Den belgiske film ‘Girl’ fik stor ros ved sidste års Cannes Film Festival med fortællingen om den transkønnede ballerina Lara, der kæmper for at passe ind i balletmiljøets fasttømrede kønsroller. Filmen også blevet kaldt den mest skadelige transfilm længe. Og hvordan forholder instruktør Lukas Dhont sig så til det? Det spurgte vi ham om, da vi mødte ham på den belgiske ambassade i København i anledning af filmens danske premiere.
»Jeg ser film som et lærred, du kan projektere dele af dig selv på og se andre menneskers liv. Når film er bedst, fungerer de som en bro til en anden verden, som du bliver transporteret ind i«, lyder det fra den 27-årige debutant, der iført jeans, hvide gummisko og sølvring i det venstre øre er flankeret af Angelo Tijssens, med hvem han har skrevet manuskriptet til ‘Girl’.
Dhont fik idéen til filmen i 2009, da han læste en avisartikel om den transkønnede ballerina Nora Monsecour. Samme år mødtes han med Nora, hvilket blev startskuddet til fortællingen om den 15-årige ballerina Lara, der udfordres af at være født i en drengekrop og drømmer om at forandre sin krop, så den stemmer overens med hendes identitet.
Lara spilles af den 16-årige stjernespire Victor Polster, hvis præstation er blevet mødt af priser og begejstring, men samtidig mener kritikere, at det er problematisk, at han som ciskønnet spiller rollen. Derudover er filmens fokus på krop og selvskade blevet genstand for kritik.
Redaktør på magasinet ‘Out’, Tre’vell Anderson, kalder ‘Girl’ »en farlig, traumatiserende, snæversynet og endimensionel repræsentation af transoplevelsen«, mens Mathew Rodriguez skriver i magasinet Into, at »filmen er blodig og besat af transkroppe på en måde, der minder os om, at det er en ciskønnet person, der har skrevet og instrueret den. Det er trans-traume porno, og som en ciskønnet person advarer jeg transpersoner mod at se den og cispersoner mod ikke at falde for det«.
Lukas Dhont og Angelo Tijssens lader dog ikke til at være særlig påvirkede af kritikken – i hvert fald ikke længere, de har måttet høre for den i samtlige interviews det seneste halve år – og de trækker bare på smilebåndene, mens de tilbagelænede slår fast, at de ikke ville gøre noget som helst anderledes ved ‘Girl’.
»Da vi researchede, blev det klart for os, at alle transoplevelser er en oplevelse for sig«, siger Dhont. »Vi valgte Noras oplevelse, og vi ville gerne have, at det blev et portræt af det, hun gennemgik, og hvordan hun havde det«.
En forfærdelig karakter at caste
Lukas Dhont og Angelo Tijssens samarbejdede tæt med Nora, virkelighedens Lara, om historien. For som Dhont understreger, er filmen Nora. Det er hendes historie, og derfor var det vigtigt, at hun også spillede en rolle under tilblivelsen, hvor hun var med lige fra manuskriptets første bogstav til klipningen.
Dhont fortæller, at Nora havde nogle få krav til filmen: At den blev lavet med respekt, kærlighed og en kunstnerisk nerve.
»Hun er danser, så hun har god smag«, tilføjer Tijssens grinende.
Derfor var det også med et sug i maven, da de skulle besætte Lara-rollen.
»Lara er en forfærdelig karakter at caste«, fortsætter Tijssens. »Personen bliver nødt til at kunne danse, spille skuespil og have en fysisk, men samtidig også psykologisk skrøbelighed. Og personen skal have en masse styrke til at kunne kropsliggøre alt dette«.
Halvandet år før optagelserne gik i gang, begyndte holdet at lede efter deres hovedperson. Flere hundrede unge drenge og piger dukkede op, både transkønnede og ciskønnede – kønnet var mindre vigtigt for Dhont, Tijssens og Nora, der endte med at se så godt som alle Belgiens 15-17-årige dansere. Men ved alle de håbefulde unge mennesker manglede der mindst én ting for at blive den perfekte Lara.
Indtil den dag Victor Polster mødte op. Dhont og Tijssens sad ved siden af hinanden, da danserne trådte ind i lokalet foran dem med numre klistret på ryggen. Musikken fyldte lokalet, danserne foldede sig ud, og så var det bare om at notere de gode numre ned.
