‘De nye læger’: Norsk seerhit bæres af et stort bankende hjerte
SERIE. Da LIS – en forkortelse for “Leger i spesialisering” og den norske titel for ’De nye læger’ – rullede over skærmen i hjemlandet Norge, sad næsten 500.000 nordmænd klar. Det er ikke så lidt.
Faktisk er serien – med undtagelse af et par julekalendere – NRK’s største umiddelbare seriesucces nogensinde.
Og man forstår fascinationen.
Serien har alt det, der gør en god hospitalsserie: velplaceret systemkritik, etiske kampe, eksistentiel nærkontakt med liv og død og – ej at forglemme – smukke unge læger, der finder tid til at flirte i kaffepauser mellem akuttilfælde og MR-scanninger.
At det hele foregår på syngende norsk i en sammenlignelig velfærdsstat, gør det kun mere interessant for en dansk seer at følge med.
Serien følger, foruden det øvrige hospitalspersonale, fire unge turnus-læger under deres første år på et norsk hospital. Her går det ikke stille for sig.
Hovedpersonen Petra kastes i første afsnit ud i sin første nattevagt. »Så du har eneansvar for hele hospitalet? Det er jo helt sindssygt!« siger hendes kæreste Mattias, da hun fortæller, hvad der venter hende. Mattias er sociolog og har svært ved at forstå, hvorfor Petra ikke kan prioritere klatreture med ham over ekstra timer på arbejdet.
Vi forstår det bedre, for vi er med i de hjerteskærende sene timer på hospitalet, når patienter græder af bekymring og for eksempel trygler den unge velmenende læge om at blive på hospitalet bare én nat mere.
Petra, spillet empatisk og fint af Elpida Stojcevska, giver altid efter og havner i clinch med hospitalets øvrige personale, der ofte må betale regningen for hendes gode hjerte.
En af dem er sygeplejersken Anne Kathrine (vidunderligt komplekst spillet af Cathrine Frost Andersen). Hun har den utaknemmelige opgave at organisere de menneskelige og økonomiske ressourcer, som dybest set ikke er der. Da en ung sygeplejerske klager over tilnærmelser fra en patient, fejer Anne Kathrine det hen, og man forstår det åh så godt. Jeg mener: hvem har overskud til personalesager, når mennesker dør omkring dig?
Ligesom i Zinnini Elkingtons ’Det andet offer’ vender ’De nye læger’ et empatisk blik mod det sundhedspersonale, der selv bliver ofre i et system fyldt med umulige valg. Og som den britiske serie ’This Is Going to Hurt’ dissekerer den et sundhedsvæsen, hvor sparekniven styrer mere end skalpellen, og hvor der aldrig – som i aldrig – er hænder eller senge nok.
’This Is Going to Hurt’ er noget nær et mesterværk, gennemvædet af britisk sortkomik og kras systemkritik. ’De nye læger’ har en anderledes lun og afdæmpet realistisk tone på en, skal vi kalde det, skandinavisk måde. Den slår derfor måske ikke så hårdt. Men den rammer et ømt punkt for en skandinav, der synes, det hele virker lige lovligt close to home.
Derudover er seriens force dens omsorg for sine omsorgsarbejdere. Titelmelodien med ordene »Hold on, hold on, my love« sætter en blid kammertone, der går igen i seriens kærlige blik på sine karakterer.
Som når Kissy (Sofia Tjelta) forsøger at aflede Petras opmærksomhed fra en klagesag med en forløsende sexhistorie om en tommel i numsen. Eller når de nye lægers debriefing over øl bliver et tiltrængt åndehul i et system, der ellers sjældent giver plads til pauser.
Som i de go’e gamle hospitalsserier fra 00’erne som ’Greys hvide verden’, er der også plads til amoriner. Mens Mattias derhjemme bliver stadig mere frustreret over Petras altopslugende arbejde, fyger gnisterne mellem hende og den høje, karismatiske Joakim (Deniz Kaya, kendt fra ‘Pørni’), der læser digte og er lidt utilnærmelig på den mystiske måde.
Som sammenligningerne med tidligere ikoniske værker inden for genren måske nok afslører, opfinder ’De nye læger’ ikke hospitalsserien på ny. Men den fanger med sin realisme og sit store hjerte, der banker lige dele for sine karakterer og for et blødende skandinavisk hospitalsvæsen.
Kort sagt:
’De nye læger’ revolutionerer ikke hospitalsserien, men dens blik for mennesket i et fejlbarligt skandinavisk sygdomsvæsen gør den både troværdig, god og – skræmmende – genkendelig.