’Jay Kelly’: Man må bøje sig i støvet for George Clooneys kraft
FILM. Jeg så Noah Baumbachs ‘Jay Kelly’ ved verdenspremieren på Venedig-festivalen, og det giver uden tvivl et ekstra lag til en film om at være filmstjerne i 2025 at se den et sted, hvor folk står i kø i timevis for at se de celebre gæster.
Hvor det, at nogen ankommer og kan spottes i få sekunder har karakter af et event på linje med de film, der bliver vist. For eksempel George Clooney.
Men selv hvis vi ser George Clooney, er også det en rolle, han spiller. Det slår Noah Baumbachs ’Jay Kelly’ fast med kærligt og komisk overskud i det nuancerede og rørende portræt af livet som moviestar. En film, vi ikke anede, vi drømte om.
Clooneys titelkarakter Jay Kelly er ikke ulig ham selv en af verdens største filmstjerner. »A hero of cinema«, postuleres det med småhånlige undertoner flere gange i filmen. Men i portrættet af skuespilleren som et menneske uden personlighed er Jay Kelly også virkelig meget en mand, hvis øjenbryn skal males op med sort tusch, så de ikke er for hvide.
Jay Kelly har ikke hentet et glas vand på egen hånd, siden han fyldte 23 år, hvor han fik sit livs rolle til sin vens audition efter at have slugt et billede af Marlon Brando som lykkeamulet. I de år, der er gået, har han forsømt så godt som alle andre end sig selv for at smæske sig i berømmelsens rus.
Så da vi møder ham på hans ældre dage, hjemsøges han af en følelse af, at han ikke aner noget om, hvordan man er nogen, fordi han lever af at spille skuespil. Både på skærmen, men også i det virkelige liv, hvor han er blevet så god til at lade som om, at han er Jay Kelly, at han ikke aner, hvem det er.
»Mit liv føles ikke virkeligt«, siger han igen og igen til de medarbejdere, han konstant er omgivet af: pr-damen Liz (altid seværdige Laura Dern), en stylist, en frisør (Emily Mortimer der har medforfattet manuskriptet), en sikkerhedsvagt og ikke mindst Kellys manager Ron (Adam Sandler), der er mere far for Kelly end for sine egne børn.
Alle er de bikarakterer med overdramatiske indre liv, som vi kun overfladisk stifter bekendtskab med, ikke fordi de ikke er velrundede, men som pointe: De er lænket til at stå i skyggen af hovedkarakteren.
Og da Jay Kelly bliver ramt af både dødsangst, da hans gamle instruktør dør, og tom rede-panik, fordi hans collegeklar datter Sandy skal til Europa i to uger med sine venner, sætter hele holdet himmel og jord i bevægelse for at hjælpe ham med at følge efter hende. De ved alle sammen, at det er en elendig idé, undtagen filmstjernen, som det er en stor fryd at se på slap line som pinlig far.
En togtur fra Paris til Toscana bliver forvandlet til et helt lille teaterstykke, hvor Clooney får lov til at flekse alle sine nuancer af larger than life med noget manisk nedenunder.
Generelt er ’Jay Kelly’ en opvisning i veldrejede scener, som skifter kurs hele tiden. Det står klart tidligt i filmen, da Billy Crudup pludselig dukker op og viser, at han lige så godt kunne have været Jay Kelly.
Undervejs ser vi Kellys hvide hørjakkesæt få tilpas med krøller, i takt med at hans crew og performance så småt ebber ud.
Der er en meget god grund til, at det som regel er verdens mindste violin, der spiller for historier om verdens Jay Kellyer. Og på papiret havde jeg ikke regnet med, at Baumbachs version af ‘Masser af succes’ ville være særlig meget andet end et Hollywood-handjob.
Instruktøren har endda været meget ærlig om, at historien udspringer fra hans eget skrøbelige ego, efter hans akavede Don DeLillo-filmatisering ’White Noise’ ikke fik helt vildt gode anmeldelser.
Men Baumbach har også sagt, at han ønskede at forelske sig i filmkunsten igen med ‘Jay Kelly’, og det kan man konstant mærke. Og George Clooney efterlader ingen tvivl om, hvor svært det er at puste så meget nerve ind i en skal af et menneske.
’Jay Kelly’ handler om, hvordan det er at være kendt. Men ikke på en måde, hvor det er meningen, vi skal have ægte ondt af den succesfulde mandlige filmstjerne og hans eksistentialistiske prøvelser. I stedet er det en overskudskomedie, der morer sig med at fejre alle de ting, vi elsker ved filmstjerner, samtidig med at den konstant minder os om, at intet af det er virkeligt.
Det er ikke nok at sige, George Clooney har sit livs rolle, for ’Jay Kelly’ redefinerer, hvad det overhovedet vil sige. Det er hans livsrolle.
Kort sagt:
George Clooney får os til at føle alt som Jay Kelly, selvom han spiller en mand, der ikke findes. Selv den hårdeste skeptiker må bøje sig i støvet for stjernens kraft og fælde en tåre til sidst.
Først anmeldt ved verdenspremieren på Venedig Film Festival i august.