Lea Romea har dét, som alle de bedste popstjerner har til fælles
EP. For flere år siden spurgte jeg en teaterinstruktør, hvad det er, der gør en skuespiller god. Hvorfor er det, for eksempel, at alle er enige om, at Ghita Nørby er en virkelig god skuespiller?
»Hun har hemmeligheder«, lød svaret.
Fornemmelsen af, at der gemmer sig noget noget bagvedliggende, man ikke får at vide, kendetegner ikke kun de bedste skuespillere, men også de bedste popstjerner, tror jeg.
Hvis jeg skal prøve at sætte ord på, hvad det er, som gør Britney Spears, Kylie Minogue eller Medina til noget særligt, er det netop følelsen af, at de kan få selv den mest banale sang til at virke mystisk og gådefuld. Det er hemmelighederne, der gør dem så dragende.
Det gælder også Lea Romea, som jeg har været fascineret af, siden jeg hørte hende til Vegas Udvalgte i starten af året. Netop fordi jeg får en følelse af, at der er noget, jeg ikke må vide.
Det indtryk bliver kun forstærket på debut-ep’en ’Sweetheart’, hvor hun beriger bundsolidt, knivskarpt pophåndværk og smagfulde, detaljerige produktioner med en enigmatisk tilstedeværelse, der er underspillet og tilbageholdende på en måde, der er et særsyn i det danske poplandskab.
Vokalmæssigt mogger Lea Romea de fleste i sin nærhed, hvilket ikke har så meget at gøre med hendes stemmes fløjlsbløde, glasklare renhed og tekniske præcision (der ellers er betydelig), som det har med hendes imponerende forståelse for, hvordan ord lyder, når hun udtaler dem.
Jeg forestiller mig, at hun ville være god til at recitere digte, for hun leverer hvert et ord med en perfekt doseret form for subtil indlevelse. Som i titel- og åbningsnummeret, hvis indtrængende henvendelse – »sweetheart, det du gi’r mig, ku’ jeg bruge meget mere af / for det hele sejler for tiden« – sendes afsted med en kompleks blanding af sødme og sørgmodighed.
Lige så imponeret er jeg over Romeas evne til at betone hver en gentagelse af ordet »forvirret« i den hypnotiske ’Slip Slip’ med en ny, stadig mere intens følelse uden nogensinde at hæve stemmen. Og over albummets mest dystre sang, ’Bider det i mig’, hvor hun synger sangens mest knusende linje uden at give efter for fristelsen til at overdramatisere.
»Jeg er bange for, jeg er okay med at miste mig selv / så længe du er tæt på og ligger i min seng«, synger hun med tilbageholdt åndedræt, som om hun fortæller en spøgelseshistorie.
Der er ikke en dårlig sang blandt ’Sweetheart’s syv skæringer, men det er især de mørkere, tungere, mere elektroniske sange, jeg hører igen og igen.
Det gælder den pulserende, næsten afrobeat-klingende ’Slip Slip’ med sine hakkende, stønnende vokalsamples og sit ultrapræcise vers fra Mas, der dukker op med et køligt, tilbagelænet flow og et uforglemmeligt tilbud om at bruge hans hjerte som et fixerum.
Det gælder den kølige, blåtonede ’Bider det i mig’ med sin tågede keyboard-lyd bag de markante rytmer, der stiger og falder i intensitet med elegance og melodisk overlegenhed.
Og så gælder det ’Går på hænder’, der kombinerer solbeskinnet, balearisk house-idyl og et næsten funk-klingende guitarriff med en sær, æterisk kropsløshed, som om sangen befinder sig mellem virkelighed og drøm.
»Jeg har gjort mig pæn for dig / kig herhen«, synger Romea i klimakset, men hendes tilstedeværelse er gennemsigtig, nærmest spektral, og jeg spekulerer på, om jeg virkelig ville kunne se hende, hvis jeg vendte mig om og ledte efter stemmen, der synger så længselsfuldt i mit øre.
Hun synger som et flimrende fata morgana. Lysende klart det ene øjeblik, men forsvundet igen, før hemmelighederne er blevet afsløret.
Kort sagt:
‘Sweetheart’ er stærkt pophåndværk med melodisk overskud, detaljerige produktioner og udsøgte vokalpræstationer. Men det er Lea Romeas dragende hemmelighedsfuldhed, der virkelig gør ep’en til noget særligt.