PORTRÆT. Der kunne næppe herske nogen tvivl om, hvor Lukas Dhonts nyeste, tredje film skulle få sin verdenspremiere.
For den unge belgiske instruktør har nærmest haft sin filmiske opvækst på Cannes-festivalen.
Dhont skrev således sin debutspillefilm ’Girl’ under festivalens talentprogram The Résidence i 2017, og året efter havde coming of age-dramaet om en transkønnet ballerina premiere i sideprogrammet ’Un Certain Regard’, da han var blot 26 år. Her endte filmen med at vinde hele fire priser, herunder debutantprisen Golden Camera. Succesen gav ham tilmed en plads på Forbes’ prestigiøse ’30 under 30’-liste.
Skridtet videre til arthouse-filmenes absolutte superliga tog Dhont med sin næste film i 2022. ’Close’ dystede således i hovedkonkurrencen om Guldpalmen og gik hjem med andenprisen Grand Prix. To år senere var han juryformand for den uafhængige Cannes-pris Queer Palm, som ’Girl’ i sin tid blev tildelt.
Når Lukas Dhont i år igen er aktuel på festivalen med en ny film, ’Coward’, er alle cinefile øjne selvfølgelig rettet mod ham.
For i en alder af bare 34 år har Dhont allerede markeret sig som en af Europas mest spændende filmstemmer.
Den kontroversielle debut
Dhont har dog ikke kun fået lutter roser for sin kunst.
Jacques Audiards Cannes-hædrede ’Emilia Pérez’ var et klasseeksempel på, at den offentlige stemning kan vende sig 180 grader omkring film med velmenende, men ikke uproblematiske skildringer af queer karakterer og tematikker. Sådan forholdt det sig også med Dhonts gennembrudsfilm.
’Girl’ fik anmelderroser og prishæder ved premieren i Cannes, men da den det følgende efterår nåede ud til et bredere publikum, blev den også genstand for kritik af en række stemmer i LGBTQ+-miljøet
Dramaet følger 15-årige Lara, der træner på Belgiens mest prestigefulde balletskole og presser sig selv til det yderste. Samtidig er hun ved at blive udredt til en kønsskifteoperation fra mand til kvinde. Selvom hun får masser af støtte og kærlighed fra sin far, kæmper Lara en fysisk og psykisk kamp, både på grund af den krævende træning og hendes forventninger til sin krops udseende.
Fortællingen er inspireret af den virkelige ballerina Nora Monsecour, som også var konsulent på filmen for at sikre autenticiteten. Nogle kritikere mente dog, at ’Girl’ var for fokuseret på hovedpersonens krop, selvskade og traumer. Castingen af ciskønnede Victor Polster til hovedrollen i stedet for en transperson mødte også kritik.
Både Dhont og Monsecour har understreget, at ’Girl’ afspejler sidstnævntes specifikke historie og ikke repræsenterer alle transpersoner. Monsecour godkendte desuden castingen af Polster.
Debutanten formidler da også Laras smerte på så rørende vis, at man godt forstår, han vandt en skuespilpris i Cannes. Den varme og fine relation mellem Lara og hendes far står desuden mindeværdigt frem i det intense realismedrama.
Om ’Girl’ fremstår empatisk eller traumefikseret, afhænger måske af øjnene, der ser, og de erfaringer, man som publikum har med sig. Men som filmskaber stod Dhonts talent lysende klart fra start.
Drømmen startede som 12-årig
Selvom han i talrige interviews står inde for sin debutfilm, har ’Girl’-kritikken uden tvivl gjort indtryk på Lukas Dhont.
I et interview med Them kalder han diskussionen »noget som jeg bærer med mig, og som jeg ser som en læringsoplevelse«. Læringen er også mærkbar i instruktørens fantastiske anden film, den Oscar-nominerede ’Close’, som klogeligt læner sig mere op ad hans personlige erfaringer.
Dhont voksede op i en flamsk provins 20 minutter fra Gent, hvor hans mor underviste i mode og design. Hendes kreativitet og kærlighed til film smittede af på sønnen, som hurtigt begyndte at øve sig i selv at lave film.
»Allerede som 12-årig drømte jeg om at blive filminstruktør. I skoleferierne havde mine forældre lejet et kamera, så jeg kunne øve mig. Jeg lavede kostumer, scenografi, og min bror var min skuespiller … For mig var min fremtid i filmbranchen helt klar«, har han fortalt til Vogue France om den tidlige passion, der i teenageårene blev vekslet til arbejde som assistent for kostumedesignere, inden han startede på den lokale filmskole og sprang ud som instruktør.
På andre fronter var Dhont dog anderledes usikker og tilbageholden. Først i en alder af 21 år turde Dhont udforske sin seksualitet og have fysisk kontakt med andre. For gennem sin opvækst havde han lært af omverdenen, at han skulle lægge låg på sig selv. Der var ikke plads til at stikke ud.
