’Langt fra løgnen’: Ny satirepodcast udfylder tomrummet efter ’Tæt på sandheden’
PODCAST. De siger det faktisk selv: ’Langt fra løgnen’ er en »lige lovligt hypet podcast«. Men hypen giver mening.
For podcasten samler flere af de kræfter, der tidligere stod bag det folkekære satireprogram på DR ’Tæt på sandheden’, og forsøger at udfylde det tomrum, som Jonathan Spangs exit efter anklager om grooming og grænseoverskridende adfærd efterlod.
Siden hans afgang har der været savn efter et sted, hvor satirikere spidsfindigt og spydigt vender ugens politiske og kulturelle kaos i et kort, kyndigt og knivskarpt nyhedsoverblik.
Og det er på trods af, at podcasts med personer, der snakker om alting mellem himmel og jord uden rigtigt at komme nogen steder hen ikke er en mangelvare i Danmark.
Alligevel formår ’Langt fra løgnen’ at indtage rollen som en arvtager til det dominerende satirekongedømme, der engang var, og træder frem som en spøgende, åndelig kronprins i dansk satire.
Det spiller ret godt.
I bund og grund fungerer podcasten som et redaktionsmøde med åben mikrofon, hvor journalist Sebastian Kanani og komikertrioen Michael ’MC’ Christiansen, Martin Nørgaard og Morten Wichmann diskuterer, hvordan man mon kunne lave et program, hvis nu at Jonathan Spang ikke var persona non grata.
I første afsnit går de direkte i kødet på kommunalvalget, som hurtigt viser sig som en guldgrube af jokes og farverige karakterer, som de kan plukke fra det demokratiske frugttræ.
Mest spektakulært er portrættet af Sikandar Siddique, fra hans flytning fra Herlev til København for at kunne stille op i byrådet, til anklagen fra politiker Laura Lindahl om, at han skulle have banket på hendes dør midt om natten til et kursus.
Panelet gengiver hans svar med knipsende begejstring:
»Jeg kan godt se, at man gerne vil tegne et billede af mig som en stor og farlig, brun mand, men jeg kan altså kun ryste på hovedet af det. Nu er Laura Lindahl ikke for fin til at bodyshame mig«, har han selv skrevet i et debatindlæg.
Komikerne kalder det en form for »woke-jiu jitsu«, hvordan han vender anklagen tilbage mod afsenderen, mens Kanani bliver ved med at snige sig tilbage til det samme spørgsmål: Hvor meget vejer Siddique egentlig? Men det vil partiet ikke svare på.
I andet afsnit bevæger de sig blandt andet videre til kommunalvalgets mest groteske drama i Middelfart, hvor Ulla Sørensen på rekordtid går fra lokal helt til politisk Judas. Hun skifter parti natten over, sikrer sig magtens nøgle. Troede man. I sidste ende bliver det Anders Møllehave, der ender som borgmester, med Ullas mandat som springbræt. Hun indrømmer: »Jeg har aldrig ønsket at blive borgmester. Jeg ville bare være forhandlingsleder.«
Panelet eksploderer i joke-brainstorm: »I troede nok, vi begik mytteri med det her skib, jeg har sejlet med i 30 år, for at blive kaptajn. Men det var for at blive skibskok«.
MC tilføjer reference fra ’Paradise Hotel’: »Hun er også sådan en, der står med sådan en bold i Paradise, man skal kaste på et tidspunkt… Vi er ikke begyndt at filme. Ulla, vi tager den lige igen.«, og insinuerer at hun ville kaste kuglen lang tid før kameraholdet har stillet sig på plads.
De tidligere forfattere på programmet forsøger altså at forbedre et tv-program, der aldrig skal sendes; et »phantom-program«, som de kalder det. Som en forfest uden bytur eller et forspil uden samleje, som kritikere nok ville formulere det.
Men som det er med de fleste forfester og – ja forspil – kan det vise sig, at de nogle gange er lige så underholdende – hvis ikke mere – end selve byturen… og samlejet. Har jeg hørt.
Og det er faktisk tilfældet her. For det er imponerende, hvor hurtigt komikerne skyder jokes af sted, og det bliver tydeligt, at det måske ikke var Jonathan Spang, der var den drivende jokemotor i ’Tæt på sandheden’, men snarere de bagvedliggende komikere, der lynhurtigt skar humoren og energien ud af situationerne.
Og selvom Kanani har svært ved følge med – forståeligt – fungerer han som den rolige straight man, der holder styr på kaosset, mens komikerne får lov til at folde deres skarpe og til tyder dybt foruroligende satire ud.
Podcasten er ikke fri for småskønhedsfejl. Det er lidt en udfordring at holde styr på, hvem der siger hvad, og indimellem bliver redaktionsmøde-fornemmelsen lidt for … ja, redaktionsmøde-agtig. Især i momenter i første afsnit, hvor materialet virker uforberedt og falder lidt til jorden. Men forhåbentlig er det en børnesygdom, for andet afsnit viser med al ønskelig tydelighed, at potentialet er stort.
Det er ingen hemmelighed, at Radio IIII har kæmpet med lyttertal siden kanalens turbulente fødsel, og de svingende kurver har da også fået direktøren til at erklære lytterstatistikkerne for fortid. Slut med at tjekke, hvor mange der egentlig får glæde af de 100 millioner kroner, som staten hvert år sender af sted til kanalen. Lukker man øjnene, forsvinder solen jo.
Men hvis ’Langt fra løgnen’ ender med at blive den reelle arvtager til det monsterpopulære ’Tæt på sandheden’, kan det måske give lyttertælleren på Radio4 en levende puls.
Kort sagt:
’Langt fra løgnen’ samler trådene fra Spang-æraen op, udnytter kræfterne bag kulisserne og træder frem som en værdig – og meget velkommen – åndelig kronprins i dansk satire.
Podcasten er anmeldt på baggrund af de første to afsnit.