Kacey Musgraves lander selvsikkert og liderligt i sine texanske countryrødder

Kacey Musgraves lander selvsikkert og liderligt i sine texanske countryrødder
Kacey Musgraves. (Foto: Kelly Christine Sutton)

ALBUM. Det er svært at forestille sig et mere country artwork end billedet, Kacey Musgraves har valgt til sit syvende album, ’Middle of Nowhere’.

Her står hun iført sin cowboyhat, mens hun nonchalant ignorer det bæst af en langhornet ko, der ville få undertegnede storbybo til at løbe skrigende væk. Et billede, der kom i stand ved, løfter hun sløret for i et interview med Texas Monthly, at hun og hendes fotografsøster kørte rundt i Dallas uden plan eller tilladelser og med monsteret på slæb. 

Kacey Musgraves cosplayer ikke country som andre af tidens stjerner. Hun er country. Efter at have dyppet tæerne i pophavet med ’Golden Hour’ fra 2018 og ’Star-Crossed’ fra 2021 vendte hun med ’Deeper Well’ fra 2024 blikket tilbage mod den country, hun oprindeligt kommer fra.

Den rejse – både fysisk og musikalsk – fuldendes nu foreløbigt med ’Middle of Nowhere’, der mestendels er skrevet, mens Musgraves vandrede rundt i sin hjemby for at »blive mere komfortabel med at være alene, ikke som isolation, men som selvbestemmelse«, som hun også fortæller i interviewet.

Kacey Musgraves. (Foto: Kelly Christine Sutton)

Allerede fra det fremragende titelnummer slås stilen og temaet an med både pedal steel og akustisk guitar. Her starter vi i en 4/4-rytme i verset, længselsfuldt søgende »out there on the edge of the world«, inden hun i omkvædet stopper op og i skippende vals-tempo understreger, at »somewhere in the middle of nowhere« er lige, hvor hun skal være.  

I denne nyfundne indre fred virker det som om, at Kacey Musgraves har givet fuldstændig slip, hvilket kun gør hende sjovere og skarpere. Som på singleforløberen ’Dry Spell’, vi allerede har kåret til årets mest liderlige sang. Med linjer som disse må man da også bare at overgive sig til hendes ustyrligt sjove råb på hjælp: »So tell me / What’s a self-respecting girl to do? / I got the bacon / And no one to bring it home to«.

Undervejs finder hun også plads til at slutte fred med country-kollegaen Miranda Lambert i den honky-tonkede og sært rørende duet ’Horses and Divorces’, der markerer slutningen på en årelang offentlig beef mellem de to over sangen ’Mama’s Broken Heart’, som Musgrave skrev, og Lambert endte med at indspille. Men altså, skal vi ikke lade fortiden lægge, synger de, og mødes over heste, skilsmisser og en fælles kærlighed: »We both love Willie / But I mean really / What asshole doesn’t like Willie?«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og hvem anden end netop countrylegenden Willie Nelson dukker selvfølgelig op på det efterfølgende nummer, ’Uncertain, TX’, akkompagneret af akkordion og Musgraves’ herlige frustrationer over at leve i pølen af usikre mænd i Texas, hvor ingen »makes up their dusty old love bombing, snake charming, bullshitting, heartbreaking, godforsaken, dumbass mind«.

Med en smittende kærlighed til den texanske countrymusik, hun er vokset op med, finder Musgraves på ’Middle of Nowhere’ hjem til sine rødder. Mere selvsikker, selvironisk og tydeligt mere fri, end hun nogensinde har været før. Det klæder hende at have givet slip og omfavne, at nok kan hun skrive effektive popsange, men inderst inde er hun bare »really, really Texan«, som reporteren fra Texas Monthly også må konstatere.

Og så må alle os ko-frygtende, cowboy-feticherende og countryelskende storbyboere bare nyde, at der derude in the middle of nowhere findes en cowgirl, der kan tage os med på tur til Golden, Texas, mens vi kipper med vores cowboyhatte og prøver at finde ind i linedance-takten.


Kort sagt:
Kacey Musgraves fuldender med ’Middle of Nowhere’ rejsen tilbage til sine texanske countryrødder omgivet af pedal steel-guitar, honky-tonk og countrylegender. Sjovere, mere selvsikker, mere liderlig og med en smittende kærlighed til den musik, vi andre kun cosplayer i.

Kacey Musgraves. 'Middle of Nowhere'. Album. Lost Highway.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af