Tilbage i 00’erne var det københavnske pladeselskab Escho stadig et obskurt foretagende, der primært stod bag udgivelser af avantgardistisk karakter, hvad end der var tale om jazz, metal eller outsiderrock. Det var længe før succeserne med Liss, First Hate og senest Snuggle.
Men i 2009 skete et nybrud i dansk musik. Escho udgav 300 eksemplarer af en selvbetitlet ep fra en gruppe københavnske teenagere, der kaldte sig selv Iceage. Det blev starten på en revolution i postpunk-landskabet. En revolution, der endda bredte sig som ringe i internationale farvande.
17 år senere har Iceage for længst – og igen og igen – cementeret sig selv som et af de vigtigste danske bands overhovedet. Et band, der altid tør lade sig forny, men aldrig går på kompromis med deres eget udtryk eller slækker på ambitionerne.
Det har resulteret i den formentlig mest konsekvent gode diskografi fra et dansk rockband på denne side af Sort Sols storhedstid. Hvad end Iceage har kastet sig over voldelig hardcore, sortsynet postpunk, støvet americana eller storladne kærlighedserklæringer, har frontmand Elias Rønnenfelt og co. spyttet den ene gode plade ud efter den anden.
I anledningen af, at Iceage 29. maj udgiver deres sjette album, ’For Love of Grace & the Hereafter’, har vi valgt at rangere alle studiepladerne fra rigtig god til allerbedst. Ep’er, liveudgivelser og opsamlinger som ‘Shake the Feeling: Outtakes and Rarities’ er ikke inkluderet på denne liste.
5. ‘Beyondless’ (2018)
‘Beyondless’ var den første Iceage-plade, hvor P6-lytterene ikke fik morgenkaffen galt i halsen, da de hørte singlerne. Produktionen var mere poleret, arrangementerne mere stramme, tempoet lavere, og så anstrengte Elias Rønnenfelt sig mere for ikke at lyde helt og aldeles bedugget.
Det – lad os bare kalde det, hvad det er – mere behagelige lydbillede gav plads til melodiske sange, som man faktisk havde nemt ved at synge med på. Blæserne på ’Painkiller’ var funklende og farverige som det røde albumcover, og duetten med amerikanske Sky Ferreira var et symbol på københavnernes nyfundne flirten med poppens verden og ikke mindst en stjernestatus, der rakte ud over de flestes forventninger.
Ligesom med forgængeren ‘Plowing Into the Field of Love’ søgte Iceage også nye græsgange på ‘Beyondless’. Strygere blev i endnu højere grad implementeret på den hårrejsende ’Take It All’, og koncertfavoritten ’Catch It’ bød på brug af wah-pedal i en sådan mængde, at man blev sendt tilbage til The Stooges’ debutalbum fra 1969. Det var første gang, Iceage lød sådan lidt classic rock-agtige.
‘Beyondless’ er den mest spiselige udgave af Iceage, men netop fordi det krakelerede udtryk fik en facaderenovering, er det også den plade, der i mindst grad sætter et unikt aftryk. Energien og vildskaben blev nedprioriteret til fordel for underskøn storhed, og selvom det monumentale titelnummer ligger i diskografiens top, så er ‘Beyondless’ bandets eneste plade, der savner en anelse mere af det der helt særlige Iceage-krydderi.
4. ‘Seek Shelter’ (2021)
Da jeg første gang så musikvideoen til ’Shelter Song’, hvor Iceage smilende omfavner deres venner og familie til lyden af gospelkor og en tekst om at beskytte dem, man elsker, blev jeg rørt til tårer. De altid spyttende og sparkende unge mænd viste pludselig en sårbarhed, en ømhed, jeg aldrig havde forestillet mig, de ville udtrykke som band.
Sådan viste ‘Seek Shelter’ helt nye sider af et band i konstant forandring. Om det skyldtes tilføjelsen af guitaristen Casper Morilla, at Iceage var draget til Portugal for at indspille med Sonic Boom fra Spacemen 3, eller at ny inspiration slet og ret havde åbenbaret sig, skal jeg ikke kunne sige. Men i al fald er det bandets mest varierede og nysgerrige plade til dato.
Idéerne står i kø på albummet, der spænder halvfjollet loungejazz (’Drink Rain’), stadionvenlig britpop (’Gold City’) og dansabel, Primal Scream-klingende psych (’Vendetta’). Der er en kerne af skrattende postpunk hele vejen igennem, men sangene breder sig ud over noget meget større.
Hvor ‘Beyondless’ var stilren og koncentreret, er ‘Seek Shelter’ legesyg og spraglet. Hver gang en sang ender, tager det næste nummer en ny drejning. Det er lyden af et band, der for alt i verden ikke vil sidde stille og sygne hen som et fortidslevn
Ikke samtlige numre står i dag tilbage som Iceage-klassikere, men pladen er aldrig kedelig. Og så hører ’Shelter Song’, ’Dear Saint Cecilia’ og ’The Holding Hand’ altså til blandt bandets allerbedste numre.
