Icekiid lyder endelig interesseret i at udfordre sig selv på ep’en ‘Kaotisk kunst’
EP. Icekiid har brugt det sidste årti på at cementere sig selv som soundboksenes ukronede konge.
Med hits som ‘ErruDumEllaHvad’ og ‘Blondiner & brunetter’ har han leveret musik til sommerfester, festivalcamping og alt for mange vodka-redbulls til at kunne tælles.
På ep’en ‘Kaotisk kunst’ forsøger han for første gang for alvor at bryde ud af den rolle. Og det kan heldigvis mærkes.
Hvor Icekiids tidligere udgivelser har været drevet af solrig afrobeats og dancehall, er ‘Kaotisk kunst’ langt mere rastløs og eksperimenterende. Sammen med produceren Marius Iversen skubber Icekiid sig selv i nye retninger, der føles kantede og uforudsigelige.
Selv på den festglade ‘Intoxicated’ trækker han pludselig tæppet væk under lytteren. I sangens outro forsvinder hans vokaler, mens en guitarsolo langsomt overtager oven på et næsten rocket trommemønster.
Det er kun et lille øjeblik, men det opsummerer meget godt, hvad Icekiid 2.0 egentlig er. Ikke et totalt stilskifte, men en artist, der virker oprigtigt interesseret i at udfordre sine egne rammer.
Det fungerer bedst på ep’ens mest eksperimenterende øjeblikke. På ‘Acceleration’ smelter nogle lavt mixede ’Fe!n’-synths sammen med en pumpende baslinje, der virker inspireret af Kanye Wests ‘Fade’. Resultatet er en sang, der både inviterer til dansegulvet og samtidig emmer af paranoia.
»Jeg tager slet ingen chance, jeg kan ikk’ post min adresse«, lyder det, mens produktionen hele tiden trækker i flere retninger på én gang. Man får lyst til at ryste hofterne, selvom Icekiid tydeligvis synger fra et sted præget af uro.
Mest interessant bliver det på ‘Er vi okay?’ med Blæst. Icekiid har tidligere rappet om misundelse, gadeliv og mennesker omkring ham, der bliver grådige. Her kommer problemerne pludselig tættere på.
»Du har virkelig brug for at tjekke dig selv, for du siger, jeg har temperament«, synger han i et øjeblik, der rammer med ubehagelig genkendelighed. Det lyder mindre som en poleret popsang og mere som noget, der kunne være fløjet ud i et skænderi med en person, man elsker.
‘Kaotisk kunst’ er dog også en ep, der virker mere optaget af at vise nye sider af Icekiid end af at samle dem til én stærk helhed.
Det gælder især ‘Fis & ballade, hvor Icekiid åbner med et flow, der aldrig helt finder rytmen og til tider føles decideret klodset. Kontrasten er derfor markant, da Benny Jamz pludselig dukker op med sin velkendte hurtige og rytmiske levering og nærmest overtager hele sangen på få sekunder.
Men selv når ep’en mister fokus, er det svært ikke at blive draget af, hvor villig Icekiid er til at udfordre sig selv.
Icekiid har måske endnu ikke helt fundet ud af, hvem 2.0 er, men for første gang i lang tid virker han oprigtigt interesseret i at finde ud af det.
Kort sagt:
Icekiid bryder ud af sin rolle som Danmarks afrobeats-konge med en mere eksperimenterende og personlig ep, der både rummer paranoia, kærestesorger og distortede guitarer.