Fremragende Kacey Musgraves er for poppet til at være country og for country til at være pop
Det vil næsten være for nemt at sælge appellen ved Kacey Musgraves ved at henvise til, at fans af ’the old Taylor Swift’ (den betegnelse er hun selv ude om!) passende kan skifte deres gamle heltinde ud med en ny – og forbedret – version.
Logikken bag er både indlysende og en kende fejlbehæftet:
For på den ene side er det jo sandt nok: Musgraves skriver sange og synger dem med en charmerende åbenhed, der kan minde om den unge Swifts sange, der også befandt sig i krydspunktet mellem hitlistepop og countrypop. Og ligesom Swift er Musgraves god til at skrive en form for poplyrik, hvor hverdagserfaringer tegnes op med pointerede, ofte sardoniske observationer, der hæver sangene et godt stykke op over det kalkulerede eller formelagtige.
På den anden side har Musgraves – ulig Swift – fra karrierens start insisteret på sit udgangspunkt i country, og faktisk har hendes appel til indie-intelligentsiaen og popularitet i blogosfæren været en ulempe i forhold til at opnå den folkelige succes, som hendes sangskriverkvalitet, melodiske opvakthed og ukrukkede charme hele tiden har berettiget til. På den måde er Musgraves’ pop-credentials en hæmsko for hendes kommercielle appel på en måde som det aldrig har været tilfældet for Swift.
Swift har altid fremstået som hævet over konkrete miljøskildringer (der er langt færre lillebybeskrivelser i hendes lyrik end i Musgraves’). Hendes tidlige hits fandt sted inden for rammerne af en all-American teenagevirkelighed, der ikke var stedbestemt – og så godt som konsekvent renset for politiske markeringer. Hendes univers er faktisk apolitisk i en grad, så det kan tolkes som om der ligger en regressiv, politisk holdning bag ’holdningsløsheden’ (hvilket hun har måttet høre en del for siden tidsånden for alvor blev modnet til et Swift-backlash i løbet af 2016).
Musgraves’ sange derimod har udgjort et liberalt modsvar til Nashville-scenens indgroede konservatisme – ikke mindst i form af LGBTQ-hymnen ’Follow Your Arrow’ fra den fremragende debutplade ’Same Trailer, Different Park’ (2013). Hun går således gerne i clinch med stereotyper og synger til fordel for udsatte og misforståede skæbner i Amerikas hjerteland.
Musgraves – for det er jo hende det skal dreje sig om! – har rykket sig et nøk længere væk fra den countryform, hun er støbt i, på sit tredje album ’Golden Hour’, hvor temaerne er blevet mere universelle – forstået på den måde, at de eksistentielle valg og mødet med den store kærlighed, farver de 13 sange, hvor hun nok leger med countryklicheer, men også synes optaget af først og fremmest at møde verden som sangskriver med åben pande frem for som repræsentant for en eller anden scene, der alligevel ikke synes synderligt optaget af at omfavne hende.
Diskrete, men virkningsfulde banjo-partier er strøet med nænsom naturlighed udover ’Golden Hour’, og Musgraves’ stemme er nu en gang forlenet med sin Texas-twang, så countrymusikkens kendemærker er ikke aldeles forladt med samme konsekvens som Swift gjorde det på ’1989’ og ’Reputation’.
Der er dog først og fremmest tale om simpel, elegant og vellydende (men aldrig for rigt ornamenteret) sangskrivning, der ikke er rural, men snarere sådan breezy som netop en lun, sen eftermiddag, hvor pandehårets tjavser blæser ned i øjnene og skærmer for solens sidste, gyldne stråler (jævnfør albumtitlen).
Tænk Fleetwood Mac på en tilbagelænet version af Jackson Brownes ’Take It Easy’ eller Elton John anno 1970-72 (’Border Song’, ’Your Song’, ’Tiny Dancer’).
Albummets anden skæring, den delikate ’Lonely Weekend’, har en melodi, der er afleveret på en måde – nostalgisk, men lyslevende – der minder meget om Josh Rouses ’1972’ (2003) og ’Nashville’ (2005) – to album, hvis titler kommunikerer henholdsvis et tidspunkt og en lokalitet, men jo ligeså meget et sonisk ideal og en stemning, som netop Musgraves kan siges at have fået ind med blodet.