3. ‘New Brigade’ (2011)
Iceages debutalbum, ‘New Brigade’, var på alle måder et nybrud. Da det udkom, blev det beskrevet af Soundvenues anmelder som det måske bedste danske album siden Klichés ‘Supertanker’. Store ord, men ikke nødvendigvis usandt.
Det er efterhånden beskrevet et hav af gange, hvor mange bands – ikke bare i Danmark, men også internationalt – der startede i kølvandet på ‘New Brigade’ og tog inspiration både musikalsk og æstetisk fra Iceage. Af samme grund var det særdeles velfortjent, da albummet blev tildelt tredjepladsen på Soundvenues liste over århundredets 50 mest banebrydende album.
Det kan virke utroligt, hvilken tidevandsbølge der blev igangsat på trods af, at albummet varer 24 minutter og lyder som en affaldskværn på overarbejde. På trods af hylende vokaler, en rytmesektion på randen af totalt kollaps og hvinende guitarfeedback.
Men det er netop ikke på trods af, men i kraft af. Med ‘New Brigade’ lød punkmusik endelig farligt igen. Som noget man kunne skære sig på, noget man ikke kunne stå stille til, og som noget hvor man ikke var i tvivl om, at hver en strofe var dybfølt. En sand tæppebombning af sanserne.
At de fire venner i bandet var teenagere, da de udgav albummet, gør heller ikke ligefrem fortællingen mindre imponerende.
2. ‘You’re Nothing’ (2013)
Man kan argumentere for, at ‘You’re Nothing’ er den plade, hvor Iceage udvikler sig mindst fra det foregående album.
Det er til dels rigtigt i den forstand, at musikken stadig er rodfæstet i arrig, kompromisløs, hardcore-smagende punk – men det er også en misforståelse i den forstand, at Iceage tager deres geniale takter fra debutens klaustrofobiske støjinferno og løfter dem op på et internationalt niveau af sangskrivning og produktion.
Alt blev lidt klarere, lidt skarpere på ‘You’re Nothing’. Guitarmelodierne (og dem er der altså masser af under støjen) blev lidt tydeligere, Dan Kjær Nielsens ultraenergiske trommespil fik mere plads, og Rønnenfelts dyriske vokaler blev mere selvtillidsfulde.
’Ecstasy’ efterfulgt af ’Coalition’ var den perfekte åbning, ’Everything Drifts’ det samlende kampråb, og ’Morals’ – med sin hjemsøgende klaverrundgang – viste, at Iceage var klar og parat til at inkorporere sårbarhed i det ellers militante lydbillede. Stadig nihilistisk og brutalt, men mere fokuseret og ambitiøst.
Og når pladen rinder ud med titelnummeret, kan man ikke andet end at føle sig fuldstændig udraderet. De frådende gentagelser af »you’re nothing« sidder fast i ørene længe efter. Knap en halv times uforstyrret intensitet kulminerer i en eksplosion, der er lige så dragende, som den er truende.
1. ‘Plowing Into the Field of Love’ (2014)
I 2014 var Iceage pludselig gået fra at være unge københavnske rebeller, der slog sig selv til blods på Mayhem, til at være rockstjerner, der turnerede i USA og blev rost til skyerne i den internationale musikpresse. Det gav på alle måder blod på tanden til at hæve ambitionerne.
Et væld af nye indflydelser som Nick Cave og The Gun Club sneg sig ind i sangskrivningen på bandets tredje album, ‘Plowing Into the Field of Love’, og musikken blev ornamenteret med trompeter, mandolin og bratsch. Kun halvandet år efter ‘You’re Nothing’ blev Iceages katalog af hårdtslående punk suppleret med gotiske klaverballader og countryficerede soundtracks til værtshusslagsmål. Hele pladen oser herligt af beruset overmod og hedonisme.
Iceage blev med ét teatralske og dekadente. Lyrikken flyttede sig fra de første pladers simple billedsprog til mere fyldige historiefortællinger og nøjagtige beskrivelser af et indre følelsesliv. Og samtidig gik intet tabt på energifronten – tværtimod præciserede den mere rummelige produktion, helt præcis hvor hektisk og dynamisk et band Iceage var.
Iceages ubestridt bedste album er ‘Plowing Into the Field of Love’, netop fordi alt går op i en højere enhed. Kaos og komposition, energi og eksperimenter – og en veldoseret mængde sårbarhed.
Her viste de, hvor skabet skulle stå. Her hævede de barren for, hvad man kan forvente af dansk rockmusik. Og her cementerede Iceage, at de er de ubestridte konger af dansk postpunk på denne side af årtusindeskiftet.
’For Love of Grace & the Hereafter’ udkommer 28. maj.