ÅRET DER GIK. Efter et noget blodfattigt 2024 skal man være mere end almindeligt bitterpessimistisk, hvis man skal klage over det forbipasserende danske filmår.
Jeg kan i hvert fald ikke på stående fod huske, hvornår dansk film sidst har kunnet mønstre en så bred alsidighed i samklang med et så prangende niveau som i 2025.
De etablerede, bredtfavnende navne har leveret varen med Anders Thomas Jensens ’Den sidste viking’ og Paprika Steens ’Det nye år’ – intelligente, sjove og spiddende film lavet af boomergenerationen, der har siddet på dansk films trone i et kvart århundrede.
Med Oscar-nominerede ’Pigen med nålen’, Jeppe Røndes incestdrama ’Kærlighedens gerninger’, Joshua Oppenheimers ’The End’ og Mathias Broes lovende ’Sauna’ fik vi desuden dristige film af den slags, der afsøger kunstneriske og tematiske grænser.
På dokumentarfilmfronten står vi tilbage med meget forskellige højdepunkter som den internationale ’Mr. Nobody Against Putin’ – årets danske Oscar-kandidat – den eksperimenterende ’Mors drenge’, ’Testamentet’-opfølgeren ’Faderen, sønnerne og helligånden’, cirkusarvsfortællingen ’En plads i manegen’ og den flotte koncertfilm ’The Minds of 99 – tre døgn i Parken’.
Der var omsider indtil flere vellykkede børnefilm med ’Børnene fra Sølvgade 2’, ’Lotte & Totte’, ’Honey’ og selvfølgelig den enestående kommercielle succes med ’Ternet Ninja’-trilogien, der nåede sin afslutning.
Og ikke mindst fik vi adskillige debutfilm, der afgav løfter om talent af den støbning, der kan komme til at definere dansk film i mange år frem. ’Det andet offer’, ’Min evige sommer’, ’Sauna’, ’Se gennem Aske’, det hæsblæsende thrillerdrama ’Hele vejen’, den færøske Nordisk Råds Filmpris-vinder ’Det sidste paradis på jord’ , stenalderactionfilmen ’Fremmed’ og det fine mor-datter-mor-drama ’Ingen kære mor’. En sjældent slagkraftig debutantpulje.
Når selv en film, som har skabt usædvanlig offentlig polemik på grund af ballade bag linjerne (’Herkules falder’), og en opfølger på en problematisk ungdomsfilm (’Smukkere’) viser sig at være fintfølende oplevelser, vokser træerne nærmest ind i himlen.
Den samme fornemmelse kan man få, når årets billettopscorere foruden Anders Matthesen som Tommy Seebach i ’Under stjernerne på himlen’, Christoffer Boes flotte ’Rejseholdet’, ’Den sidste viking’ og ’Ternet Ninja 3’ også tæller et særdeles stille drama om en hjemmehjælpers udfordringer i Sønderjylland. ’Hjem kære hjem’ solgte små 200.000 billetter.
Men var der da slet ikke noget dårligt at sige – noget at savne og efterlyse?
Det stilistiske udtryk bliver ofte lidt for pænt og sikkert. Og så kunne man fortsat godt ønske sig en stærkere kongruens mellem nye talenter, fortællemæssigt mod og publikums interesse. Men med flot tilstrømning til film som ’Det andet offer’, ’Pigen med nålen’ og altså tredje film i Frelle Petersens Sønderjyllands-trilogi er det et ønske, der flere steder er gået i opfyldelse.
Her kommer Soundvenues kåring af årets 10 allerstærkeste danske film:
10. ’Kærlighedens gerninger’
Kun et par tusinde danskere fandt vej til Jeppe Røndes lige dele smukke og foruroligende ’Kærlighedens gerninger’, og mon ikke mindst et par hundrede af dem ville ønske, de aldrig havde indløst billet. En film om et incestuøst forhold mellem to søskende, der langt fra utvetydigt fordømmes, er alt andet lige et særsyn fra en dansk instruktør.
Men den resterende del af det alt for lille publikum har fået sig en oplevelse, der bliver siddende i kroppen. Først og fremmest er der tale om en udsøgt stilistisk komponeret film i billeder, produktionsdesign og lyd, som giver baghjul til det meste andet, der bliver lavet herhjemme.
