Man forstår udmærket godt det aktuelle country-boom, når man lytter til Kacey Musgraves’ ‘Deeper Well’
Countrymusikken oplever noget af en renæssance på tværs af andre genrer for tiden.
Beyoncé udgiver albummet ‘Country Carter’ lige om snart, og både Lana Del Rey og Post Malone har også en countryplade i støbeskeen, ligesom sidstnævnte har teaset en duet med Luke Combs.
Selvom country i visse henseender har været konservativ og genre-restriktiv, har genren også haft særdeles virkningsfulde alliancer med popmusikken gennem tiderne.
Whitney Houstons stjernestatus røg endnu længere op i stratosfæren med en udødelig version af et Dolly Parton-nummer, og ligesom ikonet fra Tennessee er verdens pt. vel nok største artist, Taylor Swift, ligeledes blevet en popkulturel skikkelse ved netop at bygge bro mellem genrerne.
For sin medvirken på Zach Bryan-nummeret ‘I Remember Everything’, der så dagens lys i september, fik Kacey Musgraves sit første #1, da nummeret debuterede helt i toppen af Billboard Hot 100.
Og ligesom tilfældet har været for Swift, har transitionen ind i popverdenen for åndsfællen fra Texas været naturlig og selvfølgelig.
Hvor Musgraves på forgængeren ‘Star-Crossed’ fra 2021 mere rendyrket gik poppens ærinde, er hun nu tilbage i mere traditionelt farvand på sit sjette album, ‘Deeper Well’, der spænder en bue mellem singer-songwriter, country og et moderne pop-touch.
‘Cardinal’ er lige dele blid som en sommerbrise og dunkel som en road movie, og det ret så mageløse titelnummer, hvor hun gør op med toksiske relationer og dårlige vaner, folder virkelig hendes format ud som formidler af inderlige følelser og som en kunstner af høj klasse.
Ligeledes på ‘The Architect’, der stråler af Laurel Canyon-vibes og tidløs kvalitet, og som på naturligste vis positionerer Musgraves blandt ikoniske åndsfæller som Emmylou Harris og Joni Mitchell.
Man kan ikke just påstå, at hendes tekster er avancerede og spækket med metaforer, men netop de klare anskuelser og rørende refleksioner rammer lige, hvor de skal, og harmonerer til perfektion med de imødekommende musikalske akkompagnementer.
»If all I have is the light in your eyes, that’s what heaven is«, lyder det eksempelvis i den tindrende smukke kærlighedshymne ‘Heaven Is’.
Det er også i arrangementerne, at hun træder i karakter som en original kunstner.
Der er truffet valg i produktionen, som pirrer lytteoplevelsen og viser Kacey Musgraves’ lyst og evne til at sætte sit unikke særpræg i de traditionsrige rammer. Det være sig de raffinerede korharmonier i ‘Sway’, det ambiente klangrum på ‘Jade Green’ og den svævende vocoder gennem ‘Anime Eyes’.
Man forstår udmærket godt det aktuelle country-boom, for når genren eksekveres med myndighed og en vedkommende styrke, er det svært ikke at blive både imponeret og rørt.
Og det gør man med Kacey Musgraves på ‘Deeper Well’.
Kort sagt:
Den texanske kunstner sætter sit unikke særpræg i en række dybt rørende refleksioner og spænder en fornem bue mellem singer-songwriter, country og et moderne pop-touch.