Iceage annoncerer nyt album – hør det eksplosive åbningsnummer

Iceage annoncerer nyt album – hør det eksplosive åbningsnummer
Iceage. (Foto: Alva de Febvre)

For snart en måned siden udgav Iceage den rigtig gode single ‘Star’, som var bandets første nye sang i fem år.

Nu annoncerer det danske postpunkband, at der ikke var tale om en enlig svale, men at et helt album derimod er på trapperne. Det har fået titlen ‘For Love of Grace & the Hereafter’ og udkommer fredag 29. maj.

I forbindelse med annonceringen løfter Iceage desuden sløret for albumcoveret og tracklisten, ligesom det eksplosive åbningsnummer, ‘Ember’, kan høres allerede nu.

‘Ember’ fortsætter i samme iørefaldende og energiske spor, som bandet varslede med ‘Star’. Vi er langt fra den uforsonlige lyd, som Iceage brød igennem med i begyndelsen af 2010’erne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Sangene havde brug for at være umiddelbare, presserende, rå og hurtige«, fortæller forsanger Elias Rønnenfelt om albummet i en pressemeddelelse. »Vi ville prøve at afskære enhver unødvendig vægt. At fange udspring af energi er det, der motiverer os mest«.

I pressemeddelelsen afsløres det desuden, at det nye album er indspillet i Silence Studios i det landlige Sverige, hvor bandet i sin tid indspillede nyklassikeren ‘Plowing Into the Field of Love’ fra 2014. Ambitionen har været at indfange den samme intense energi, lyder det.

‘For Love of Grace & the Hereafter’ følger op på ‘Seek Shelter’ fra 2021. I mellemtiden har Rønnenfelt søsat en succesfuld solokarriere, der allerede har budt på hele to album – 2024’s ‘Heavy Glory’ og sidste års ‘Speak Daggers’ – samt det roste Dean Blunt-samarbejde ‘Lucre’.

Se tracklisten til det nye album herunder.

‘For Love of Grace & the Hereafter’
1. ‘Ember’
2. ‘Match Head Girl’
3. ‘The Weak’
4. ‘No Fear’
5. ‘Salve for Every Sore’
6. ‘Mother-of-pearl’ 
7. ‘Tender Blades’
8. ‘1835’ 
9. ‘Star’ 
10. ‘Lifetime’ 
11. ‘Holy Water’
12. ‘True Blue’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af