»Som barn, hvor jeg følte, at jeg faldt ned i et hul mellem drengene og pigerne – som om der ikke rigtigt var et sted, jeg kunne høre til – fandt jeg ofte mit hjem i biografen«, fortæller han i et interview med i-D.
Her beskriver han også, hvordan han som 15-årig kunne spejle sig i den homoseksuelle romance ’Brokeback Mountain’, men hverken havde sprog eller rum til at reflektere over det.
»Jeg sad i mørket med mine klassekammerater og så to cowboys forelske sig. Og i det øjeblik kunne jeg mærke noget, som jeg vidste – så snart lyset blev tændt – at jeg ikke ville være i stand til at kommunikere«, forklarer han.
Det personlige pletskud
’Close’ handler ikke eksplicit om at være homoseksuel, men om at være en følsom dreng, der føler sig nødsaget til at være hård. Om at vokse op i et miljø, hvor maskulinitet er uforeneligt med ømhed og intimitet. Og om at samle mod til at sige sine inderste følelser og hemmeligheder højt.
Filmen følger de 13-årige drenge Leo og Remi, som har et fantastisk og intimt venskab. De er uadskillelige og sover tit i samme seng. Deres nære forbindelse lider imidlertid et knæk, da klassekammeraterne begynder at stille spørgsmål ved deres relation. Pigerne spørger, om de er et par, og snart efter begynder drengene at lange homofobiske skældsord deres vej.
Remi forholder sig passivt, men Leo tager kommentarerne til sig og ændrer adfærd. Han trækker sig fra sin ven og begynder til ishockey, et ordløst statement til at beskytte hans maskulinitet. Hans hjerteknusende udelukkelse af Remi får fatale konsekvenser, og herfra skal han forsøge at komme overens med sin skyld, sin skam og sin dybe sorg, der er svær at sætte ord på.
»Fra en meget ung alder bliver vi bedt om at handle i overensstemmelse med normative stereotyper knyttet til køn. At tilhøre en gruppe er så vigtigt, at vi nogle gange svigter de mennesker, vi elsker mest, for at passe ind«, har Dhont sagt til Vogue France om filmen, der er personlig uden at være selvbiografisk.
»De to karakterer er en del af mig, fordi jeg er blevet afvist lige så meget, som jeg har afvist andre«.
Ligesom ’Girl’ handler ’Close’ om at være anderledes, en outsider, og hvad det gør ved éns selvbillede. Men hvis balletfilmen til tider lod sin hovedperson i stikken, gør ‘Close’ det modsatte. Der sker ganske vist forfærdeligt tragiske ting undervejs, men filmen griber sin hovedperson og sit publikum til sidst.
Måske er ’Close’ også Lukas Dhonts forsøg på at gribe unge mennesker, der kan spejle sig i en lignende relation – ligesom han selv følte sig set som teenager i biografmørket.
Et uventet domæne
Dhonts to første spillefilm har dynamikken mellem brutalitet og ømhed til fælles. Den kombination bliver interessant at følge i den kommende opfølger, der rykker mod et uventet og umanerligt spændende nyt domæne.
For ’Coward’ er en krigsfilm. Men helt sikkert ikke en traditionel én af slagsen.
Guldpalme-kandidaten, som Dhont har skrevet sammen med den faste samarbejdspartner Angelo Tijssens, udspiller sig i 1916 under Første Verdenskrig. Den unge mand Pierre gør tjeneste i skyttegravene ved den belgiske front, hvor han sammen med sine medsoldater forsøger at holde gejsten oppe.
En dag møder han den flamboyante fyr Francis. Sammen beslutter de sig for at gå imod den allestedsnærværende elendighed og den hårde krigsretorik ved simpelthen at opføre en teaterrevy.
»En film om overlevelse, og hvordan der nogle gange, selv i mørket, formår at vokse noget smukt frem«, lyder instruktørens egen beskrivelse af filmen. »’Coward’ er en hyldest til dem, der gennem århundreder blev sendt i krig – og dem, der forsøgte at undslippe den for enhver pris«.
Det lyder, som om Lukas Dhont med sin nye film igen udforsker bløde og følsomme karakterers plads i en hård og kassetænkende verden, men i en meget større skala, end han har prøvet før. Han kalder da også ’Coward’ for sit »mest ambitiøse projekt hidtil«.
Sammenholdt med det højaktuelle krigstema står Dhont som en dark horse til at hive Guldpalmen hjem på årets Cannes-festival foran en nærmest svimlende mængde etablerede auteurs som Pedro Almodóvar, Hirokazu Kore-eda, Ryusuke Hamaguchi, Christian Mungiu, Pawel Pawlikowski og Asghar Farhadi.
Uanset udfaldet går der nok ikke mange år, før han uden forbehold befinder sig i samme liga som dem.
’Girl’ og ’Close’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio og Viaplay. ’Coward’ får verdenspremiere på Cannes-festivalen i maj – dansk premiere endnu uvis.