‘Heavy Glory’: Elias Rønnenfelts rørende landevejsdagbog gør ondt helt nede i maven
»Everyone’s gotta head nowhere fast / I’d rather head there than back,« proklamerer Elias Rønnenfelt hen over et livligt countrybeat på albumåbneren ‘Like Lovers Do’.
Rejsen fra oprørsk punksanger til selvgjort landevejstroubadour synes komplet.
Albummet ‘Heavy Glory’ blev til på en spontan DIY-turné ned igennem Europa med kun en akustisk guitar og en notesbog i rygsækken, kun en ustandselig iver som vejviser. Hver dag ville han forfatte nye tekster og komponere nye melodier. De blev skrevet for at holde den kreative ild i gang – men nu kan vi andre nyde dem som den modne, countryficerede debutplade fra Iceages forsanger.
Det første, der står klart, er, at Rønnenfelt er en utroligt garvet sangskriver. Numrene er velkomponerede, detaljerne velplacerede, og leveringen af både vokal og instrumentaler brænder igennem med passion og nerve.
Harmonika, kontrabas og violin lyder aldrig forceret eller klichéfyldt i hænderne på Rønnenfelt og hans velvalgte medmusikanter. De lyder som naturlige forlængelser af den udvikling, der startede på Iceages 10 år gamle mesterværk ‘Plowing Into the Field of Love’, og som bedst blev eksekveret – indtil nu – til bandets live-session på Copenhagen Contemporary i 2020.
Når det kommer til countrymusik (og i mange henseender også punk), er ærlighed alfa og omega. Heldigvis strømmer en selvransagelse ud af Rønnenfelt, som man kun kan tage hatten af for.
Når han på ‘Like Lovers Do’ om lastelige eskapader synger »So now you’ve crossed country through the air again / Storming out a cloud of X, K and cocaine«, kan man mærke en moden herre, der ikke behøver gemme hverken virkeligheden eller evnerne bag en mur af fræsende guitarer.
Hans singer/songwriter-tendenser er i den grad noget andet end moderbandets bombastiske rock og postpunk. Bevares, der kan trækkes spor til både Iceage og sideprojektet Marching Church i momenter, men i 2024 er Rønnenfelt for alvor en kunstner i egen ret.
Kærlighedssproget på ‘Close’ – en duet med Fauzia om modsætningsforholdet mellem beskyttelse og jalousi, når man afskærmer sin partner – bliver så ømt og ærligt, at selv læderjakkebærende og kæderygende kammerater fra Mayhem ville klemme en tåre.
»I just wanna be close to you / Are you looking at me / I’m outta control, baby / Now please just be sweet«, synges der, så det gør ondt helt nede i maven.
Samme ømhed mærker man på skæringer som Joanne Robertson-duetten ‘Soldier Song’ og ikke mindst den fabelagtige ‘No One Else’, hvis basgang lægger sig meget op ad Herbie Flowers’ legendariske ditto på Lou Reeds ‘Walk On the Wild Side’. Et anerkendende nik til en af de mange store sangskrivere, der formentlig har sat sit præg på Rønnenfelts karriere.
Og så er der teksten om den kærlighed, man fortryder, at man aldrig holdt fast i: »When I said I wanted nothing / That’s not really what I meant / Her kisses truly sweet like no one else / But I couldn’t keep my fingers to myself«.
Engang kunne man muligvis finde på at kalde Rønnenfelts tekster studentikose, men det er ingenlunde tilfældet i dag. Det engelske sprog udforskes nysgerrigt for at sige åbenlyse sandheder om kærligheden, men også som decideret poesi, hvilket Rønnenfelt sidste år udgav en hel bog med.
Selvom inspirationen fra skikkelser som Leonard Cohen, Bob Dylan og ikke mindst outlaw country-kongen Townes Van Zandt ligeledes er tydelig, er det umiskendeligt Rønnenfelt, der står bag. Hans herligt vrælende vokal er øjeblikkeligt genkendelig, og også den nærmest spyttende attitude, der stadig er i fuldt flor til Iceages koncerter, viser sig på ‘Heavy Glory’.
Netop ikonerne er for Rønnenfelt vigtige at anerkende, hvorfor debutalbummet også lukker med to covers. Noget spøjst, tænkte jeg, for er det virkelig sådan, man vil lukke og slukke for sit første fuldlængde-statement som solokunstner i eget navn? Der var imidlertid ingen grund til bekymring, for fortolkningerne er mageløse opsummeringer af Rønnenfelt som musiker.
Spacemen 3’s ‘Sound of Confusion’ (senere omdøbt til ‘Walkin’ With Jesus’), skrevet af et band, der åbnede Rønnenfelts øjne for transcenderende rockmusik som ung, starter roligt som mange af pladens sange, men vokser sig stor og distortet halvvejs. Som et pirret rovdyr viser Rønnenfelt tænder – han er stadig en rockmusiker uden frygt for diskant og kakofoni.
Helt omvendt eksemplificerer Townes Van Zandts ‘No Place to Fall’, at Rønnenfelt fremstår som en mindst lige så stærk vokalist, når den akustiske guitar er hans eneste følgesvend.
‘Worm Grew a Spine’ bør også fremhæves for netop at befinde sig i et mere rocket univers end resten af pladen. En lo-fi-agtig trommemaskine i relativt høj BPM kører derudaf, imens Rønnenfelt for en stund lader teatralskheden kamme over på den bedst tænkelige måde.
Mine tanker falder på The Voidz, men med en mere kæk fremføring end selv Julian Casablancas skabes der billeder af et uncanny festmåltid, hvor intet rigtig er, som det skal være. Og så er det måske den eneste sang i rockhistorien, der bruger det engelske ord for bælgfrugter (»legumes«), og det er i sig selv forfriskende.
Beslutningen om at lade den åbne landevej være grobunden for nye kompositioner er en af de bedste beslutninger, Rønnenfelt har taget i årevis. ‘Heavy Glory’ er en utroligt stærk musikalsk dagbog, hvor intet rigtigt falder igennem. Det er nogle af de bedste sange, manden har sit navn på – og det siger efterhånden ikke så lidt.
Kort sagt:
Iceage-frontmanden Elias Rønnenfelt har med sin countryrockede debutplade bevist, at han er en mere end habil solokunstner. Det er nogle af de bedste sange, manden har sit navn på.