ANBEFALING. »Weeestside Cowboooy!«, skriger trommeslageren, inden hele bandet lyser op i et kæmpe grin og bogstaveligt talt kaster sig ud i et energisk og tidløs slackerrock-anthem, der leder tankerne hen på både Pavement og tidlig Modest Mouse.
Jeg er egentlig i Store Vega for at se Black Country, New Road, men i dette øjeblik er jeg fuldstændig opslugt af det for mig ukendte opvarmningsnavn, Manchester-bandet Westside Cowboy, der i et kort moment har stjålet showet med deres uimodståeligt smittende energi på scenen.
Men den ufiltrerede energi, der ramte publikum i København, er kun en del af fortællingen om, hvad der velfortjent har vist sig at være et af Englands mest hypede bands netop nu.
På deres indtil videre begrænsede udgivelser viser de nemlig både en umiskendelig evne til at skrive stærke sange og deres helt egen selvdefinerede lyd, som de har døbt »britainicana«.
En lyd, hvor klassiske britiske indie-dyder som stærke hooks og stramme trommer, der driver sangene fremad, møder amerikanske inspirationer som skæve, atonale guitarriffs hentet direkte fra 90’ernes Pacific Northwest-helte som Modest Mouse og Built to Spill.
Eller en americana-følelse, hvor den åbne amerikanske landevej og inspirationen fra en country-outlaw som Johnny Cash – hvis ‘Folsom Prison Blues’ ligefrem parafraseres i teksten på sangen ‘Alright, Alright, Alright’ – skinner tydeligt igennem.
Fra intern joke til Glastonbury-sejr
Selv kalder bandet det en naturlig konsekvens af fire bandmedlemmer, der voksede op rundt omkring i England, men blev stopfodret med amerikansk musik, tv, film og historiefortælling.
Bandets musik eksisterer kort sagt i sammenstødet mellem de to kontrasterende kulturer. Et sammenstød, der resulterer i en skramlet og uforudsigelig lyd, hvor du aldrig ved, hvad der venter rundt om hjørnet.
En nedbarberet countryballade afløses pludselig af en punket energi, og en tilbagelænet slacker-vibe udvikler sig uventet til et støjende og skrigende crescendo. Ofte inden for spilletiden af en enkelt sang.
Denne på papiret meget tydeligt formulerede genredefinition kunne give indtrykket af et ambitiøst band, der tager deres musik meget seriøst.
Men faktisk startede Westside Cowboy som en totalt uforpligtende joke og en undskyldning for bare at mødes privat, hygge og spille Hank Williams- og Bob Dylan-covers som et skrabet skiffle-band.
»Det føltes bare nemt sammenlignet med det, vi havde lavet før, hvor alt var overkompliceret og måske endda en smule prætentiøst«, har trommeslager Paddy Murphy fortalt til NME om bandets tilgang til musikken.
»Det var meget sjovere bare at grine og spille skiffle-covers eller countrysange«.
Da de først var i gang og langsomt begyndte at spille live, voksede joken sig uventet, men naturligt til noget større. Med deres medrivende koncerter fik de hurtigt så meget medvind, at bandet i sommer stod som vindere af Glastonbury Festivals prestigefyldte Emerging Talent Competition.
Sejren og og den efterfølgende optræden på Glastonbury var den ultimative cementering af, at spøgen nu var blevet alvor.
Et nyt musikalsk Manchester
Omvendt er Westside Cowboy heller ikke bare kommet ud af det blå.
De er del af en spirende musikscene i Manchester, der gav et joke-band chancen for at spille koncerter og udvikle sig, og hvor flere bands, der har spillet shows sammen på kryds og tværs de seneste år, nu står foran små og store gennembrud.
»Lige nu ved jeg ikke, om der findes noget mere spændende sted for musik«, har bassist og sanger Aoife Anson-O’Connell udtalt i føromtalte interview med NME, mens Paddy Murhpy uddyber:
»Det er rart, hvor lille og tætstrikket fællesskabet føles. Man render hele tiden ind i venner, der også er med i bands, og alt føles nyt. Der er fantastiske bands på vej frem, og ingen af dem lyder som Joy Division. Ingen af dem lyder som Oasis eller The Smiths«.
Hvor Westside Cowboy finder inspiration i et mix af country og indie fra Pacific Northwest, låner andre bands fra scenen som Shaking Hand fra midwest-emo som American Football, mens Martial Arts dyrker en energisk, jazz-inficeret blanding af postpunk og mathrock.
Og så er der irske Dove Ellis, som Westside Cowboy flere gange har delt scene med i Manchester, og som netop har varmet op for Geese på hele deres nordamerikanske turné, med hans møde mellem britisk 60’er-folk som Van Morrison og 90’er-ikonet Jeff Buckley.
Fælles for dem alle er dog en vilje til at se ud i verden efter inspiration frem for at søge mod byens glorværdige musikfortid.
Westside Cowboy er dermed frontløbere for en Manchester-scene, der har vendt blikket væk fra fortidens kæmper for i stedet at skabe deres egen unikke lyd.