Sidste år ville Østen have det hele. På ‘Hvor svært kan det være’ vil han have mere endnu

Sidste års bedste danske sang fået sig en værdig opfølger.
Sidste år ville Østen have det hele. På ‘Hvor svært kan det være’ vil han have mere endnu
Østen. (Foto: The Bank)

TRACK. Lige siden det to år gamle debutalbum ‘Daylight’ har det stået klart, at Østen er en endda meget talentfuld sangskriver.

Alligevel var det først på sidste års fænomenale single, ‘Jeg vil have det hele’, som vi her på Soundvenue kårede til årets bedste danske sang, at jeg helt forstod, hvor vital en kunstner vi egentlig har med at gøre.

Her får Østens stærke sangskrivning nemlig langt om længe følgeskab af en dramatisk, ekstremt muskuløs musikalsk indpakning, som afspejler den intensitet og nerve, hans lyrik er så rig på.

For få uger siden så jeg Østen spille en intet mindre end fremragende koncert på den københavnske Bloom Festival, hvor en kavalkade af stærke nye sange afslørede, at der er meget mere at hente i den kilde – eller måske nærmere malstrøm – hvor ‘Jeg vil have det hele’ er tappet.

Det gjaldt blandt andet, skulle det vise sig, Østens seneste single, ‘Hvor svært kan det være’, en storslået eksplosion af en sang, der hæver dopaminniveauet med et ruskende popsus af et omkvæd, før den skyder det smertefuldt ned igen med ord af bly.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hvor svært kan det være’ er en sang om det glubske begær, den ustoppelige rastløshed, det bundløse sortsyn, der altid melder sig for at spænde ben, akkurat som man ellers troede, at man havde det så godt.

»Himlen er så blå, og hun ligger lige der«, synger Østen i det på én gang mastodontiske og følsomme omkvæd, men hvad hjælper det, når man har et sind som en diskokugle, der spalter al lys for at kaste det fra sig igen?

Østen forstår som få andre danske sangskrivere, at livslysten og dødsdriften er to sider af samme mønt, ‘Jeg vil have det hele’ var en sang om selvdestruktion lige så meget, som den var en sang om energi. Det samme gælder ‘Hvor svært kan det være’.

»Svar mig, kommer der mere?« synger Østen, der tydeligvis ikke længere er tilfreds med at ville have det hele, men vil have mere endnu.

Til dig, der kan lide: Livslyst. Dødsdrift. At spolere din egen glæde. Sange, der kan møde dig i din selvdestruktion.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af