Og uanset om man kan kapere historien om en kvinde, der opsøges af sin bror hos den sekt, hvor hun har søgt tilflugt, må man give Rønde point for sårbart og ærligt at fortælle i interviews om de selvbiografiske rødder, fortællingen stammer fra.
’Kærlighedens gerninger’ føles personlig, men ikke privat eller selvblind. Dens kunstneriske ambitionsniveau er svimlende.
Kan ses i biografen.
9. ’Mr. Nobody Against Putin’
Det er sjældent, at en dokumentarfilm bliver udvalgt som dansk Oscar-kandidat, men i tilfældet ’Mr. Nobody Against Putin’ giver det rigtigt god mening.
Det er nemlig også sjældent, at man har fået et så konkret hverdagsindblik i, hvordan Putin-regimet forvandler det russiske samfund i lyset af Ukraine-krigen. Hvordan skolelærere, der tidligere har haft mulighed til at inspirere eleverne med deres eget personlige islæt, tvinges til at indføre militant indoktrinering på en måde, der kvæler al virkelyst og de uskyldige børns frie tanke.
Filmen er instrueret empatisk af den herboende amerikaner David Borenstein og produceret af danske Helle Faber med et overvejende dansk filmhold. Dens egentlige helt er dog den unge lærer Pavel Talankin, der modigt sætter sig for at dokumentere, hvordan hans skole forvandler sig til et center for rendyrket statslig propaganda.
Pavel har en humoristisk vinkel på absurditeterne, der får det hele til at glide ned, indtil det dæmrer for én, hvor både uhyggeligt og effektivt det er at sætte ind fra barnsben, når man vil skabe en nation af kampklar soldater.
’Mr. Nobody Against Putin’ er en af den slags film, der understreger, hvor vigtig dokumentarkunstens vidnesbyrd kan være.
Kan ses på DR TV. Læs Soundvenues annmeldelse.
8. ’Det nye år’
Paprika Steen afrundede sin trilogi om danske fællesskaber med stor succes. Efter familien stod for skud i julefilmen ’Den tid på året’ og forældreskabet i lejrskolefilmen ’Fædre og mødre’, var turen kommet til venneflokken i nytårsfilmen ’Det nye år’.
Instruktøren og hendes faste medforfatter Jakob Weis skabte deres hidtil stærkeste følelsesmæssige og oprigtige oplevelse gennem fortællingen om en gruppe venner, der mødes til fest i lyset af tabet af manden, som var den enes husbond og den andens bedste ven. Undervejs vælter skeletterne ud af skabene, og Tuva Novotny stråler i centrum som den mest klartseende i en flok af forstillelser og selvbedrag.
Sjovt er det selvfølgelig også, og Lars Brygmann indtager billedet som den voldsomt belastende overlæge, der som Novotnys nye kæreste ripper op i flokkens påståede harmoni.
At nogen kan falde for denne overfølsomme, spansksyngende og nævenyttige mandsperson kan være svært at forstå, men det ender også som en pointe i sig selv.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’Se gennem Aske’
Lige som man troede, der ikke var mere film eller serie at komme efter om en hovedperson, der swiper rundt på apps efter kærligheden eller heling af et knust hjerte, landede den lille perle ‘Se gennem Aske’.
Mens vi ser fortryllede iPhone-optagelser af fyren Christians første teenageforelskelse i den smukke fyr Aske, er stemningen en helt anden i nutiden, hvor vi følger ham flere år efter deres brud. Her er han en 22-årig universitetsstuderende, der flakker ensomt rundt i Aarhus og håber, at heartbreaket snart går over, hvis han bare knalder nok fremmede.
Men det bliver ved med at gøre ondt, og det gør det også at se ‘Se gennem Aske’. Heldigvis ikke på en måde, hvor den unge mands homoseksualitet virker overdrevet fatal eller destruktiv, nej, han var faktisk bare et normalt ungt menneske, der bliver en lille smule vanvittig af hjertesorg.
Hovedrolleindehaver Rex Leonard var lidt af en åbenbaring med sit årvågne blik, tiltagende grænseoverskridende adfærd og naturlige komik.