Andetsteds eksperimenterer hun med Daft Punk’et autotune (på introen til den fremragende livet-er-en-gave-hymne ’Oh, What a World’, hvor sangerindens forundring føles ægte i en grad, så hårene rejser sig) og hvad der bedst kan beskrives som en form for kvasi-disco (albummets bud på et crossover-hit, ’High Horse’), men det forunderlige ved Musgraves’ udvikling er, hvor naturlig og uanstrengt den fremstår. Musikken opnår omtrent samme transformative kraft ved sine små forskydninger og personlige aftryk som det lille komma, der gør forskellen på teksten til ’Space Cowboy’: »You need your space, cowboy«.
Det er så godt som umuligt at vælge en favoritsang på ’Golden Hour’, fordi så mange sange byder på et indbydende destillat af det, Musgraves kan, og som hun i disse sange folder ud som et net af sammenføjninger, der tilsammen skaber kontakt til og omslutter sin lytter – formulerer et univers, simpelthen.
Så selv om ’Oh, What a World’, ’Space Cowboy’ og ’Mother’ trænger sig på, tør jeg alligevel godt sende en særlig varm anbefaling på vegne af åbningsnummeret ’Slow Burn’ (hvor den 29-årige sangerinde bekræfter sin outsiderselvopfattelse med vanligt veloplagte linjer som »Texas is hot, I can be cold / grandma cried when I pierced my nose«), der smukt demonstrerer hvad Musgraves formår med meget lidt (et underspillet arrangement for akustisk guitar og banjo, men med små drypvise forsiringer af cello, violin og keyboards).
Er der noget, der binder disse sange sammen, er det sangerindens modnede bevidsthed om levet liv; at skyggerne har deres kilde i den skinnende sol, og at enhver solskinsdag hører op. ’Slow Burn’ er det perfekte destillat af den grundlæggende erfaring, at al skønhed vil visne bort med tiden. Tilfredshed i nuet hænger sammen med en melankolsk vished om, at elskende skal dø.
Musgraves er til stede i sine sange på samme måde som hun forsøger at være til stede i de øjeblikke, som hun trækker frem som perler på en snor. Hendes glæde over at have fundet kærligheden stråler uformindsket (»I wanna show you off every evening / go out with you in powder blue and tease my hair up high«, som hun synger med en af mange tekstbidder, der drillende leger med sejlivede countryklicheer, i ’Velvet Elvis’), og hun skammer sig ikke over at lade positiviteten sive ind gennem sprækkerne til disse sanges åbne universer.
Der er tegningen til et mesterværk i ’Golden Hour’, og på en måde er det et mesterværk, hun har begået. Mesterligt i den forstand, at sangene fremstår så selvlysende og selvindlysende – som skarpt ridsede streger på en glasrude.
Når jeg alligevel vægrer mig ved at smide seks stjerner og et ’mesterværk’-mærkat efter ’Golden Hour’, skyldes det en blidt dalende kvalitetskurve på albummets anden halvdel, hvor sange som ’Happy Sad’, ’Velvet Elvis’ og ’Wonder Woman’ mest fungerer som variationer over en succesformel, der er bedre udført, og mere rent tænkt, andetsteds på albummet.
Og lige så meget som jeg synes, Musgraves behersker sin nye, mere modne sangskriverstil, savner jeg flere af de sardoniske oneliners (selv om både ’Space Cowboy’ og ’High Horse’ er i familie med tidligere tiders forfriskende kiss-offs) samt de miljø- og karaktertegninger, hun perfektionerede på den fremragende debut fra 2013.
Men det er små indvendinger i mødet med et fremragende værk fra en ualmindelig dygtig sangskriver, der endvidere synger sine sange med den begavede vokalists evne til at kombinere rislende klarhed med små, umærkelige forskydninger og pauseringer. Musgraves er også som sanger i højde med sit eget materiale.
Kort sagt:
Kacey Musgraves er en paradoksal skikkelse på tidens musikscene: For poppet til at være country og for country til at være pop. Ergo er det saliggørende, at indiefans i stigende grad omfavner den fremragende 29-årige sangerinde og sangskriver, der med sit tredje album har skabt en perlerække af stærkt vanedannende sange om universelle temaer som tro, håb, glæde, ensomhed og kærlighed.