ANBEFALING. 1. januar dukkede en 16 minutter lang video op på YouTube, der virkede bemærkelsesværdig i al sin anonymitet. Thumbnailen et grynet billede af en buket gule påskeliljer i armene på en mørkeblå frakke, titlen ‘Lucre’ skrevet i minuskler. Videoen delt op i syv nummererede klip.
Selve uploadet er formentlig fløjet hen over hovedet på de fleste på sådan en kollektiv tømmermændsdag, men følger man Instagram-profiler for folk som Elias Rønnenfelt eller pladeselskabet Escho, så man måske alligevel linket dukke op i sløret af doom-scrolling.
Jeg ved ikke, om det var det forårsbebudende billede af blomster, eller om det var det var min forkærlighed for de personer, der delte linket på 1.-fucking-januar, der fik mig til at klikke, men jeg kunne mærke, at der var et eller andet, jeg måtte se. Jeg var mere end almindeligt overrasket over, at manden bag sidste års bedste danske album allerede havde en ny udgivelse ude. Og så endda sammen med Londons undergrundsfrelser Dean Blunt.
Konstante hamskifte
Rønnenfelt har næsten altid været forbavsende god til succesfuldt at skifte udtryk fra ét øjeblik til et andet. Særligt i starten af 10’erne stod han frem på den danske undergrundsscene som et hyperproduktivt multitalent, der kunne lege med hardcore, kammerpop, industriel synthpop og countryrock. På seks år udgav han tre album med Iceage, to med Marching Church og ét med Vår foruden at turnere verden rundt samtidig.
Indtil for nylig gik der lidt længere tid mellem de store projekter, men siden 2023 har Rønnenfelt udgivet digtsamlingen ‘Sunken Heights’, solodebuten ‘Heavy Glory’ og nu altså ‘Lucre’. Det mest forbavsende ved det hele er, hvor godt hans musikalske udgivelser lykkes med vidt forskellige ting.
Som nævnt er ‘Lucre’-ep’en et samarbejde med Dean Blunt og produceren Vegyn. Blunt har i halvandet årti spillede en kæmpe rolle på Londons undergrundsscene, både i eget navn med eksperimenterende popalbum som 2014’s ‘Black Metal’, som del af hiphop-projektet Babyfather og som udgiver af blandt andet hypede Bar Italias første plader igennem sit selskab World Music. Vegyn har i næsten lige så lang tid udgivet glitchy electronica og har blandt andet co-produceret Frank Oceans ‘Blonde’.
Ikke overraskende giver den her kombination Rønnenfelt mulighed for at udforske helt andre græsgange end vanligt. En udfordring, kunne man mene, men alt ved ‘Lucre’ lyder overskudsagtigt og dybt originalt.
Den poppede punker
Musikken på ’Lucre’ er markant anderledes sammenlignet med alt andet, Rønnenfelt har rørt ved. Sangene fremstår nærmest som demoer med gennemsnitlige spillelængder på lidt over to minutter, bygget op omkring ultrasimple digitale trommer og loopet soveværelsesguitar.
Det er klart Dean Blunts solomusik, der kommer mest til udtryk i instrumenteringen, men hvor hans musik ofte er omkranset af mystik og en vævende afstand til lytteren, giver Rønnenfelts dybtfølte, rå røst sangene en nærhed og en inderlighed.
Selvom man sjældent har hørt Rønnenfelt så nøgen og åben som på ’Close’ fra sidste års debutalbum, er det, som om der er barberet endnu flere lag af på ‘Lucre’. Sangen ’4’ er uden tvivl hans mest poppede øjeblik i karrieren med sin sødmefulde melodi og dansable rytme. Det nummer kunne sagtens skabe rammen om en svingom på en dårligt oplyst indieklub.
Ep’en rummer på sin korte spilletid overraskende mange stilarter, hvor både Rønnenfelts forkærlighed for outlaw-country og Blunt og Vegyns berøringsflade med hiphop kommer til udtryk. På ’6’ sørges der over tabet af en ven hen over tårefremkaldende slideguitar, og på ’2’ og ’5’ bliver der spyttet ad-libs og næsten rappet.
Kombination af en electronica-producer, en dogmatisk bedroom pop-musiker og en spydig punkforfatter kunne synes helt gal, men ‘Lucre’ falder selvfølgelig i kategorien genial med ep’ens konstante vekselvirkning mellem digital og organisk. For hvorfor skulle de dygtige parter ikke kunne fortsætte deres perlerække af imponerende udgivelser?
Hypemaskinen YouTube?
Fra et marketingssynspunkt virker det helt ude i skoven at udgive musik på en så utilgængelig måde, men visse eksempler på at udgive eksklusivt på YouTube, en vis persons Stem Player eller en ukendt, halv-obskur hjemmeside har vist sig at skabe mere hype end regulære udrulninger på streamingtjenesterne.
Netop det at ‘Lucre’ bare dukkede op på YouTube uden synlige spor af ophavsmænd, sangtitler eller andet omkransede netop udgivelsen med en dragende mystik. Og hvis der er noget, der får medier til at skabe hype, og undergrunden til at simre, så er det mystik.
Blunt har tidligere skabt lignende mystik med The Crying Nudes, og det er også svært ikke at tænke på Cindy Lees artpop-mesterværk af et trippel-album fra sidste år, ‘Diamond Jubilee’. Det dukkede også blot op på YouTube samt et website med et noget uddateret udseende, men er siden blevet lidt mere tilgængeligt på Bandcamp.
I starten af februar blev ‘Lucre’ udgivet på almindelige streamingtjenester, men det var altså efter, snebolden begyndte at rulle, og Pitchfork-anmeldelsen var landet. Spørgsmålet er så, om vi kommer til at se flere af den her slags udrulinger af musikudgivelser?
Cameron Picton fra Black Midi udgav i hvert fald en single på YouTube for nogle uger siden, som siden er kommet på Spotify, uden at lave meget larm omkring det. Skal vi skabe lidt velfortjent hype?
Ep’en ’Lucre’ er ude nu.