I et år med mange flotte debutfilm i det danske filmlandskab var instruktør Ludvig C. N. Poulsen ikke en af dem, der tiltrak sig mest opmærksomhed. Men selvom ‘Se gennem Aske’ er en lille film, er den udført med stort mod, personlighed og underspillet humor. Opdag den!
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’Den sidste viking’
Meningerne er nok i virkeligheden mere delte om Anders Thomas Jensens nyeste film, end det svimlende billetsalg (der har gjort ’Den sidste viking’ til instruktørens bedst sælgende) og de flotte anmeldelser ellers indikerer.
Men det er vel faktisk en god ting. For ganske vist er manden bag film som ’Blinkende lygter’ og ’De grønne slagtere’ efterhånden et folkekært nationalklenodie, men han laver immervæk film, hvor kvinder bliver banket i gulvet for et godt ord, hvor der bliver gjort tykt grin med diagnosesamfundet, og hvor en svensker med arabisk afstamning går rundt og kalder sig Heinrich Himmler. Det skal da helst vække bare en lille smule røre i andedammen!
Mere end at udfordre sig selv i nye retninger – som i ’Retfærdighedens ryttere’ – er ’Den sidste viking’ i høj grad Anders Thomas Jensen back to basics. De samme skuespillere, den samme fortælling om excentriske outsidere, der finder et hjem i hinandens særheder, den samme grovkornede humor.
Skabelonen fra ’Blinkende lygter’ er intakt, men det virker. Det er vanvittigt, det er sjovt, og det er til sidst også underligt bevægende, når Beatles møder Abba med en komplet tonedøv Mads Mikkelsen på elguitar.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ’Pigen med nålen’
Meget har været skrevet om ’Pigen med nålen’, fra de autentiske rødder i den uhyggelige sag om seriemorderen Dagmar Overby til Cannes-udtagelsen og den flotte Oscar-nominering.
Men lad os her lige opholde os ved, at en sorthvid, stilistisk eksperimenterende film om barnemord i mellemkrigstidens København er årets fjerde mest sete danske film med en kvart million billetter. Det er ikke et kvalitetsstempel i sig selv – men det er satme imponerende!
Og hvor er det dog dejligt, at så mange danskere har fået rykket grænserne gennem den Polen-bosatte svensker Magnus von Horns lige dele surrealistiske og socialrealistiske fortælling om Vic Carmen Sonnes unge fabriksarbejder, der ad omveje ender i favnen på Trine Dyrholms mystiske slikbutiksindehaver Dagmar.
Fra første sekund er filmen både som et mareridt og en drøm, og selvom true crime-rødderne overtager en smule til sidst, er ’Pigen med nålen’ en uhyre gennemført iscenesættelse med to overrumplende troværdige skuespilpræstationer i front.
Kan ses på Prime Video, Grand Hjemmebio, Blockbuster m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Hjem kære hjem’
Hele tre unikke danske filmtrilogier fik en værdig afslutning i år. I selskab med ’Ternet Ninja’ og Paprika Steens fællesskabsfilm er Frelle Petersen med afstand den mindst flashy. Den med færrest replikker, den mest uanseelige billedside, de mindst dramatiske plotspor.
Og det er netop det, der gør den sønderjysk forankrede hjemstavnstrio af ’Onkel’, ’Resten af livet’ og altså ’Hjem kære hjem’ helt enestående. Det er diskret humanistisk realisme, som tilmed har fundet et stort publikum.
I ’Hjem kære hjem’ gælder det historien om den nyuddannede hjemmehjælper Sofie (trilogiens hjerte Jette Søndergaard), der med et opslidende job, tilværelsen som solomor og en uberettiget anklage fra en borgers pårørende trænges længere og længere op i en krog.
Instruktøren tager sig god tid til at følge sin hovedkarakter i arbejdets rutiner og menneskelige møder, så vi lever os dybt ind i hendes liv og hendes arbejdes betydning og bliver desto mere harmdirrende forargede, når retfærdigheden byder hende imod.