»Jeg kan stadig huske, at Victor stod der i den ene ende af rummet«, siger Tijssens. »Og vi havde ham alle sammen på toppen af vores liste og tænkte ‘wow, sikke en tilstedeværelse. Sikke en udstråling’. Og så ramte frygten: Han kan danse, han ser godt ud – lad os håbe, at han også kan spille rollen«.
Det kunne Polster. Både Dhont og Tijssens forelskede sig straks, og Nora godkendte ham uden tøven til at portrættere hende.
»Det mest fantastiske ved det, han (Polster, red.) gjorde, var hans store empati for Noras historie, samtidig med at han tillod sig selv og sin personlige skrøbelighed at flette sammen med det, vi skrev. Han løftede det virkelig op til et sted, jeg aldrig havde drømt om, at historien kunne gå hen«, slår Tijssens fast.
Skrøbeligheden
Dhont insisterer på, at han som ciskønnet har ret til at lave en film som ‘Girl’. Han mener ikke, folk bør begrænses til at portrættere den subkategori, de selv tilhører.
»Det er hele grunden til at lave film. For mig er film ligesom en bro til et andet menneske, det er ikke et konstant spejl. Skal vi konstant kigge i spejlet og kun lave film omkring dem, vi selv er? Nej«.
Instruktøren tilføjer, at han – med Ghent University Hospital, der er en af to frontløbere i Europa, når det kommer til behandling af transkønnede, ved sin side til kyndig vejledning – også havde med i sine overvejelser, om det overhovedet ville være forsvarligt at filme en ung transkønnet, der selv står midt i samme proces som Lara.
»At filme én i den alder er allerede noget meget skrøbeligt, fordi du er så bevidst om din egen krop og tilstedeværelsen af kameraet. Så forestil dig en ung person, der selv går igennem en lignende proces. Det kommer meget tæt på«.
De kontroversielle kroppe
Men hvad så med filmens kropsfokus, der kan bidrage til en fordomsfuld idé om, at transkønnede generelt praktiserer selvskade og kropshad? Det enstemmige svar fra Dhont og Tijssens lyder, at det nu engang er Noras historie, de forsøger at skildre. Og med til Noras historie hører kroppen som omdrejningspunkt. Hun er danser, og kroppen er bogstaveligt talt det redskab, dansere benytter sig af.
»Hvis du spørger enhver danser, der virkelig gerne vil danse på et højt niveau, så vil mange af dem genkende denne del af historien. Hvis du taler med transpersoner, vil nogle af dem måske genkende det. Ja, du kan pege kameraet mod væggen, men med denne historie var den fysiske fremtoning, kroppen og den psykiske kamp det, vi ville fokusere på. Lara kommunikerer med sin krop, for det er det, dansere gør. Også selvom hun ikke stemmer overens med sin krop på det tidspunkt i livet, så vil hun stadig gerne bruge den som det mest naturlige redskab til at tale om, hvem hun er, og hvordan hun føler«, siger Tijssens.
Dhont tilføjer, at de viste den færdige film til en række transkønnede balletdansere, som alle blev meget berørte, fordi de kunne genkende måden, Laras krop blev repræsenteret på.
»Helt overordnet er det mest interessante spørgsmål vel: Hvad er det, der er så kontroversielt ved kroppen? Og at vise kroppen?«, spørger instruktøren sig selv og fortsætter:
»Hvis folk går ud fra efter at have set filmen, at alle tænker og føler ligesom Lara, så er det problemet. Hvorfor ville de tro det?«.
Makkerparret forstår dog godt al den opmærksomhed – positiv som negativ – filmen har fået med sig. For når man laver en film om en transperson, vil der uundgåeligt være en masse forventninger til, at den skal repræsentere alle transpersoners oplevelser.
»Vi ville gøre filmen troværdig i forhold til det, Nora fortalte os, og det, vi gerne ville fortælle – i stedet for at forsøge at være alles historie. For det er umuligt«, siger Tijssens. Dhont tilføjer:
»Jeg vil gerne se flere transhistorier og flere transskuespillere. Men jeg synes ikke, de kun skal fokusere på transroller. Det ville indskrænke deres muligheder meget, og der er ikke nok transroller i øjeblikket. Lad os håbe, de kommer«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Girl’ – Et øjenåbnende drama om en transkønnet balletdanser