snuggle, Liss) på guitar. Gao, som sidste år skrev sange med Zara Larsson, viser sig her (igen) som en af de mest interessante stemmer på den alternative popscene.
»I chase a honeymoon sensation every weekend / I’m so into how you’re into me it’s feeding«, synger hun luftigt. Det er karikeret, det er sengekantspop, og det holder hele vejen.
Når man lytter til et album som ’Play’, der er båret af en lang række features, er det tydeligt, at den stramme produktion spiller en vigtig rolle i forhold til at placere numrene i det samme musikalske univers. Videoen til ’Back of a Car’ illustrerer det gennemført. Det er verden set fra en bilrude. Asfalten, der fartblindt glider forbi og en umiskendelig følelse af at være fanget mellem søvn og vågen tilstand. Den trygge, akustiske guitar hjemsøges af et manipuleret klaver og spøgelsesagtige samples.
Selvom A Good Year omgiver sig med spændende, debuterende artister (Koilwood og Suisse Air) og mere etablerede navne som Mø og Late Verlane, kan de skam også skabe fine numre alene. ’Right Back’ kombinerer et taktfast breakbeat med et afdæmpet klavermotiv og en vokal, der er både hviskende og ret insisterende: »You’re falling right back / ’Cause I like you like that«. Lidt overraskende er der en cello i mikset, som umærkeligt bidrager til den døsige, nærmest hypnotiske stemning.
Stemninger fylder nemlig en hel del på ’Play’; faktisk så meget, at et mere traditionelt melodisk nummer slet ikke ville skade. Mod slutningen fortaber nogle af idéerne sig, det bliver lidt som at høre ubestemmelig kosmisk loungemusik. Duoen viser dog gode takter for fremtidige filmisk/musikalske eksperimenter.
Kort sagt:
A Good Year omgiver sig med talentfulde kunstnere på et album, der parrer akustiske og elektroniske elementer. Resultatet er en stemningsfuld indieplade, der klart er mest karakterfuld, når de musikalske skitser parres med musikvideoernes billeder.