Havde man erklæret den samfundsbevidste socialrealisme for død, er ’Hjem kære hjem’ det direkte modbevis. For skabes det med tilpas klarsyn, har vi stadig brug for at blive anfægtet af de menneskelige skæbner blandt helt almindelige danskere. Tak til Frelle Petersen for at vise vejen.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Grand Hjemmebio m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Mors drenge’
Jesper Dalgaard leverede et stort slag i den dokumentariske bolledej med ’Kandis for livet’, der blev anklaget for manipulerende iscenesættelser.
Så med hans nye film skulle det ikke hedde sig. ’Mors drenge’ er iscenesat helt ind til benet, så det er en både eksperimenterende og underholdende fryd.
Udgangspunktet er Adrian Hughes dramatiske familiehistorie som forløst i podcast-fænomenet ’Mors afskedsbrev’, men heldigvis er dokumentaren ikke blot en pligtskyldig genopridsning af forløbet omkring den tyranniske mor og hendes ubønhørlige farvel til sine drenge.
I stedet udvider filmen sigtet, så både Adrians brødre og ikke mindst deres far træder ind i centrum. For hvor var faren egentlig, da det hele stod på?
Dalgaard iscenesætter situationer med skuespillere som Asta Kamma August og Birthe Neumann for at få de virkelige brødre til at genopleve og forstå deres traumer, og effekten er nærmest rystende bevægende.
Iscenesættelsesgrebet kender vi fra tidligere dokumentarhovedværker som ’The Reunion’, ’Fire døtre’ og ’Rekonstruktion Utøya’, men det gør ikke ’Mors drenge’ mindre interessant eller velforløst.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Det andet offer’
Skal vi udnævne én film til årets danske sensation, må svaret være ’Det andet offer’. Zinnini Elkingtons debut blev fortjent hyldet af anmelderne, og også publikum responderede stærkt på det gribende lægedrama. Små 90.000 mennesker indløste billet, og filmen vil utvivlsomt få et stærkt liv på streaming. Måske er den ligefrem på vej mod egentlig dansk klassikerstatus.
Elkington viste på helt eksemplarisk vis, hvordan man kan puste både fortællemæssig nerve og æstetisk kant ind i en grundskabelon – hospitalsdramaet – som ellers hurtigt kan strande i klicheer. Historien om den kapable læge, der presses længere og længere ud efter et fejlskøn, var et både menneskeligt og samfundsmæssigt påtrængende portræt.
Miljøskildringen føltes komplet overbevisende, samtidig med at de lange takes, det fine arbejde med nærbilleder og produktionsdesign og det stramme manuskript gjorde filmen lige så nervepirrende og stilistisk frapperende som en thriller.
Det eneste problem: Der bliver noget at leve op til for Zinnini Elkington næste gang!
Kan ses på HBO Max, Grand Hjemmebio, Blockbuster m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’Min evige sommer’
Den ser ikke ud af meget, ’Min evige sommer’. En ung pige i et sommerhus med sin far og mor. Slentrende feriedage. Indholdsløse samtaler. Små hverdagskonflikter.
Men under overfladen er Sylvia Le Fanus debut en stor film. For Fannys mor er syg af kræft, og det bliver familiens sidste sommer sammen. Desperationen, frygten og sorgen trænger sig på, men den bobler sjældent op til overfladen, den bliver liggende som mellemrum i stilheden – som den så ofte gør i virkeligheden.
Det er da også fra virkeligheden, nærmere bestemt instruktørens egen, at Le Fanu har hentet historien, og måske er det det, der gør hendes synsvinkel fra Fannys både teenagegenstridige og angstfulde øjne så troværdig.
Desto mere imponerende er det faktisk, hvor tilbageholdt filmen er i sit drama. Klipningen er usentimentalt elliptisk, og de afmålte scener er for det meste alt andet end nøglesamtaler forud for det sidste farvel. Så når følelserne kommer – som ved et rundbord med venner samlet omkring moren – rammer det hårdt og uforglemmeligt.
Langsomt skal Fanny (spillet af en fremragende Kaya Toft Loholt) forstå, hvad der er ved at ske. Hvem hendes mor var. Og hvordan hun kommer videre. Vi føler med hende hele vejen i en af de bedste film fra krydsfeltet mellem sorg og coming-of-age, vi har set.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.