’I’m Still Here’: Mor og datter bærer en hel nations traume på deres skuldre i Oscar-hædret comeback
FILM. Man kan ikke mærke på Walter Salles’ filmkunst, at manden rent faktisk er milliardær. For værkerne af den anerkendte brasilianske instruktør, der er arving til et af landets største bankimperier, emmer af humanisme og solidaritet.
Hans internationale gennembrud, ’Central Station’ fra 1998, skildrer for eksempel en pensioneret skolelærers venskab med en gadedreng, der har mistet sin mor og nu leder efter den far, han aldrig har mødt.
Og ’Motorcykeldagbog’ fra 2004 handler om ingen ringere end Che Guevara i dennes unge år, hvor en lang rejse gennem Latinamerika åbnede hans øjne for kapitalismens iboende ulighed og potentialet for en revolution.
10 år efter sin seneste film, en dokumentar om hans kinesiske instruktørkollega Jia Zhanke, gjorde Salles i 2024 eftertrykkeligt comeback med nærmest universelt hyldede ’I’m Still Here’.
Det historiske drama fik efter verdenspremieren i Venedig tre Oscar-nomineringer og vandt i kategorien Bedste internationale film foran danske ’Pigen med nålen’. En fortjent sejr, selvom Salles er en ganske traditionel filmskaber og ikke står for en nær så eksperimenterende æstetik som eksempelvis Magnus von Horn.
’I’m Still Here’ er et klassisk historisk drama baseret på virkelige mennesker, som er velkendte i hjemlandet. Filmen foregår i 1971 under Brasiliens mangeårige militærdiktatur, hvor familien Paivas blev et symbol på det brutale styres undertrykkelse i årene 1964 til 1985.
For en dag blev familiefaren Rubens Paiva, et tidligere kongresmedlem og systemkritiker, bortført af militærets embedsmænd. Han kom aldrig hjem igen. Tilbage stod moren Eunice med deres fire døtre og ene søn. Sidstnævnte, Marcelo Rubens Paiva, skulle i voksenlivet blive forfatter og skrive en bog baseret på familiens oplevelser, som ligger til grund for den nye film.
Inden vi når til bortførelsen, maler Salles et livligt tidsbillede af 70’ernes Rio de Janeiro, som er fyldt med humør og smittende energi til trods for diktaturets rammer. Man kan godt spille beach volley, selvom kampvogne kører gennem gaderne langs stranden. Det mærker vi gennem varme farver, let guitarspil på lydsiden og hurtige kamerabevægelser, klippet dynamisk sammen med Paiva-familiens ældste datters egne grynede smalfilmoptagelser.
Men stemningen og farvepaletten ændrer sig pludselig eftertrykkeligt. For i modsætning til Salles’ to førnævnte roadmovies er hovedpersonens rejse i ’I’m Still Here’ anderledes fastlåst.
Oven på indespærring, trusler og paranoiainducerende overvågning forsøger Eunice at finde ud af, hvad der er sket med hendes mand, samtidig med at hun skal beskytte sine børn. Det er i det højspændte krydsfelt mellem den ydre trussel og den indre kamp, at ’I’m Still Here’ virkelig excellerer.
Den største del af æren skal naturligvis tilegnes det brasilianske stjerne Fernanda Torres, som spiller Eunice med stor styrke og følsomhed. Moren er overvældet af frygt, vrede og sorg, men hun er også forbilledligt vedholdende og værdig i sin modstandskamp, der ikke må gå ud over en skrøbelig illusion om et normalt hverdagsliv.
I den forbindelse bliver Eunice også til tider en art hjemlig undertrykker, der længe holder sine børn hen i uvished, selvom de godt ved, at noget er helt galt. Hun vil skåne dem, men traumatiserer hun dem i virkeligheden endnu mere? Dette spørgsmål synes Salles at stille uden på nogen måde at gøre hende til en skurk. Hun er snarere en kriger, der gør sit bedste i en umulig situation.
Uvisheden om farens skæbne sætter sine varige spor i familien, selvom Eunice også på et tidspunkt erkender, at livet må og skal gå videre. ’I’m Still Here’ demonstrerer traumets livslange væsen i filmens lange udtoning, som byder på ikke bare et, men to markante tidsspring.
At manuskriptforfatterne Murilo Hauser og Heitor Lorega runder af med denne todelte epilog, gør den samlede filmoplevelse mere flagrende og mindre skarp. Til gengæld har det en anden særlig effekt at se det 96-årige filmkoryfæ Fernanda Montenegro gestalte Eunice i alderdommen til slut.
For scenen et gedigent full circle-øjeblik for brasiliansk filmhistorie. Både fordi Fernanda Montenegro er mor til Fernanda Torres, fordi hun indtog hovedrollen i Salles’ ’Central Station’, og fordi begge skuespillere er blevet Oscar-nomineret for hver deres præstation med 26 års mellemrum.
Vigtigst af alt bærer de to kvinder en hel nations kollektive traume på deres skuldre. I deres sammenbidte ansigter mærker man den smerte, som den brasilianske stat har udsat sine indbyggere for gennem årtier.
At landets ekspræsident Jair Bolsonaro et år efter verdenspremieren blev dømt for at planlægge et statskup, siger alt om Paiva-sagens fortsatte relevans i dag.
Kort sagt:
En af Brasiliens mest anerkendte instruktører gør eftertrykkeligt comeback med det traumebearbejdende, historiske familiedrama ’I’m Still Here’, som i høj grad excellerer gennem hovedrolleindehaver Fernanda Torres’ både stærke og følsomme præstation.