’Hjem kære hjem’: Dansk instruktør er en mester i at sætte gang i publikums følelser – både grin og gråd
»Der er ikke tid til at tørre af«, får den nyuddannede hjemmehjælper Sofie at vide af sin kollega under oplæringen på dagens første besøg.
Man kan lige så godt lægge viskestykket fra sig og lade opvasken stå i tørrestativet. Hjemmehjælperen har nemlig kun fået afsat 25 minutter til opgaverne i en ældre kvindes hjem, og der er vigtigere ting at nå.
Omsorgen skal med andre ord effektiviseres.
Den kendsgerning står smerteligt klart i Frelle Petersens gribende hjemmehjælperdrama ’Hjem kære hjem’, som afslutter den 45-årige instruktørs fremragende sønderjyske hjemstavnstrilogi også bestående af ’Onkel’ og ’Resten af livet’.
De første to stille dramaer handlede om sympatiske sønderjyder, der kæmper med at sige følelser om længsel og sorg højt til deres nærmeste. De handlede i høj grad også om at yde omsorg for hinanden på underspillet, men ikke mindre stærk facon. Dermed er det ret oplagt, at Petersen nu sætter omsorgsarbejdet som profession i fokus.
Igen spiller Petersens faste samarbejdspartner Jette Søndergaard den sympatiske protagonist med det tilbageholdne ydre, som man med det samme holder helt og holdent med – også når hun senere i filmen ikke er den bedste udgave af sig selv.
Sofie tager sit arbejde seriøst, og selvom hun ikke har megen tid, yder hun sit bedste for de ældre medborgere, spillet af amatørskuespillere, der sætter pris på hendes nærvær.
Derfor fyldes man som publikum med en dyb vrede, da en uretfærdig og voldsomt provokerende datter til en af borgerne klager over Sofies indsats og igangsætter en ond spiral for den pressede hovedperson. Sofie bryder sammen og mister alt overskud, hvilket både går ud over arbejdet og forholdet til hendes 10-årige datter Clara, som hun deler med sin eksmand.
Frelle Petersen beviser igen eftertrykkeligt, at han er mester i at sætte gang i publikums følelser – både grin og gråd – med sine vanligt nedtonede, nære fortællinger om små, hverdagslige skæbner.
For det skærer forfærdeligt i hjertet, når omsorgspersonen ikke selv får den tiltrængte omsorg fra sin familie. Og filmen vækker tilsvarende glædestårer, når hendes tætteste kollegaer rækker ud og støtter hende.
’Hjem kære hjem’ er ikke bleg for at skildre den mest uskønne del af arbejdet. Ligesom ’Onkel’ tog os med til dyrlægens behandling af en kos vaginalprolaps, skyer kameraet heller ikke i den nye film fra at vise både penisvask, bleskift og stomiposejustering.
En central pointe er dog, at hjemmehjælperjobbet ikke kun handler om at tørre røv. Det handler i høj grad også om relationer. For de til tider ensomme ældre mennesker længes efter samvær, nogen at tale med. Og for flere af dem er Sofie deres nærmeste menneskelige kontakt.
Derfor lader Petersen os af og til blive hængende i scenerne fra de ældre borgeres hjem, efter hjemmehjælperen er gået. De gamle mennesker sidder alene i deres stuer kun i selskab af larmende stilhed eller et fjernsyn – omgivet af portrætfotos med slægtninge, som næsten aldrig kommer på visit.
Sådan løfter ’Hjem kære hjem’ blikket til publikum og hele den danske velfærdsstat, når filmen stikker til, hvordan vi (ikke) tager os af vores ældre, når de har mest brug for det, men i stedet overlader omsorgen til de økonomisk nedprioriterede offentlige tilbud.
»Jeg kommer ikke til at efterlade min mor sådan«, siger Sofie efter at have besøgt en ensom kvinde.
»Det ved man sgu aldrig«, svarer hendes kollega usentimentalt.
Trods gode intentioner ender mange nok med at give hverdagens travlhed skylden for nedprioritering af deres aldrende forældre. Måske kan ’Hjem kære hjem’ i den henseende fungere som et lille wakeupcall.
Filmen giver i hvert fald akut trang til at give sine ældre familiemedlemmer et kald.
Kort sagt:
Frelle Petersens sidste film i instruktørens sønderjyske hjemstavnstrilogi er lige så gribende og rørende som de to afdæmpede forgængere. Denne gang hæver han tilmed blikket fra sit nære drama for at gøre status på hele det danske samfund.