Iceage

Danske hygge-indie, jeg fordømmer dig! De sidste ti år markerer et skift i landets musikkultur, men for dele af den såkaldte undergrund har det mest handlet om networking og tørst efter berømmelse. Der skal nogle teenagelømler til for at give et tiltrængt los i røven på forestillingen om, at en udenlandsk kontrakt er lig med internationalt format, og det er lige præcis, hvad københavnske Iceage leverer på et album, som kan vise sig at være definerende for en hel generation.

Jeg ved ikke, hvor al den vrede og angst stammer fra, men et bud kunne være at vokse op i en epoke med det mest indskrænkede politiske klima siden besættelsen. Iceage lyder som om, de kan kollapse hvert øjeblik, og som om de snubler over de melodier, der træder frem af kaosset. Som alle de bedste bands tror jeg ikke, de har en hujende anelse om, hvad de laver. Er det paranoid postpunk, er det hardcore i Minor Threats ånd, og er det meningen, at det indimellem lyder som tidlig thrash metal? Svaret er, at Iceage har helt sin egen lyd.

De kompromisløst korte eksplosioner på ‘New Brigade’ handler ikke om at spille godt eller om at synge karaoke efter udenlandske forbilleder, i stedet inkarnerer Iceage antitesen til det pæne og kedelige. Et blottet hjerte af vital ungdommelig energi der forvirret og rastløst taler direkte til dig. Det er netop det, der gør, at ‘New Brigade’ muligvis er det vigtigste danske album siden Klichés ‘Supertanker’.