’White Noise’: De brillante scener står i kø i Noah Baumbachs dødsangstfilm med Adam Driver og Greta Gerwig
Der er meget at holde af i Noah Baumbachs nye Netflix-producerede film.
Dens mix af genre – (sort)komedie, thriller, gys, familiedrama, katastrofefilm. De mange filmreferencer. De filosofiske tanker om døden, Hitler og supermarkeder. 80’er-æstetikken og den cinematiske skønhed. Filmens magiske dansesekvens under rulleteksterne til slut!
’White Noise’ er et sansebombardement, båret af fremragende skuespillere og en begavet instruktør, Noah Baumbach, der har gjort en såkaldt ikke-filmatiserbar roman filmatiserbar.
Filmen har fællestræk med Baumbachs familiefortællinger ’The Squid and the Whale’, ’The Meyerowitz Stories’ og ’Marriage Story’, men bevæger sig samtidig et pænt skridt væk fra instruktørens vante territorium. I ’White Noise’ er galgenhumoren in your face, og de mere hjerteskærende scener fra de tidligere film skal man lede længe efter.
Filmens rammefortælling er nemlig sat op af Don DeLillos postmodernistiske klassiker af samme navn fra 1985. Vi følger en sammenbragt forstadsfamilie og deres relativt almindelige liv i 80’ernes USA. Storcentre, stationwagons, pangfarver, stort krøllet hår, samt ’moderne’ teknologier og en ny forståelse af sundhed, som ændrer livet for familien og i sidste ende avler den dødsangst, der er historiens nøgle.
Omdrejningspunkt er den midaldrende universitetsprofessor, Jack Gladney, spillet formidabelt af Adam Driver med god farmave og et konstant besvær med at komme frem. På få sekunder går hans karakter fra at være en selvsikker kappeklædt professor med mørktonede briller til en bekymret familiefar, der til tider er overbeskyttende over for sine enormt selvstændige og begavede børn og stedbørn.
I sit professionelle liv er Jack Gladys en stor kanon inden for Hitler-studier i USA, og trods hans manglende evne til at tale tysk tryllebinder han skolens elever og sine professorkollegaer med sine fortællinger om nazi-lederen, der sjældent nævner noget om Holocaust eller jøderne for den sags skyld.
Anderledes er Jacks kone, Babette (Greta Gerwig), på overfladen den klassiske omfavnende, blide mor, som man kender dem fra 80’er-film som ’Stand by Me’ og ’E.T’, og som holder styr på familien. Men som ikke desto mindre dækker over sin egen gedulgte hemmelighed.
Denne hemmelighed kommer op til overfladen, da en luftbåren gift slipper ud i området og lægger en sort sky over himlen, og familien på bedste katastrofefilm-maner må evakueres og søge i sikkerhed midt i et inferno af kaos og desperation.
Det episke katastrofescenarie til trods er filmens største force stadig Baumbachs karakteristisk vittige og hurtige dialog. Særligt en undervisning-duet på universitetet, hvor Jack Gladys sammen med en kollega (Don Cheadle) kommer frem til, at Elvis Presley og Hitler måske ikke var så forskellige igen, er fænomenal. Faktisk er samtlige scener i undervisningsmiljøet brillante, også når underviserne har højtravende intellektuelle samtaler om hverdagsscenarier i kantinen, hvor blandt andet Outkast-rapperen André 3000 sidder til bords.
’White Noise’ handler især om frygten for døden. Døden som både uundgåelig, håbefuld og smertefuld. Det er en film om dødens fravær, som i åbningsscenen, hvor Don Cheadles professor fortæller om Hollywood-bilstunts, der ofte fremstår som poetisk smukke uden at vise virkelighedens makabre brutalitet. Men selv i dens fravær er den altid til stede, for filmen viser også, at døden er som en superstruktur, der altid er lige over os.
Det kan lyde som et sortsynet, nærmest nihilistisk, blik på livet, men særligt filmens sidste del, som udspiller sig på noget så besynderligt som et tysksproget-nonnehospital, skaber et aparte håb.
Filmen falder en smule i gennemslagskraft, efter den giftige katastrofe ebber ud, men ellers har Noah Baumbach skabt en stor oplevelse, som man bør opsøge i biografen inden Netflix-premieren senere på måneden.
Og bliv nu endelig hængende under rulleteksterne, hvor LCD Soundsystems første sang i fem år, ’New Body Rhumba’, som er lavet til filmen, er lydtapet til en vidunderlig sekvens.
Billedet af André 3000, der danser med en småkagekasse, brænder sig i hvert fald fast på nethinden.
Kort sagt:
Noah Baumbachs ’White Noise’ er et overflødighedshorn af lækre scener, leg med genrer, formidabelt skuespil og fængslende dialoger. En stor filmoplevelse.